Sider

søndag den 30. september 2012

Søndagsfornemmelser

Det var end ikke blevet lyst, da jeg forlod drømmeland. Planen om at sove længe idag holdt så ikke... Til gengæld kunne jeg så nyde lidt af "frugterne" fra gårsdagens udearbejde.

Jeg kastede mig over fliserne, de eneste her på matriklen igår. Med et blev jeg noget så eventyrligt træt af at passere det virvar af lidt planter i potter med liv i, døde planter i småpotter (fik en ekstra chance, de ikke tog), tomme potter, ukrudt mellem fliserne iblandet Japanlygternes forsøg på at overtage verdensherredømmet og nå ja  bare almindeligt småroderi.

I skrivende stund er dagslyset ved at have fået magten derude, men for 1½ time siden var lyset i husene noget så hyggeligt. Der er nu klar til oktoberhygge - på denne den sidste dag i september.


Mens morgenbrødet bliver varmet og bagt færdigt i ovnen, står den suppegryden, den helt store på komfuret om udsender skønne æbledufte. Sidst på dagen drog jeg afsted for at fylde en linnedkurv med nedfaldsæbler.

Først blev der ordnet æbler til at forbage en lun æblekage til fryseren. Den består af æbleskiver uden skræl, drysset med kanelsukker og rosiner 3/4 fyldt op i en emaljeret lille bradepande. Derefter blandes 100 gram af hver af følgende; Sukker, mel og fedtstof (igår margarine), som æltes sammen med fingrene. Når det er godt blandet, tilsættes havregryn ad flere gange, til dejen virker smuldrende og lægges over æblerne. I ovnen på 210 grader til dejen ser gylden ud og der dufter af æbler og næsten jul i køkkenet. Serveret med flødeskum får den hurtigt ben at gå på!

I suppegryden er der så en hulans masse æbletern, også uden skræl. Det tog 3 timer ialt at få dem gjort klar, hvoraf gemalen forbarmede sig den sidste og ordnede, hvad der var tilbage. Den fik et opkog i aftes, inden jeg gik i seng. Nu koges den så langsomt færdig til mos til fryseren. Tilsættes sukker og vanillasukker efter smag, når det er kogt færdig. Så er der til efterårets gammeldags æblekage, lagt lagvis med makronrasp og slutteligt et lag flødeskum pyntet med nogle klatter af sommerens ribsgele. Gudespise ;)

God søndag!

torsdag den 27. september 2012

En kæledægge...

En af de helt store favoritter blandt mine roser er nu godt igang med genblomstringen. Det er 'Nostalgie'. Den står uartigt tørt placeret, men klarer forholdene uden at kny. Og den er så smuk. Lige nu matcher den Hindbær 'Autumn Bliss' lige ved siden af. En halvcirkel fra drivhuset, som ender med et æbletræ, Ildrød Pigeon.


Sen sen sommer

Igår havde vi en skøn sen sen sommerdag! Temperaturen nåede op på 17,9. Det var skyet det meste af tiden og frem for alt, så var der næsten ikke en vind, der rørte sig det meste af dagen. Jeg fik "skudt" lidt i haven.

Idag har vi så fået en portion vand, jeg har ventet med længsel. 13 mm dryppede og plaskede ned i regnmåleren og på tagvinduerne fra imorges. Jeg har for en gangs skyld taget en hyggedag, hvor jeg udover at læse lidt mere om æbler (bog af Per Kølster) også har fået leget lidt med billerne fra igår.


Om lidt skal der "lægges" gammeldaws æwlekage sammen... Spørg lige, om jeg glæder mig til at sætte tænderne i den ;)




lørdag den 22. september 2012

Flyttedag udsat

Helt efter planen (planen holder?!) bliver der taget fat ud i haven så meget som muligt her i september. Igår fik jeg således endelig hanket op i nakkeskindet og tømt komposbeholderen. Det er sådan en grøn plasttingest i en krog af haven, som samler al husholdningsaffaldet af den "grønne" slags, som ormene så fortærrer deri. Det skulle have været gjort for et år siden, hvor planerne langt, langt fra holdt. Det var tungt igår! Men det lykkedes og beholderen blev trukket endnu længere ind i krogen, grenene omkring klippet osv.

