Alfeværk

Liggende på maven, vridende rundt i vinkler, som formentlig grangiveligt ser ud som en larve med mavekneb. Der er en vis ufrivillig underholdningsværdi i forårsfotografens fornøjelser i haven. Altså en stor, sort larve med kulørte plamager hist og her, hestehale og gummistøvler - i jordhøjde. Det billed lader vi lige stå...

Anstrengelserne gjaldt plettet Lungeurt. Vist er det, at dens blade er den største attraktion, endda en stor del af året. Jeg holder usigeligt meget af det spil, de giver mellem andre stauder og roser, særligt i udkanten af bedet. Som plettet stof i en ensfarvet patchwork. Men netop nu, på årets første forårsdage, er det svært ikke også at blive betaget af blomsternes ynde. Og endnu sværere for undertegnede af opnå en ordentlig fotografisk gengivelse i solen...

Midt i en manøvre med albuer i græsset og knæ i græsset og bagdelen let hævet over knæhaserne, blev noget fanget i øjenkrogen. Med den overskrift, tror du måske nu nok, at det var bevægelse, jeg blev indfanget af og mystificeret over. Det var det nu ikke, for jeg er af den opfattelse, at den, der leder efter alfeskikkelser i forårssolen bliver slemt skuffet - ihvertfald i min have.

Jeg skal ikke kunne sige, om alfer kan antage skikkelser - som ofte gengivet på eventyrlig vis. Fantasien har trods alt vide rammer og kan derfor betage og overbevise. Men for mig er alfernes værk, dét, der overrasker sanserne derude. I lørdags var det opdagelsen af den fineste lille "selvsåede" plettet Lungeurt, inde under Dronningebusken, hvor der sidste sommer var det mørkeste mørke, da både Georginer, Storkenæb, Irlandsklokke, Stedmoder, Kæmperverbena og mere til dækkede ganske, der på nordsiden af busken.

Men lige præcis dér af alle steder blev mit øje fanget af skønheden. Den var så yndig og fangede solens stråler, hverken for meget eller for lidt! Jeg ville næppe selv nogensinde have valgt at plante den der. Se dét er alfeværk for mig og jeg kunne ikke drømme om at fjerne den derfra.