Nytår 13/14 i Kalenderhuset.

Jeg sad i lænestolen nytårsaften, mens vores monark, Dronning Margrethe delte af sine visdomsord. Imens havde gemalen, altså min, travlt i køkkenet. Og det var rigtig godt, for ellers havde vi ikke fået varm mad på årets sidste dag.

Efter en noget urolig nat med irritation i hals og hoved, stod jeg, som planlagt, tidligt op og havde dårligt fået tændt op i brændeovnen eller sunket min kaffe, før æbleskivejernet var igang med at varme op og jeg selv igang med at røre dej sammen. Engang var det skik her til lands, at man gik på visit hos hinanden på denne årets sidste dag. Og spiste æbleskiver - og gerne med solbær til. Den skik måtte jeg droppe i 2012, hvor jeg dårligt kunne vende en skive med en strikkepind efter operation i december. Men jeg genoptog den i 2013. Og med blot et enkelt jern, skal der startes tidligt for selv at kunne sidde med ved bordet.

Afbrækket har sikkert fået nogle til at glemme, at der var traktement på årets sidste dag - ihvertfald i familien, som kun blev repræsenteret af to om formiddagen. Men de 200 æbleskiver eller lige deromkring gik slet ikke til spilde af den grund. Alle i husstanden tog godt for sig i løbet af dagen. Og det gjorde de modelflyvere, der vanen tro, mødte op om eftermiddagen for at flyve året ud, også. Udover julens småkager. Og kaffe og the blev der drukket. Og hygget og snakket og fløjet. Og sidst på eftermiddagen blev de allersidste æbleskiver fortærret.

Derefter gik det ned ad bakke med helbredet. En rigtig mandeforkølelse (sådan en, der føles som om, kroppen er tæt på at blive smadret totalt og i feberrystelser - og man nærmest ønsker en kugle for panden) overmandede mig. Men midt i min elendighed talte Dronningen til mit hjerte - og det var som talt ud af mit hjerte. Hun talte om, at vi skal bekymre os om hinanden. Og ihvertfald finde ligheder fremfor forskelle. At vi skal sætte os ud over egen situation, med henvisning til 2. verdenskrig, og gøre en forskel i andres. Også selvom det måske koster...

Jeg har ofte nok i mit liv hørt ordene, at den og den ikke havde haft, hvad de har idag, hvis ikke de havde passet på pengene. Jeg har aldrig været særlig god til at slå mønt af, hvad jeg kan. Måske derfor har jeg heller endnu ikke skrevet en bog, der kunne tjenes på. Eller spundet uld, som ej kunne købes andre steder. Eller noget af alt det andet, jeg kan, og som jeg med garanti ville kunne "drive vidt", hvis nogle kom og tog mig i hånden og hjalp rigtig på vej.

Til gengæld, så handler mit liv om at gøre en lille forskel, for mine nærmeste, for dem lidt længere væk og dem endnu længere væk. Og at gøre det med rimelig omtanke for ressourcer. Så da året kom lidt igang og jeg en smule til hægterne tog hæklenålen fat igen. Igår blev den færdig med et par fingerløse handsker efter datterens ønsker. Opskrift fundet på nettet og garn fundet i gemmerne, hvor jeg igennem tiden har stuvet sammen, når jeg faldt over uimodståelige tilbud.

Jeg vil gerne ønske jer alle tillykke med det nye år! Og samtidig vil jeg minde om et virke, som ligger mit hjerte meget nær, som jeg har taget del i helt fra før, det blev til noget officielt. Et arbejde for nogle af vore mest udsattes ve og vel - eller ihvertfald varme på mere end en led. Varmestuestrik.

Godt og Hjerteligt Nytår.

Mellemjulen i Kalenderhuset - del 4

En bordskik har vi her hos os


Antal vers: 3
Melodi: Molak Molak mak mak mak


En bordskik har vi her hos os
 som alle  nu må vide
man må ej kilde damerne hvis
 de det ej kan lide
skeen skal bli' liggende
ej bag øret stikkende
- og man tørrer ikke mund og
 hænder af i dugen

Se gaflen skal man spise med
 og ikke rense negle
og servietten den skal ikke
 rundt i glasset sejle
bøvse må I ikke her
heller ikke rense tæ'r
hvis der holdes taler skal I
 vække sidemanden

Tallerknerne skal ikke slikkes
 rene når I slutter
og det ser ikke godt ud når
 på knivene I sutter
og hvis I skal ud på "das"
rejser man sig fra sin plads
ellers er der ikke mer' -
 velkommen allesammen

Ovenstående var velkomstsangen til den 60 års fødselsdag, vi var til i fredags. Måske også god til nytårsaften...