Et bed, som jeg heller ikke har været i bund med i 1½ år er også ved at være "færdig". Geranierne deri har stort set fået lov at boltre sig frit i år. 'Rose Claire' er dog blevet klippet en enkelt gang. Men 'Southcomb Star' lagde sig romantisk i en del af bedet og klædte stauder og roser godt, så den slap i sommer. Men nu gik den ikke længere! Der er også frøplanter indimellem, som ikke har udmærket sig på anden måde end at fylde .- og nu fylde for meget. Jo de har holdt ukrudt væk og det er jo dejligt. Men nu skal jeg ned og have fat i jorden og lægge Tulipanløg, så nu skal der tyndes ud.

Jeg går frem efter, hvor vind og vejr kommer derude. Indimellem er det så gråt og køligt, at jeg har kunnet få noget gjort ved drivhuset. Og det er jo den vej, det går. Så jeg har endda fået gjort plads og vasket halvdelen af ruderne, så jeg nu kan sidde ved det lille bord med flagermuslygten tændt på meget kølige tidspunkter og kigge ud... Ja jeg kan selvfølgelig også holde pause derinde, mens arbejdet skrider frem. Og det gør jeg.

Når den grønne Vin, 'Himrod' har fået tøjlet sine ekstra skud en sidste gang i det nordvestlige hjørne af drivhuset, så skal der igen blomster på hylderne i reolen, som lige nu er delvist skjult af druen. Det kan ikke vare længe...De tanker faldt mig ind torsdag. Der manglede ligesom frodigheden fra potteplanterne, som startede derude i foråret. De har stået i "havestuen" hele sommeren. Havestue er så meget sagt; Gammel faldefærdig og halvdelen af vinduerne er der ikke glas i. Taget er med tiden blevet mindre lysgivende, så netop nu har drivhuset faktisk mere at byde på.

Summasummarum sluttede jeg dagen med at nærkigge potteplanterne, som ellers er blevet temmelig forbigået de seneste par uger. Det resulterede i, at jeg igår, babubabu fløj afsted efter medicin... Streptocarpus, 'Karen', som ellers endelig blomstrer her og alle de andre havde fået bladlus eller hvide fluer :( De bliver nu bekæmpet på den dyre måde, for jeg har ikke hul i planerne til hjemmelavede sprøjtesager - og jeg vil så nødig afskrive dem! Ikke, at de repræsenterer nogen større udskrivning (derfor tillader jeg mig ekstravagancen med bekæmpelsen), men det er højt skattede foræringer! Karen har jeg således fået af.... Karen. En enkelt pakke medicin rakte desværre ikke, så jeg har benet halvvejs ude i det skønne regnvejr for at hente til resten. Flyttedagen til drivhuset er blevet udsat med ihvertfald en uge. Planterne derude skal bestemt ikke udsættes for samme angreb.





søndag den 16. september 2012

Himlens syv sønner...

Jeg sidder og smiler ved tanken om gensynet med Anne-Marie (Lønbæk Planteskole) på plantemarkedet i Geografisk Have i Kolding på Grundlovsdag. Så hjerteligt og hyggeligt! Og gensyn var det, for sommeren 2011 var jeg sammen med en flok "piger" fra Floralen inviteret på guidet rundtur i hendes planteskole. Og som hun kan fortælle og forundre. For slet ikke at tale om, friste...

Bliver jeg engang rig på klingende mønt, så ved jeg, hvor flere af dem skal spenderes. Jeg styrede min begejstring (da selve rejsen til og fra Jylland er lidt af en udskrivning i sig selv) og nøjedes med to meget særlige planter/buske. De var ellers langtfra de eneste, der prøvede at springe på mig. Der var SÅ mange, jeg end aldrig havde hørt om, at jeg sikkert stod med åben mund og polypper mere end en gang!

Og når jeg nu lige kommer i tanke om det, så skyldes det, at den ene af de to, er begyndt at blomstre nu. 'Himlens syv sønner', som jeg faldt pladask for pga af den meget smukke stamme. Åh hvor jeg glæder mig til engang at kunne frydes ved det syn her! Når min lille ven er blevet noget større. Men blomsterne er bestemt yndige netop nu...


lørdag den 15. september 2012

Solglød

Lillebo har genlydt af fnisende, hvinende, glade pigestemmer. Fjantende og fnidrende som man kun kan, når man er teenager, nærmere betegnet i begyndelsen af denne alder, hvor høj musik, idoler og "sandhed eller konsekvens" og "makeover" er ikke ubetydelige faktorer i hverdagen. Den alder, hvor mor ikke ligefrem længere bliver inviteret med til at sidde i sofaen til filmaften.

