Sider

mandag den 16. juli 2012

Enghøj Staudehave ikke planter og så alligevel...

Jeg "skylder" et indlæg fra Enghøj Staudehave, som jeg endelig fik besøgt under Havefestivallen... Haven ligger blot 7 km. herfra, så det er ikke afstanden, der skiller os ad ;) Egentlig holder jeg på, at man skal skrive og vise, mens man stadig "er i det". Og her i min begyndende feriemode, kan jeg også godt mærke, at jeg burde have stukket hovedet indenfor igen, inden dette indlæg for at gensuge alle indtrykkene. Men billeder i sig selv kan nogle gange sige langt mere end ord, så jeg vover alligevel...

Først af alt må jeg sige, at lige fra indkørslen virker alt velholdt og harmonisk. Der er ingen steder, hvor jeg er standset op og har funderet over, hvorfor i alverden, noget var som det var. Besøget bekræftede mig i min så småt begyndende flirt med sort træværk - hvad det gør for planter. Særligt det "spinkle" udtryk i pergolaen - og så med den geniale gule øjefanger af en busk (jeg kan aldrig hitte rundt i, hvad de bløde nålevækster hedder), giver et kick.

Der er klart hentet inspiration i Haven i Hune (som jeg desværre endnu ikke har set IRL) og Claus Dalby's have ved Risskov, som jeg også har besøgt et par gange. Jeg var ikke et sekund i tvivl, når jeg bevægede mig rundt. Michael havde lavet et spejlbassin af fundablokke. Det tiltrak sig min opmærksomhed, da det også er en tanke, jeg leger med. Rigtig godt udført. Smurt invendigt med vandglas (skriver jeg lige for at huske det selv ;)) Spejlbassinets form ledte straks min tanke hen på billeder fra Haven i Hune. Desværre fik jeg ikke taget et selv af dét i Enghøj Staudehave. Claus Dalby's fingeraftryk var bl.a. at finde i en lille ny, begyndende takshæk midt i et langt bed. Nu er jeg generelt ikke meget til hække, men Michaels tanke om en "skillevæg" af en tynd klippet hæk, kan jeg godt følge - og noget lignende har jeg selv i tankerne næste år, bare ikke af traditionelle hækplanter.

Alt i alt har haven gjort et rigtig godt indtryk på mig - og jeg vender tilbage og "stjæler idéer med arme og ben" en anden god gang!! Nu til billederne...









2 kommentarer:

  1. Hej Zep.
    Bedre sent end aldrig, kom jeg ind på din blog igen for at skrive en lille hilsen til dig. Meget underholdene beskrivelse du har lavet af vores have,mange komplimenter og dine sjove vinkler på tanker du fik ved at være i haven;).

    Tænker om vi må komme til næste år, på have besøg hos dig? Hvad siger du? Ha´det godt. Mange hilsener fra Anne-Mette.

    SvarSlet
  2. Hej Anne-Mette.

    Velkommen her på min blog - ja det blev lige til nogle begejstrede indlæg ovenpå besøget hos jer :D Jeres have er jo virkelig toptunet til at tage imod havebesøg (har også bemærket, at en vis kendis har været forbi på det seneste ;)).

    Som du måske husker, så bemærkede jeg, at min have generelt ikke egner sig til havebesøg, fordi det er min legeplads med plads til eksperimenter (både heldige og mindre heldige ;)) og ukrudt, hvor jeg ikke er så optaget af noget igangværende (eller simpelthen ikke kan afse tiden til det). Omvendt er der ikke hæk mod vejen, da forbipasserende såmænd godt må se ind på godt og ondt (vover folk sig nærmere, risikerer de at blive sat til at lave noget hihi).

    Men næste år gør jeg faktisk en undtagelse - og sjovt nok havde jeg så småt tænkt at invitere jer... Floralen (floralen.dk), det forum jeg har sammen med min bedste haveveninde, fylder 5 år i efteråret.

    Endnu er det kun "på tegnebrættet" og foreløbig kun nævnt for Floralerne, så de kan begynde at overveje den lange tur til klippeøen - de fleste er fra Jylland. Men om det nu passer med det hele (og måske overnatning på skolen, som jo helst ikke skal ramle ind i sponsorcykelløbet), så bliver det i løbet af 2. week-end i september, hvor det også ville glæde mig at se jer, hvis i har lyst! Og måske kunne Floralerne også være heldige at komme på besøg i jeres have, mens de er herovre?

    Hjerteligst

    SvarSlet

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep