Sider

lørdag den 2. februar 2013

Juleæblet i februar

Hvad skal det nu lige til for at snakke om jul på kyndelmisse, tænker du nok. "Nu må du lige tage en slapper, Zep". Joe, men der er jo bare det, at...

Igår var jeg ude at gå tur til postkassen og tilbage igen.  Da det var dejligt tørvejr og næsten solskin, tog jeg en omvej  i have og drivhus, inden jeg smuttede ind igen. I drivhuset havde jeg forleden fået vandet de mange potter. Potter med stiklinger af Sommerfuglebuske. Stiklinger af Sankt Hans urt. Stiklinger af så meget - ikke mindst roser. Og så overvintrende sager og en smule sået sidste år engang. Engang, siger jeg, for lige nu har jeg tabt overblikket. Men det havde det godt, langt det meste og var glad for at have fået vand og ville nu gerne have tømt underbakker, inden frosten igen skulle bide. Den store potte med Lathyrus i fra sidste år, så ikke helt død ud. Måske er det bare lidt efterladt grøn farve, men jeg gav den nu alligevel en tår til evt. tørst.

Og SÅ på vej ud, fik jeg øje på de store knopper på min "Ildrød Pigeon", købt Grundlovsdag 2011 på auktion i Geografisk Have. Jeg har længe ønsket mig sådan et æbletræ, for der er noget særligt over "Juleæbler", synes jeg. Træet bar sidste år 4 æbler. To forsvandt. Et enkelt kom jeg sådan set til at spise i efteråret. Men det sidste lod jeg få en anelse frost, inden jeg tog det ind, pakkede i silkepapir og lagde i en kurv i havestuens kølighed til jul. Jeg havde tilmed lagt en serviet med julemotiv i kurven for at huske det til jul. Juleæblet, der skulle deles i 4 små bider til familien, når det var rødmet frem til jul.

Det skete så bare ikke til jul. Glemslen slugte det i første omgang. Men igår kom jeg så endelig i tanke om det igen, da jeg stod og spiste knopperne med øjnene - de var så kraftfulde og sprøde at se på! Som i en tegneserie gik der et lys op for mig og jeg styrede skridtene til havestuen og fandt kurven. Juleæblet blev pakket ud. Og det var ganske vist noget runkent, men dejlig rødt. Og så spiste jeg det! Helt alene. Og det smagte! Tilbage er nu kernerne... Husker jeg ikke helt galt, så kan kernerne af netop Pigeon give identiske træer - altså Pigeon træer. Så jeg vil prøve at så dem og se, hvad der kommer ud af det.


fredag den 1. februar 2013

Velkommen februar

Velkommen til vinterens korteste måned. Velkommen til mere lys. Velkommen til den gryende sol i horisonten og den skræppende flok af Solsorte!

Jeg fandt denne Valentinsbuket frem, som jeg lavede for en del år siden i februar, her til morgen. Forleden, da regnen pladrede alt til, efter snedynen var fjernet, så jeg fine, store skud af Dorothealiljer mange steder. Min yndlingsforårsblomst; "Dorteliljen". De er langt fra så klar til udspring som det år, denne buket blev lavet. Men de er på vej :D


onsdag den 30. januar 2013

Persillen

Jeg kunne fortælle om så meget, som var blevet ubønhørligt afsløret idag, hvor regnen stod ned i tove. Faktisk vækkede den mig allerede kl. 5 ved at tromme ubønhørligt på tagvinduerne. Og den blev ved og den blev ved. Hele den lange, mørke morgen, som nu ikke længere var lyst op af snedynen. Den fortsatte i formiddag, mens jeg havde hyggeligt kaffebesøg, som medbragte afskårne Påskeliljer og en rød Primula. Først, mens jeg måtte tage dagens anden omgang på langs, syntes den at tage af og drage videre. Da jeg slog øjnene op, anede jeg et spinkelt strejf af sol ind ad vinduet og over på den modsatte væg.

I løbet af en halv time skinnede solen så meget og vinden havde lagt sig, så jeg ikke kunne blive inde længere. Turen gennem den gamle indkørsel, som jeg ellers altid går ud ad, var ikke gennemtænkt. For kort tid siden blev den gravet op af store maskiner og der blev lagt el i jorden fra nye kabler langs vejen. Fortræffeligt! Blot havde det ikke været med i mine overvejelser, at denne opgraven skulle vise sig at blive et altfortærrende muddermonster, når tø slog igennem. Det havde indkørslen jo ikke været før. Ihvertfald ikke over det hele. Men jeg slap dog helskindet igennem, ud på vejen og ned for at bese den syndflod, jeg havde hørt om fra datteren. Der, hvor bakken løber ned i vores vej, var der ganske rigtig en "vandpyt" af dimensioner med strømme og hvirvler, som tiltrak et par barnlige gummistøvler. Og så gik jeg hjemad igen.

Og NU kommer vi til det, jeg ville fortælle om. Hjemme igen var noget af det første, jeg fik øje på i haven, Persillen. Den stod der så imponerende grøn, så man næsten kunne forledes til at tro, at det var oktober og ikke pladderjanuar.


Persillen blev indført i Solskinsbedet sidste år, som fyldplante imellem blomster. Stærkt inspireret af Evy Lindenborg , som året forinden havde fristet med et bed med forskellige, citrus Tagetes, Roser og Tallerkensmækker, foruden altså Persillen. Jeg sprang elegant besværet med at så den over. Det var det også altså for sent på sæsonen til, hvis den skulle nå at fylde noget i bedet. Istedet havde jeg delt en potte Persille fra supermarkedets grøntafdeling i adskillige små planter og plantet.