Bare rolig, jeg klarede mig. Jeg fortrak med gemalens blærbar og forskansede mig (læs: holdt mig udenfor synsvidde men ikke så langt væk, at der blev stille) på loftet med den udsøgte opgave at parre nyvaskede sokker (de, som ikke var blevet spist af et sokkemonster eller vaskemaskinen) og placere ovenpå de bunker af tøj, der voksede op, mens hultertilbulterbjerget af renvasket svandt ind tilsat transistorradioens hyggemusik ala en på 40 og et krus kaffe, som indimellem blev suppleret, når jeg alligevel formastede mig ned i køkkenet.

Da mørket faldt på var jeg rundt ude og sørge for lys i lanterner, så forældre kunne finde deres pigebørn kl. 22. Da skræmte jeg næsten livet af det halve af tøzerne, som (åbenbart) var på uhyggetur rundt om huset. Da jeg stødte på dem, spurgte jeg, hvad de lavede. Svaret var imponerende hyl, som flænsede nattehimlen og jeg var tæt på at kigge nervøst efter tilkaldte blå blink. De overlevede og ordensmagten havde ikke fået nys om min forbrydelse.

Men tidligere så jeg pludselig gennem vinduet noget helt særligt aftenlys og sokker og trøjer fløj til alle sider, da jeg ilede ned ad trappen med cameraet i hælene. Det var på sidstningen af solens vej mod sin seng, at det pludselig var så fantastisk. Der var ingen tid at spilde. Så sent ramte den stort set kun solskinsbedet... Det nye bed, som er blevet til - eller egentlig genskabt som bed, med nye farver - i år. Om lidt vil jeg gøre som solen; Når jeg lige har afleveret de smukke syn, vil jeg gå i seng ;)





Godnat og sov godt!

tirsdag den 11. september 2012

Det fulgte med mig hjem...

Jeg har jo været lidt udøs fra lørdag aften til mandag eftermiddag, iført bil... "Tilfældigt" måtte vi jo liiiige indenom Bilka i Ishøj, før vi drog hjem ;) Jeg kom allermest for at finde mig en Clematis til rosen, 'Erinnerung an brod' ude ved vejen. Den kan ærlig talt godt se lidt afpillet ud en stor del af tiden. Og da den nu er så kraftigt, at man ikke lige tager livet af den, skulle den have en lille plantekæreste, syntes jeg altså (og havde læst rygter om skønne af slagsen på Claus Dalby's blog).

Men så gik det jo altså lidt galt, for på vejen ud i havecentret, hvor jeg ikke kunne undgå at passere bugnende hyldemetre i massevis med forårsblomsterløg... Ikke at jeg skulle have nogle, vel?! Jeg kom dog gevaldigt i tvivl, da øjet blev fanget af Tulipanen, 'Princess Irene', som jeg har en stor svaghed for. Allermest holder jeg af knitrende tulipaner i vaser - og ikke nær så meget, når de står i haven. Men prinsessen kan noget særligt derude og jeg blev fristet over evne ;)

Bedst, som jeg stod der og glanede, blev jeg opmærksom på en indkøbsvogn, med en dame bag, som indeholdt en ikke ubetydelig mængde løgposer både med og uden Claus Dalby's milde åsyn på. Før jeg havde tænkt mig om og erindret min vanlige smågenerthed, røg det ud af mig; "Læser du også Claus' blog?". Det gjorde hun nu ikke, kendte den end ikke, men havde set Claus på fjernsynet... Og så stod knevren jo ikke stille på sådan et par havehøns som os. Tilmed cirklede vi rundt imellem forskellige hylder og vurderede og "vejede" indholdet og priserne - satte sammen og trak fra og... Kors, hvor var det hyggeligt! Men det værste var, at jeg så var blevet overfaldet af tulipanen 'Queen of Night' undervejs, som jeg har OVERVEJET mange gange, men valgt fra, fordi jeg jo altså ikke er så vildt begejstret for tulipaner i min have...

Sket er sket ;) og jeg har lige siddet og beundret farvefoto'ene af de to dronninger og prinsessen i køkkenlampens skær...


Snedronningen er allerede gravet behørigt ned tidligere idag, og jorden var skræmmende tør, meget langt nede!! Imorgen regner jeg så med at få sat mørkets dronning og den flammende prinsesse i... Flammebedet, når jeg altså lige har fået lidt styr på det. Lige nu står havedøren på klem og jeg frydes ved lyden af springende regndråber på taget ovenpå en meget varm dag på Solskinsøen.

mandag den 10. september 2012

Tilfreds...

Med fare for, at jeg selv finder mig uartigt selvoptaget, sidder jeg nu og "evaluerer". Hjemme på min egen kontorstol med billederne fra den festlige dag for svigermekanikken, som fyldte 80. Ser tilbage på, om jeg nu lykkedes med det, jeg satte mig for...

Det er/var en stor dage af "binde" et eventyr til. Til en stor stue med højt til loftet (bogstaveligt) i et stort hus. Gedigne kvalitetsmøbler, store linjer, let dæmpet belysning og dertil altså rigtig mange år inkl. oplevelser. Kort sagt rigtig meget pondus, som denne buket i mine øjne skulle leve op til. Udover at være en del af mig og Lillebo...

Der blev plukket på livet løs i haven og linet op i det lille hummer af et nedlagt vaskerum, på fryseren. Lige til det sidste, vidste jeg ikke, hvor det skulle ende. Hænderne dirrede (deraf kender man adrenalinets sus, når jeg "kreerer" til andre) og øjnene havde i dagens anledning iført sig meget kritiske briller. Forholdsvis (heldigvis) få blomster blevet vejet og fundet for lette i arbejdet. Til sidst arbejdede jeg ovenikøbet om kap med tiden pga uforudset stor afbrydelse.

Men et arbejde fra min hånd er ikke bragt til ende, før det når i mål, hvor det er tænkt til. Først var der transporten fra Solskinsøen til Sjælland. Dernæst i vand "og på plads". Jeg gruede for holdbarhed på havens blomster. Men de stod distancen hele vejen. Selv idag, hvor jeg tog afsked med svigermekanikken og buketten, kunne jeg ikke sige dem noget på. Fødselaren mente ganske vist, at det var synd at have brugt alle de blomster. Men buketten fra landet havnede alligevel via hendes hænder i krystalvase på en fremtrædende plads i stuen, hvor jeg havde haft den i tankerne.



Og snip snap snude, så er den historie snart ude ;) Imorgen skal jeg i haven og fortsætte, hvor jeg slap forleden. Og jeg skal herind og få samlet op på hængepartier. Foreløbig TUSIND TAK for jeres opmuntrende og varmende ord!


lørdag den 8. september 2012

Færdig!

Jeg beklager, at der ikke kommer flere og bedre fotos af buketten, som jeg lagde til smugkig fra blomsterværkstedet tidligere idag. Jeg måtte træde til i en akut situation og mistede 1½ time af forberedelserne til afrejse om en god times tid. Men NU har jeg besluttet, at buketten til svigermekanikkens 80 års dag ikke bliver meget bedre (udover at rette blomster lidt på vejen ;)). Blomsterbinder er jeg ikke, men håber den alligevel vil skabe glæde - og den dufter henrivende!

Vender tilbage til kommentarer (på de to foregående indlæg) snarest muligt...


Smugkig i blomsterværkstedet


torsdag den 6. september 2012

Tante Grøn's Mammelukker

Nåh nej, der skulle jo stå Tante Grøn's Marmelukærme ;) Den kjæreste sendte mig ved juletid en hilsen så dyrebar med frø. Længe troede jeg, jeg aldrig skulle se disse skønheder, for dér, hvor jeg såede dem i bedet, kunne jeg ikke få øje på noget andet end Forglemmigej og ukrudt... Men pludselig for en måneds tid siden opdagede jeg en lille gruppe planter, som godt kunne være. Turde næsten ikke håbe, men priklede de 6 små ud med større afstand i bedet.

 Og NU, NU har jeg fået vished. Er du bims, hvor er jeg smaskforelsket i de blomster! Frøposen har gemt sig, så jeg er ikke ganske sikker. (Men jeg tror, de hedder 'Blushing Bride'.) Rettelse: De hedder 'Pink Regis'. Håber de når at sætte mange frø, så jeg kan så dem flere steder i haven næste år! Jeg sad lige og googlede 'Blushing Bride', som ser ud til at være en staude?!?

Under alle omstændigheder, så er jeg dig evig taknemlig for denne fantastiske skønhed her i sensommeren, Kjæreste Tante Grøn. Mange krams fra Solskinsøen!


