Sensommerglæde

Midt i æblerne, en spandfuld foræring, en gave, som blev bragt i tirsdags inspireret af udsigten til min lune æblekage. Æblerne, som nu blev forvandlet til både og lagde sig til rette sammen med en lille portion surbær, jeg plukkede fra mit lille, opstammede træ forleden og puttede i en pose og i fryseren.

Træet var iø det rene røverkøb. Det stod for et par år siden i et bur sammen med andre træer, som måske var for skæve, uharmoniske eller som mit træ havde mistet ganske sin identitet. Ihvertfald var navnesedlen faldet af. Ikke engang en tilbudspris var at se på det. Men det fangede mit blik med de skønneste høstfarver. De andre træer kostede fra 5 tiere og opefter. Gemalen min greb det, da jeg havde stået henført i nogen tid, og travede resolut ind i butikken og forhørte sig, om ikke han måtte købe det for en halvtredser, når nu det var sådan ganske uden værdi for dem åbenbart. Det sagde han naturligvis ikke på den måde. Men jeg fik mit træ af ham efterfølgende og af plantevenner fik det navnet Aronia eller Surbær.

Og i år er det altså mig, der er kommet fuglene i forkøbet og har høstet bærene. De skulle blive mindre bitre af frost (bærene ikke fuglene) - derfor kom de i kummefryseren og så skulle de være skønne i æblesaft. Derfor var den spandfuld æbler som skæbnebestemt. Tak for gaverne!

Urtekniven halverede og fjernede æbleskrog i et væk, mens spændingen voksede i takt. For hvordan mon det hele ville smage til sidst?! Æbler fra haver, marker eller hegn smager bare så ganske meget mere af høj blå himmel, varme sommerdage og liv og glade dage. Det ville såmænd være nok at konstatere, at de bare smager af mere og efter mere. Jeg får en umådelig lyst til at spise æbler på denne tid, når tænderne begraves og frembringer en knasende, saftig, sprød og lækker lyd.

Men midt i dette blev øjet fanget udenfor køkkenvinduet. Indtil da havde jeg nok set ud, men ikke SET, mens tankerne valsede derudad sammen med smagsløgene. Men det gjorde jeg nu. Kniven arbejdede langsommere for til sidst at stoppe. Blev lagt på bordet og hænderne tørret og fødderne trippede ind i stuen for at finde cameraet frem. For dér midt i sensommersolen var den flotteste Admiral landet lige på et Figenblad efter at have flakset rundt i gården. Og dét måtte jeg lige dele. Sammen med lidt andet, jeg lige kom til at fange ind.

Spørg, hvis du vil vide, hvorfor jeg er helt vild med Nøgne Jomfruer eller hvorfor jeg har de Italienske Ingefær selvom de er giftige eller hvad roserne hedder eller hvad de hvide blomster sidder på eller hvad ved jeg. Eller måske vil du bare nyde billederne og dét skal du have lov til. Velkommen tilbage eller til :D