Der findes ikke grimme Akelajer.

Hvorfor er jeg ikke faldefærdig af træthed eller ligefrem på vej til drømmeland?! Jeg burde være det. Dagen er brugt op og det meste af den ude i sol og blæst med spade, greb, trillebør, spande, graveske og vandkande! Igår kom intet mindre end 15 mm regn fra overgartneren i aftentimerne ledsaget af Thors fantastiske færd på himlen, som holdt mig oppe længere, end jeg egentlig orkede. Og idag kunne kanden altså atter fyldes med vand, som der endnu ikke er afgift på og slæbes til nyplantede, hvor der før var græs. Og hvad jeg ikke nåede igår med klipperen - eller rettere undlod, da genboen havde familiebesøg i haven, det blev indhentet idag. Svedende som en hest! Og nærmere behøver vi vel egentlig ikke at komme ind på det, selvom det i sig selv kunne blive en helt lille godnathistorie om, hvordan man kan ende med at have flere opgaver foran sig end bagved, når en havedag er til ende.

Kort før mørket faldt på, fandt jeg endnu en "undskyldning", et ærinde, som bragte mig ud i haven. Jeg tror nok, jeg glemte, hvad jeg gik efter. Sådan er det netop nu, hvor Akelajerne springer ud. Midt på dagen lider de lidt under de barske lysforhold, hvis solen skinner. Ikke at de selv har den fjerneste anelse, går jeg ud fra. Men Akelajer tager sig bare allerbedst ud i "lavt" lys. Da er de mest romantiske. Jeg kan ikke blive træt af at se på dem - alle de fine detaljer og farver, de kan fremvise. De er noget af det første, der skyder i foråret med det yndigste løv og pludselig farer de i vejret som raketter og står i knop. Indimellem kan jeg godt følge de tanker, at de bemægtiger sig lovlig meget af bedene, så andre ikke kommer til deres ret. De har jo en tendens til at finde enhver plet egnet til besiddelse. Men jeg tilgiver dem og luger ofte udenom nye, selvsåede. Skulle jeg blive træt af det, så er det jo ikke noget større problem at trække dem op, mens de er små. Men netop deres evne til at komme på de mest uventede steder, gør dem også så charmerende - og hvem ved, hvordan en lille ny kommer til at tage sig ud til næste år..

Jeg satte mig så altså for at finde ud af, OM de nu også er smukke, mens jeg brugte det sidste dagslys. Dét er de! Måske er mit foto ikke, men de yndefulde forførere ledte igen mine skridt fra den ene til den anden og videre og videre. Jeg har én, som dufter! Den såede jeg for år tilbage og den kommer troligt igen. Hvert år venter jeg, at nu er det forbi, for egentlig er de vel 2-årige. Men denne bliver ved med at glæde mig. Det er nu ikke den, der har fået lov at posere. Det er en anden (selvsået), som også er en genganger og i mine øjne den smukkeste lige nu. Og jeg ved det, for jeg har kigget på hver og en. Og det sidste kig gav altså lige lidt ekstra energi, så jeg først NU bliver tavs og takker for idag!