Jeg havde også planter fra året før. De kom også til at gøre selskab. Og 2. år i en Persilles liv, blomstrer den med nydelige gulgrønne skærme. Jeg lod disse gå i frø og inden efteråret var omme, var der masser af små nye planter, som forhåbentlig sørger for frisk persille i år, mens det grønne på billedet her går i blomst. Og sådan skulle det så gerne fortsætte år efter år efter år.

tirsdag den 29. januar 2013

En slyngel i såbakken... Rhodochiton atrosanguineus

Sidste år havde jeg den ved buske og andre steder, hvor den slyngede sig ind og ud imellem. Det har jeg sjovt nok ingen fotos af. Ihverfald ingen, jeg lige kan finde... Billederne fra 2011 ligger på en stick, som leger gemmeleg med mig. Så jeg skulle helt tilbage til 2010 for at finde et, hvor Rosenslynger optrådte. Den er med andre ord nærmest fast inventar her med sin dragende, lidt magiske kulør og de elskelige hjerteformede blade. I år håber jeg at kunne fremvise langt bedre billeder...


Den er noget af det allerførste, jeg sår. Og det er netop nu, idag sket! Den er lang tid om at nå frem til den flotte blomstring. Og så er den altså lidt af en slyngel at holde styr på, indtil den kan komme ud. Den er nemlig ganske grovillig, når først man har fået den igang og skal knibes tit og tæt. Det afknebne kan iø stikkes i jord og rodslå.

Allerkritisk er det den første tid; Kimplanten er, iflg. min erfaring, lidt vanskelig at holde fugtig uden at den bliver for fugtig og rådner. Så normalt plejer jeg at så mange frø og prikle kimplanterne om så snart, jeg synes de er store nok. Og så plejer jeg alligevel at få for mange planter trods store tab.

I år har jeg ikke så mange frø og de er fra 2011. Så spændende er det, om det lykkes endnu engang. Nu er de ihvertfald sået i fugtig jord, fået trukket en hvid pose over såbakken (ikke lukket) og sat på badeværelsesgulvet. Så kan de næste par uger gå med at se, om der er liv. Sådan ca. 10 gange om dagen og med voksende bekymring for, at de aldrig bliver til noget ;)

mandag den 28. januar 2013

Ps

Det er også "tilladt" alene at nyde Åkanden i mit forrige indlæg og lade filosoferen være filosoferen. Den "stod model" for mit camera i haven i sommeren 2012. Synes selv, den er noget så eventyrligt dejlig!

God mandag

søndag den 27. januar 2013

At være eller ikke være...

...ja være hvad, egentlig?! Du inviteres nu med ind i lidt søndagsfilosofiske tanker ala Zep... Jeg blev rørt, overrasket og overvældet igår, da det gik op for mig, at store dele af blogland var forvandlet til lyserøde, delikate og blide toner. Det var (og er) meget smukt. Tankerne bag gjorde ringene i vandet dybe og uudgrundelige og alligevel så nærværende. Lyserød er en smuk farve med vinterens hvide farve som baggrund. Eller sommerens som her, hvor du må tænke dig til et lyserødt hjerte eller andet...


Og hvad er det så lige, jeg er?! Jeg er rigtig mange "ting". I blogverden er jeg nok mest bemærket for min haveinteresse. Men som min lyserøde hilsen igår viste, så er jeg også lidt af en kreativ nørd. Basalt set, så er jeg vel et menneske med en masse muligheder.

Nu er jeg også patient. Jeg er en lydig patient. Men overfor kræften er jeg trodsig. Jeg har fået opereret den synlige kræft væk. Faktisk var jeg for få dage siden rask og rigtig godt igang med at komme mig. Altså rask som i, der er ikke mere at operere væk nu. Alligevel er jeg patient og nu faktisk syg. Jeg påfører mig den anbefalede efterbehandling, som (helst) skal eliminere enhver tvivl fremover. Jeg er startet på kemobehandling, som det første, hvilket vil punke løs på evt. usynlige anlæg til kræft i hele min krop. Men faktisk gør det mig syg, så jeg er stadig patient. Det er gift for kræften, men også et midlertidigt angreb på andre celler i kroppen. Men langt hellere det, end at jeg skal vågne hver dag med en tvivl i hovedet, der med tiden med garanti gør mig syg. Sådan leger vi ikke, du uønskede cancer!

Jeg er en patient, der er omgivet af så megen opbakning, at det ville kræve pt uopnåelige kræfter at remse op. En opbakning, som skyldes, at der findes en masse mennesker - ukendte, som kendte, som på hver deres måde ser en grund til at støtte mennesket med masser af muligheder på vejen tilbage. Og tro mig, jeg har meget at give endnu - og det bliver ikke mindre af denne omgang. Og selv, hvis kræften en dag skulle vinde over mig, så bliver det ikke uden kamp og det bliver ikke uden, at "folk" husker mig for andet end nederlag.

Jeg blev forleden, da jeg netop var startet på efterbehandlingen, spurgt, om jeg så kunne være sikker på, at være helt fri for cancer, når jeg om ½ år kan begynde at tilføje aftaler længere ud i tiden i min kalender. Til det måtte jeg svare, at til den tid havde jeg lige så gode odds, som det søde menneske, der spurgte. Sandheden er, at vi alle er "i fare", men først føler den, når den har banket på for alvor. Og for mit vedkommende, så bliver jeg fulgt nøje de næste 10 år...

Så ret beset er jeg en af jer uden cancer, men alligevel patient og så lige en masse meget mere ;)

lørdag den 26. januar 2013

Min lyserøde hilsen

friends are fabulous   inspire  sisters mothers daughters Smile
live today, remember yesterday
friends forever
love



Love
dream   beauty   ALWAYS WITH ME
you make me smile

Hjerteligst