Havenørdens spejl/regn og måneskin

Haven er havenørdens spejl... Den viser en overflade, som dog nok har lidt flere dimensioner, hvis man ser lidt ind bag - og giver sig tid til at sanse. Sansehave er nok efterhånden et lidt slidt udtryk. Jeg kan ihvertfald godt indimellem føle, at det er blevet lidt vel forfladiget, når man blot kan sætte 2-3 dufte, lidt skygge og lys osv. ind og kalde det en sansehave - uden en sjæl...

Haver, der taler til sanserne, vidner ofte om et meget dybt engagement og varierer i den grad efter, hvem der står bag. Og næsten væsentligst af alt, så er de sjældent konstante - så længe manden eller kvinden bag stadig magter at udvikle dem. For mennesket er ikke uforanderligt et helt liv igennem. Henad vejen vil jeg gøre et ærligt forsøg på at løfte sløret for, hvad der betager mig og præger min have. Den er min legeplads, mit træningscenter og mit lille eventyr.

Netop nu sidder jeg og venter på regn. Det er der jo ikke noget hokuspokus i. Men det gør, at aftenen er mørkere end vanligt - præcis som skyer dæmper lyset om dagen, for regnen er på vej. Og hvor vil jeg så hen med det. Jo det er ganske vigtigt, at min have også kan glæde mig sådan en dag eller aften. Det er helt eventyrligt også uden skyer at kunne "se" noget i haven, selvom solen er gået ned. Det er af flere blevet "døbt" måneskinsbed.

Dét skal der hvide blomster til! Netop nu er den del kun i sin vorden her, så der var ikke meget at se udover lanternehusene, som er hvide. Omvendt virker rent hvide bede lidt uhyggelige eller sterile på mig i dagslys. Så det handler om at finde balancen, hvor jeg bringer grå og gul, afbrudt af rosa ind i spillet (på denne årstid skal det lige bemærkes, at Akelajerne styrer uanset kulør ;)). Det skulle gerne ende med, at man selv i mørke kan styre udenom bed og havestue uden brug af lys, mens vi har de lyse nætter, og ikke mindst samtidig have en lidt højtidlig fornemmelse. Lidt ala elverfolketanken. Jeg skal nok give lyd, når/hvis det lykkes. Jeg ved allerede, at rosen Mme Plantier, en klatrerose, som nu i nogle år har gjort sit bedste for at begro det gamle legetårn, har den evne. Jeg drages simpelthen derud, når madammen blomstrer og står og måber i mørket (meget belejligt) over, hvor fantastisk "hun" prikker til min fantasi.

Beskrive det kan jeg det ikke helt lige nu, for jeg skal have oplevelsen helt under huden. Og billeder kan jeg så heller ikke levere af fænomenet, hverken nu eller siden. Men begejstringen vil jeg forsøge at give videre til den tid. At nogle af planterne (sikkert mange) bringer en historie med sig i sig selv, er endnu en dimension i min have - sådan en, man ikke kan se med det blotte øje. En lille hemmelighed, som også betyder, at det gør langt mere ondt i havesjælen at miste en plante, for det er som at miste en bid af en ven eller oplevelse, som jeg ellers bliver mindet om dagligt, når jeg går omkring derude.