Mellemjulen i Kalenderhuset - del 3

Selv det krøllede julegavepapir kan genbruges. Måske er denne grå, klamme søndag lige dagen, hvor du mangler noget at sidde og hygge med. Jeg er faldet over dette blogindlæg, som jeg godt kunne fristes til at prøve, hvis ikke det lige var fordi, jeg er igang med at civilisere her. Men det behøver jo ikke at holde dig tilbage - og jo mere vi genbruger, des mindre skal vi bruge ressourcer på at skille os af med. Klik her.

Og så lige et tilbageblik til en jul for flere år siden, hvor jeg prøvede at lave et "juletræ". Bare sådan for hyggens skyld. God søndag.

Mellemjulen i Kalenderhuset - del 2

Tingene sker, når de når deres tid i mellemjulen. Den opmærksomme har opdaget, at jeg ikke er nået igennem kommentarerne i Kalenderhuset endnu - ihvertfald ikke svarene... Men Helligtrekongersdag, så er jeg med sikkerhed så langt, for da bliver "den gamle og brugte  jul" pakket sammen (mere eller mindre).

Igår gik med en gevaldig 60 års fødselsdag i familien. Det var festligt og jeg fik danset boogie woogie sammen med børnene og andre barnlige sjæle. Idag kniber det nok  mere med at svinge træbenet ;) Men apropos træ, så skal vores juletræ skilles ad og pakkes sammen idag. Mis (Fiona) og Fister (Finn) har nemlig pillet det mest af pynten af i juledagene ;)

Og udover lettere rengøring, lettere madlavning (hmmm hvad mon det bliver?) og lidt tøjvask, så skal dagen idag bruges på at slappe af med hæklenålen. 2013 har været hækleår. Aldrig nogensinde har jeg hæklet så meget - som følge af, at jeg ikke har kunnet strikke (flere har set langt efter julegaverne med strikkede sokker i år). Kaj og Andrea sender mange hilsener fra Norges land. De nåede frem til Johanna til Juleaften og morer sig vældigt deroppe.

Igår aftes sad jeg så og surfede blandt hækleopskrifter på Pinterest. Og så fik jeg selskab af den yngste datter, som med et ønskede sig alverdens hæklede ting og hjalp godt med til at få pinnet ideerne ind på min hækleopslagstavle. Du er velkommen til at tage et kig på, hvad der ligger nu - tryk her.

Mellemjulen i Kalenderhuset - del 1

I bagklogskabens ulideligt klare julelys går det op for. Rammer mig som lyn fra en klar himmel. Og jeg ægrer mig lidt på dine vegne, at jeg ikke var hurtigere...

På Bornholm er det nu Mellemjul. Ikke, at jeg forestiller mig, at enhver herovre er opmærksomme på det eller giver det helt samme opmærksomhed, som jeg selv gør. Mellemjulen er nok tværtimod ved at være så umoderne, at selv jeg ikke længere erindrer, hvad den i grunden gik ud på engang. Hvad skal vi med den?

Ikke desto mindre består den her, mere eller mindre, af et sindigere tempo, flyden foran fjernsynet sammen med familien og hyggelige (og dovne) aktiviteter. Du kan godt pakke enhver tanke om, at julen skal forbrændes i mellemjulen, helt væk. Jeg er ikke til moderne samvittighedsnag - heller ikke selvom jeg i år ikke tåler alle de godter og mad, jeg ikke kan holde mine små snitter fra. Og idag skal vi til 60 års fødselsdag i min mors familie - så meget, som jeg nu magter.

Men det var i grunden slet ikke derfor, jeg pludselig ærgrede mig på dine vegne for lidt siden. Det kom til mig, da jeg læste, at en havevenindes mand og hans kollega, begge ville være på genbrugspladsen, hvor de arbejder, hele dagen. Og hvorfor så det, spørger du nok. Hvad i alverden har det med mig at gøre?! Joh ser du. Grunden til, at de skal være der hele dagen er, at de forventer en maaaaaassse mennesker med julepapir, som ikke må komme i papirkontaineren....

Da gik det op for mig, at jeg havde glemt noget - selveste juleaftensdag. Jeg burde da have indviet dig i min skattejagt, som løber af stabelen her i Mellemjulen. Jeg ved nok, at en del sikker betragter det som tidsspilde, nærrighed, fattigdom og hvad ved jeg. Eller for de flestes vedkommende slet og ret end ikke skænker det en tanke. Og det sidste er det værste - og lidt min forbrydelse.

Julens indpakning er et sandt overflødighedshorn af muligheder. Genbrug vil nogle kalde det. Jeg ser det nu mest som et helt utroligt udvalg af materialer til kreative udfoldelser i anledning af julen 2014, som jeg da håber og tror, at jeg kommer til at opleve. Mellemjulen er helt fantastisk til at kaste sig ud i at kreere de første gavemærker, julekort og andet til næste år. Jeg er selv dårligt begyndt på skattejagten i de to store "julemandssække" fyldt indpakningsmaterialer. Og dérfor glemte jeg at indvie dig i min skattejagt. Det må du undskylde.

