Da jeg var barn

Skulle der ikke meget til at begestre. Ikke at det skal forstås på en overbærende eller hånende måde. Tværtimod var en enkelt blomst alt rigeligt til at fange øjet og gøre lykke...

Jeg tror ikke, jeg tænkte nærmere over, at Crocus bebudede forår, dengang. Jeg er næsten sikker på, at den slags ikke strejfrede mig overhovedet. Skal jeg spole tilbage til noget, der fik mig til at tænke forår, så var det solen. Og særligt et år, hvor den må have skinnet mindst lige så meget som igår. Ihvertfald iførte jeg mig bare ben, nederdel og cykel og kørte op og ned ad Vesterled, grusvejen vi boede på i Faarevejle. Det gav i den grad skældud, da jeg kom ind igen tænderklaprende og med knæ i en kulør ikke ulig den, som Crocus'en ovenfor...

Vinteren, hvor jeg byggede langt flere snemænd end idag, havde forvandlet jorden til en tør blegbrun skorpe, som var så intetsigende, at den slet ikke interesserede. Ikke at jeg sådan gik og ledte efter blomster dengang. Det mindes jeg ihvertfald ikke. Men der var noget magisk over, at der i de bunker af blade og grene, som vinden havde fejet sammen vinteren igennem, pludselig dukkede helt fantastisk klare og smukke farver frem!

Den dag idag kan jeg nemt skrue tiden tilbage, når jeg stjæler mig et øjeblik derude til en haverundfart - eller som nu sidder en søndag morgen, hvor jeg måtte ukristeligt tidligt op, så bollerne kunne nå at blive bagt, inden "ridefolket" kommer og skal forsyne sig, før de drager til stævne. Som barn blev de ikke studeret med linse på camera, de forårets vidundere. Som barn så jeg med fingrene. Lægger jeg idag nænsomt hænder om hovederne på de æggeblommegule Crocus, så er jeg næsten tilbage på Vesterled, med fingrene under en hæk, ivrigt plukkende en "buket" af den fantastiske skat, de var. Idag ved jeg til gengæld, at der ikke er nogen, der har trampet dem i stykker, når man et par dage efter oplever, at de ligger smadrede. Næh det er såmænd Solsorten, der kigger med næbbet ;)

God søndag.