Sider

tirsdag den 24. maj 2011

Vinterens blomster i min forsommerlige have

Ude i vaskerummet ligger en kugle. En julekugle, som havde forputtet sig det forkerte sted og ingen endnu har ulejliget sig med at bære op og gemme væk til den store aften om 7 måneder. Ikke ret meget minder ellers om jul eller vinter lige nu. Det skulle lige være vinden, der hyler og tuder i eltrådene udenfor - og så vinterens blomster, som til min store glæde er her endnu sammen med mange flere.

Måske sidder du og tænker, om min Julerose dog stadig blomstrer eller er i frø endnu. Det kunne selvfølgelig godt være den, der inspirerede til mine tanker. Allerede i november stod den med de flotteste, hvide knopper efter at så meget andet var takket af. Det er ganske særligt, når den ligesom begynder livet ude, hvor der virker goldt og øde. Den har rigtig regnet det ud, har den. Og jeg kan også godt afsløre her, at jeg havde planer om at dekorere juleaften med lave beholdere med Julerosehoveder og kugler i vand. Og hvad der så ellers var fulgt med, når jeg kom igang med at lave dem. Lillebo skulle danne rammen om en rigtig hyggelig familiejul!



Men så sidst i november begyndte Kong Vinter at pille ved mine planer; Sendte sne og kulde til Solskinsøen. Dog kunne det da ikke blive ved, tænkte jeg lidt overrumplet. Men det gjorde det! Alle fire søndage i Advent var beklædt med sne. Modet sank en anelse i livet, for nu var udsigterne til friske blomster fra haven ligesom så som så. Sneen under det gamle legetårn, som nu alene huser planter, balje og havenisse, voksede næsten for hver dag.



Men så er det jo rigtig glædeligt, at det slet ikke er Julerosen, jeg sad og tænkte på for lidt siden. Så du får lige endnu et gæt; Hvilke blomster tænker jeg mon på, som ikke blev begravet i sneen?

2 kommentarer:

  1. Kære Zep,

    har tænkt og tænkt og gransket og gættet. Og kan kun komme frem til det svar, at det må være dine sproglige blomster?????????????????:o)!!!!!!!!

    Mange godnunathilsner fra en træt TANTE GRØN

    SvarSlet
  2. Godnogenlundemorgen til fra en stadig træt Zep ;)

    Det var sødt sagt kjæreste Tante! Men du får et nyt gæt... Nu hvor jeg igen kan logge in, hvilket ikke har fungeret de seneste par dage her, så satser jeg på en fortsættelse i aften. HVIS jeg da kan hænge sammen,for haven bruger det meste af min energi for tiden ;)

    Hjerteligst

    SvarSlet

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep