Et smut i vaskerummet, et lille hvil på stolen, efter mørket var faldet på. Stolen var kasseret for snart længe siden. En solid kroagtig, stol i lyst træ. Lakken havde set bedre dage. Var slidt af af flittig brug. Og hvor den havde sluppet, var træet ikke længere lyst. Den skal have en omgang ved lejlighed. Gøres ren, slibes og lakeres igen. For det er en god stol og den virker såmænd glimrende trods uskønhed, dækket af nogle af sommerens tynde stolehynder, så måsen ikke bliver ganske frosset fast, når der tages et hvil.
 |
| Ikke relevant for teksten, men et kært minde fra julen for 3 år siden - på denne 3. søndag i Advent. |
Øjet blev fanget af julekransen på døren ind. Døren havde ganske sikkert engang været den daglige indgangsdør. Rude foroven og midtvejs en brevsprække, som dog var forseglet. Imellem rude og brevsprække tiltrak julekransen sig opmærksomheden med al sin julehjertedehed og ikke mindst de tørrede, røde roser fra den runde dag nogle uger i forvejen. Og alligevel så jeg den ikke rigtig. Den var ligesom bare et fast holdepunkt, mens øret fangede noget.
I, hvad der føles som en evighed, og i hvert fald adskillige dage, har overgartneren pustet og prustet og prøvet at vælte et og andet omkuld. Det har lydt ganske voldsomt indimellem, hvor tagstenene har klapret og en hånd på vestgavlen har mærket det voldsomme vejrs vibrationer. Jeg holder ikke meget af vestenvindene. De kan være så voldsomme og har flået ganske mange af havens sidste blomster ud i evigheden. Måske har vinden ret meget med evighed at gøre, for nu faldt det ord mig ind igen. Evindelig har den været. Den ene dag var jeg ikke forberedt, så de to store lanterner fik et ordentligt fur af overgartneren og væltede til min store fortrydelse. Nu er de sat i ly. Stadig nær køkkentrappen, som venner og bekendte af Lillebo ved at bruge som indgang. De står helt inde nær huset i læ af bænken og bag skraldestativet. På trappen står den mindste af de tre sorte lanterner, med samme form. Deri er et rødt – mørkerødt lys, som ved sin blotte kulør giver varme til sine bare omgivelser.
Jeg havde så mange planer. Nej jeg havde NOGLE planer om dekoration ude til jul. Men når ordet mange faldt mig ind, så er det jo, fordi jeg ved, at når først, jeg kommer i gang, så tager den ene ting den anden… Indtil videre har vinden taget enhver lyst til at forsætte udsmykningen. Min tid er slet ikke – og mit humør endnu mindre til konstant at bringe i læ. December er travl. På en god måde for det meste ja. Men da kun hvis man forstår at begrænse sig – så jeg lod altså være.
Men nu spidsede jeg ører! (et lettere komisk billede træder frem for mit indre blik ved at skrive de ord). Jeg lyttede nærmest med hele kroppen, hovedet lidt på skrå, kroppen lidt med siden til og blikket altså rettet mod kransen på døren. Kan I høre det? Der er ingen blikplade, der klaprer. Ingen hylen i trådene. Ingen grene, der næsten klagende slår imod hinanden i en kold vind. Og alligevel var der lidt lyde. Der var en svag susen i trætoppene og et blad, der skramlede rundt på betonen i gården af og til. Det lød, som var det brunt og tørt. Men der var endnu en lyd, som jeg ikke har hørt meget længe. En fin knirken, som nærmest fik mig til først at spekulere over, om det faktisk var en piben i varierende toner. Den fik mig til at rejse mig og åbne døren mere end bare på klem. Hovedet blev skudt frem i mørket, som om dets blotte tilstedeværelse nær den trætte krop skulle hæmme hørelsen. Jeg lyttede nogen tid, trådte et skridt ud i gården for at sikre mig, at det ikke var en piben.
Jeg fandt ikke lommelygten frem og begav mig helt ud og nærmere. Men jeg tror, jeg ved, hvad det var for en lyd! Jeg tror også, den hører ganske meget til i julekuglen – en sagte gyngen frem og tilbage. En stille klagen over endnu at være glemt og tom og uden det selskab, den er skabt til. Et lille mysterium, som måske får sin løsning i morgen i dagslys. Kan I høre det?
Godnat og sov godt!
