Lærken - uden tvivl

Tænk, at man lige pludselig kan stå og føle tilløbet til et lændehold, når man retter sig op efter blot at have kigget under et bord i drivhuset?! Hvad ligner det, om jeg må spørge? Jeg er jo ikke engang gået igang med havearbejdet endnu....

Nuvel efter hestefodring styrede jeg målrettet mod drivhuset igen idag. Igår var jeg blot på visit der og senere på haverundfart, hvor jeg bøjede mig mangen engang. Det er såmænd nok det sidste, der har fået de vinterrustne hængsler til at give sig lidt - der over ballerne. Men idag skulle der gøres lidt i drivhuset, havde jeg besluttet. Roser og Chrysanthemum derinde var begyndt at skyde pænt meget og det var så på tide at give dem lidt gødning, foruden at det meste trængte til vand. Så en halv time gik der med kanden og saksen, for noget vissent var ladt tilbage.

I skrivende stund lysner det en anelse. Men ellers har overgartneren idag disket op med tiltagende blæst og dis - noget anderledes end igår, hvor Sanne O. med garanti med sin fødselsdag har været årsag til årets hidtil skønneste dag. Alligevel sparkede jeg mig selv ind efter cameraet til en lille haverundfart idag. Og som om jeg ikke havde haft nok nærkontakt med jorden igår, så var jeg ligefrem på knæ og sågar mave for at fange vinteren på retur. Og da med et hørte jeg noget, som jeg først slog hen. Da cameraets linse fokuserede på en af de små Påskeklokkefrøplanter, som har sat blomsterknopper for første gang i år, var jeg dog ikke længere i tvivl. Det var bestemt en Lærke, der hang et sted i disen over marken på den anden side af vejen og øvede sig på vårtonerne...!