Lidt har jeg dog allerede taget fra, inden det ramte sækkene - lidt som allerede spøger i kreativiteten. Og jeg vil give dig et smugkig på gaveindpakning til næste år. Nej faktisk er den til idag, hvor vi skal have pakkeleg til fødselsdagen. Men det er samtidig indledningen til Kalenderhuset 2014, hvor jeg går mere i dybden med "genbrug" af alt muligt til gaveindpakning. Og selvom jeg altså nok ikke har nået at redde dit mulige materialelager, så kan du nok alligevel springe lidt med på vognen næste år, for mangt og meget er ikke decideret juleefterladenskaber - det kan også jagtes i genbrugsforretninger.

2. Juledag i Kalenderhuset.

Julefreden har sænket sig. I stuen er endnu kun mig, brændeovnen og fyrfadslysene i deres stager. Og kruset med kaffen ikke at forglemme. De to ældste katte er kommet ind fra nattens musejagt og nyder varmen og stilheden.

Jeg bruger stilheden til at begynde forfra i indlæggene om Kalenderhuset. En indskydelse, jeg fik sidst i november, og sprang lige ud i. Måske har du fulgt med? De seneste par uger har jeg ikke haft fornøden tid til at svare på kommentarer. Det kommer nu lige så stille, efterhånden som jeg får "læst op". Og jeg har allerede besluttet mig for, at Lillebo også næste år skal være Kalenderhus. Og jeg er - mellem os sagt - gået igang med forberedelserne. Så har jeg måske bedre tid til at svare på de dejlige hilsener, du og andre lægger... Hvis du altså har lyst til at læse med igen til næste år.

Julen er for mig "kronen på værket", "prikken over i'et" eller "rosinen i pølseenden". Julen forener et helt års gøren, laden, oplevelser, høst, idéer og fest og farver. Julen er samværet med familien. Og julen er også gaver. Og fra mig bliver det mere og mere gaver fra egen hånd.Måske er jeg havnet i en forkert tidsalder, hvor det, der gælder og glæder i nuet er alt, hvad "kræmmerne" kan prakke en på at dyre indkøb. Men så må jeg blot stå alene - mere eller mindre - med, hvad mine hænder kan frembringe og som ikke kan byttes. Det giver mening for mig. Og jeg håber, at bare noget af det bliver brugt eller gemt som minder. For en dag er vi her ikke mere - og hvem glædes så over en elektronisk gryde, der for længst er gået af mode?

Du skal ikke tage mine ord så hårdt eller ilde op. Jeg siger blot, at jeg selv med tiden - og især til jul - har taget hjemmegjorte ting frem og mindedes kære, som ikke er iblandt os længere. Har siddet og kigget på det fine håndarbejde og tænkt på de timer, der gik med at lave det. Hørt stemmen fra den kære et sted langt tilbage i hovedet og næsten følt en anden stå ved siden af ved duften af jordbær eller Ærteblomster. Og så har jeg spurgt mig selv, hvad jeg vil mindes ved...

Og hånden på hjertet, så er det nu, forberedelserne starter. I det små. Forberedelserne til næste jul, hvis jeg vil gøre den så minderig som muligt. For ting tager tid. Kun småtterier kan nås i december, som først og fremmest skal opleves. Det er nu, julen er i mit hjerte - og det bedste sted at starte. Og tro mig, du kan langt mere med dine hænder, end din bevidsthed måske lader dig tro. Det handler om at give sig hen og give slip på vagthunden - og øve sig! Det er dovenskab at påstå, at man slet intet kan med sine hænder. Disse to helt fantastiske redskaber. Brug dem. Lær dem at kende. Bliv forundret over, hvad de kan, hvis de får lov...!

Igår havde vi besøg af min mor og hendes mand. Min mor har mere end en gang spurgt til, hvordan jeg lavede cernitfigurer. Derfor gik vi fra aftensmaden og ind til kreabordet her bag mig. Og så gik vi igang. Hun havde købt et par blå glasøjne på forhånd. Og allerede på vej ud af ovnen, havde hendes lille fyr, der herligste personlighed. Hr Pivski(d) døbte vi ham. Og var sikre på, at han var noget så nervøs for det væsen, som voksede ud af mine hænder - forløbigt kaldet "mørkemanden". Men det er nu ikke helt til at vide, hvad han ender med at blive, før han har farve i øjnene og tøj og noget. Og min mor lærte også, at det ikke er i ens eget hoved, de former sig - det sker med hænderne og væsnerne finder sig selv...

24. december i Kalenderhuset