Grønt er for øjnene og det bag

I skoletiden skulle der skrives dagbog på lejrturene. Mine af slagsen var ulastelige beviser på, at man havde fået noget for pengene. Side op og side ned blev alle hovedtræk nøje beskrevet, tilsat lidt morskab i flokken. Alle tal og særegenheder ved udflugterne klæbede til hårtoppen og blev omsat til skriverier, som kunne læses op i klassen og nærmest bruges som oplæg for den næste klasses lejrtur.

Idag skal jeg have fat i disse skriverier for at genkalde mig dem - de nåede kun overfladen. Idag lagrer jeg oplevelser ganske anderledes. Sådan er det nok, ikke at være barn, men nu blot barnlig. Højdepunkter får en helt anden og større dybde i hukommelsen, mens en masse irrelevant slet ikke når frem.

Tidligt på dagen igår blev jeg mindet om dagene i Dublin denne sommer. Det kan helt klart anbefales at se Dublin fra toppen af en af de mange dobbeltdækkere, som med eller uden enten live eller båndet guide kører ad gader og stræder i Irlands hovedstad. De er nemlig beskidte og slidte - og det er ikke busserne, jeg mener. Jeg oplevede mange steder, hvordan affald fik lov at hobe sig op - også i sække på, hvad der skulle ligne fortove - inden der kom en skraldemand i en skraldebil med en skovl en af dagene. Fortovene var slet ikke så nydelige, som man finder dem i eks. København med fliser og kantsten. Og generelt bar Dublin præg af fortidens ufred og mangel på midler til en makeover.

Alligevel var det den grønne farve igår, som fik mig til at mindes. Den grønne gren, som solen sidelæns i gården fik til næsten at stråle og i særdeleshed den solfanger, jeg faldt pladask for i en souvenirbutik i Dublin og absolut måtte hjembringe. Alt efter, hvor solen bevæger sig hen på østsiden af Lillebo, fanger perlen strålerne og forvandler dem til regnbuefarvede plamager rundt omkring i mit køkken. Perlen som ser grøn ud i sig selv. Og alt godt er grønt i Dublin. Det samme gælder iø for DoDublin, som er det overordnede trafikselskabs "rejsekort" til de grønne busser, diverse indgange,bussen til lufthavnen og andre ting, som ikke lige kommer op til overfladen.

Reelt set burde mindet være brunt eller gråt og dystert. Men det er grønt. Og let mystisk/mytisk - eller måske meget.

Jeg holder umådeligt meget af morskaben omkring Halloween. Og jeg er barnlig nok til ikke at tage det for andet end skæg og ballade. Min yngste datter har mere end én gang spurgt mig, hvad det er med mig og Halloween. Det er såre simpelt en umættelig trang til at dekorere tilsat en skefuld eller to af det mere dystre. Det er på en gang fascinerende og føles som ganske i tråd med årstiden for mig. Og efter 3 år, hvor nylon'erne har ventet i en pose, er der endelig blevet lavet græskar af beton, som skal dekoreres imorgen sammen med min ældste datter, efter planen. Og jeg holder stadig lidt fast i Irland, hvor Halloween har sin oprindelse. Det har jeg iø også efter overlevering i min fars familie...

Bemærkede du, hvilket ord jeg udelod i overskriften?