Måneskinsarbejde ;)

Med septembers komme er et seriøst stykke havearbejde skudt igang. OK det har været noget vingeskudt grundet sygdom. Men ugens første 3 dage fik jeg dog lejlighed til at bruge noget af iført handsker og ukrudtsspand. En stor del af tiden er brugt ude ved vejen inkl. at stikke nogle Sommerfuglebuske og Hylden, 'Black Beauty'. Fik også ryddet "krattet" ved den del af grøften, hvor drænet går under vejen. Kommer der sne i vinter, så letter det temmelig meget at kunne få det ledt den vej ned. Mangler bare at hoppe derned og skovle de lag af omsatte blade og andet, der har samlet sig i grøften i årenes løb op. Tror det vil gøre en god forskel på bortledning af smeltevand.

Den ene af dagene trak jeg dog ind nær Lillebo og rumsterede, da vinden ude ved vejen irriterede mig. Jeg indledte "opstramning" af "Måneskinsbedet". Egentlig er det ikke et "rigtigt" måneskinsbed, for jeg har lidt kulørte indslag i, men virkningen i tusmørket er ikke til at tage fejl af for mig. Det siger "måneskin" til mig og skal i parantes bemærket forbindes med "Solskinsbedene" via gullige strandsten, som lidt efter lidt følger med mig hjem fra mine fotosafarier. 3 Kvan, 'Vicar's Mead" er et mørkt indslag, som nok først næste år giver mening - og har sammenhæng med en mørk Blærespirea i et overforliggende bed.

Jeg elsker at lege i min have. Og nogle finder med sikkerhed mine idéer temmelig spøjse eller uforståelige. Men det begynder at give rigtig god mening for mig ;) Til min store overraskelse hørte jeg idag, at bladet HAVEN nu har præsenteret en trend med orange i haven. Som klatter eller større partier, så vidt jeg har forstået. Jeg har haft orange i min have i rigtig mange år, hvor det ikke har været "trendy" - og i år er jeg ved at tilføje det i alle bede. Jeg havde nok aldrig troet, jeg skulle have en moderne havestil hihi. Men faktisk er min plan, som jeg har påbegyndt, at der skal min orangegule Montbretia i alle bede. Den er fantastisk fra forår til vinter med den særpræg i hver sæson og vil for mig få det hele til at hænge sammen...

Nu viser jeg så "Måneskinsbedet" frem fra flere vinkler. Både der, hvor jeg har været og der, hvor jeg ikke har... I juli klippede jeg iø alle Akelajerne deri tilbage, så de nu har skudt frisk, tæt løv. Sammen med Japanlygterne (som jævnligt tyndes ud) danner de nu en fantastisk frodighed trods, at vi i den grad har manglet vand sommeren igennem. OK nu skal jeg nok tie stille og vise billederne ;)







onsdag den 5. september 2012

Sikkert sure...

Eller syge på bagsiden. For slet ikke at tale om omsværmet af hvepse! I morgenens første solstråler føler jeg mig som en zigeunerunge på et af de i firserne famøse reproduktioner af tårevæddede børn med bedende blikke, mens jeg står og bliver fanget ind af synet over værkstedets gavlrygning. Men ingen hænder, ingen småkager. Der kan ikke stilles en stige under for at nå de lækre Victoriablommer i toppen af det meget gamle træ. Jeg husker i den grad den vidunderlige smag fra min barndom, hvor en af naboerne havde et særdeles velvoksent og rigtbærende eksemplar af et blommetræ.

Træet hælder sig ind over en værkstedsgrav, som "er ved" at blive jævnet (når en mand har sagt, at han vil gøre det, så gør han det også - ingen grund til at minde ham om det hvert ½ år).  Tidligere hældede det over en gammel garagebygning, som er halvt nedlagt. Alene at komme igennem brombærrankerne, som har indtaget verdensherredømmet på den plet af ejendommen, kan nok tage pippet fra selv den bedste. Det er "for nemt" bare at købe et andet træ. Dette har en historie i Lillebo. En dag vil jeg med sikkerhed skaffe mig adgang, bekæmpe "blommedæmonerne", som jeg har døbt alle forhindringerne. Lige nu må jeg nok bare nøjes med at konstatere, som en anden ræv, at de sikkert er sure ;)


lørdag den 1. september 2012

Velkommen september!

August, september og oktober er og bliver mine absolutte yndlingsmåneder på Solskinsøen. Maj er den smukkeste i foråret, men disse 3 er creme de la creme! August i år kunne have været mere frugtbar. Jeg har savnet vand til min have! Men den har dog alligevel været optakt til den forrygende sensommer, som jeg håber at opleve endnu engang.

Måske husker nogle, da jeg klippede mine Løvefod tilbage og brugte blomsterne til en sommerkrans til døren...? Se nu blot, hvor septembers første solstråler skinner smukt i den!!