Sider

tirsdag den 6. december 2011

I en kølig tid...

...siger jeg så mange tak for jeres decemberhilsener her på bloggen!

Det med det kølige var ganske håndgribeligt, da mit batteridrevne vækkeur slog til imorges kl. 5.30. Huset var mørkelagt. Men naboerne havde stadig lys i kæder m.m..Fumlende blev ild fundet til at tænde kalenderlyset, og derefter blev lommelygten lokaliseret og taget med ind til eltavlen.HPFI relæet var slået fra. Så var der ingen vej udenom, at slå samtlige grupper fra, inden relæet blev slået til... Fejlen blev i løbet af morgenen og formiddagen lokaliseret til oliefyret. Over middag blev det så repareret og huset kunne begynde at blive varmet op igen. Og det var så den dag mere eller mindre ;)

Ude er der jo ikke frost og sne, men vinden gør nu sit til at det føles køligt. Og så lægger det hindringer i vejen for udsmykning. Men lidt er der da... Dørkransen er dog flyttet til langt mere beskyttet placering, hvor vinden ikke komme og sammenplantningen står i drivhuset, hvor jeg sad og nød lidt blege solstråler sidst på eftermiddagen idag.


 

søndag den 4. december 2011

En hilsen fra hjertet

Allerførst vil jeg hilse jer læsere God Hjertelig 2. søndag i Advent! Jeg sidder nu og får en kop kaffe efter at have "overstået" dagens første travle del af "programmet". Jeg stod op kl. 6 og klokken bliver mange, inden jeg går til ro for at blive klar den nye uges udfordringer.

Da året endnu var ganske ungt lagde jeg sidste hånd på dette års julekort. Det er langt fra hvert år, jeg selv laver dem, for når vi kommer til efterår/jul, så render jeg stærkt med en masse ting. Men det er sikkert og vist, at jeg sender julehilsener rundt. Adskillige bliver sendt på god gammedags og i mine øjne, mest charmerende manér med posten.



Jeg kender selv den næsten frydefulde forventning, når postkassen rummer en kuvert udover det ulidelige læs af papirreklamer. NOGEN har tænkt på mig! Nogen har ofret dyrebar tid i december på at sende mig nogle ord. Og jeg bliver noget så glad, når kortet indeholder lidt beretning fra året, der gik..

Ikke alle er man på postadresse med. Så jeg forsøger at nå at sende julehilsener på nettet også. Blot en lille hilsen kan gøre en verden til forskel i et andet menneskes liv - travlt eller ej...! En hilsen fra hjertet, som siger, at vi tænker på hinanden! Så pyt da med, om der er støvsuget og ryddet op hver dag.

Hjerteligst

lørdag den 3. december 2011

Hjerteboller

Her til morgen, mens bollerne bagte, fandt jeg i Bilka's julekalender tips, idéen til at lave pynt af et par muffin-forme og et bånd. Der var kort fra tanke til handling og snart var bageskuffen inspiceret og op ad den dukkede et par mariehønseforme, som lige fik en klat lim, et bånd og et par hæfteklammer samt en hjertesticker.



Så er der ellers serveret! Efter en opskrift, som jeg fik for snart flere år siden på "italienske boller"... Aftenen i forvejen opløses ca. 5 gram gær i ½ liter koldt vand. Heri røres 1 spskf. salt. Durumhvedemel røres i, til det virker som vælling. Hvedemel røres i, til dejen bliver sej at røre rundt og så stilles baduljen i køleskabet i min. 12 timer. Har man ikke 12 timer, så sæt den på køkkenbordet istedet til om morgenen...

Ovnen tændes og sættes på 250 grader, hvorefter man med et par skeer sætter klatter på en bageplade bekædt med bagepapir. Klatterne drysses med lidt Durummel på toppen. Når ovnen er varm, bages klatterne ca. 5 min., inden der skrues ned til 220 grader. Når bollerne er lysebrune er de færdige.

Og så kan de jo her i december serveres i sådanne "hjerter" (som kan laves af muffinsformene), som sikkert vil lune på en mørk morgen. Nu vil jeg se, om mine er kølet nok af...

God 3. december!

Nisseridning

Sidste år ved denne tid sad jeg og svedte ved symaskinen...

Husets yngste er bidt af en gal pony. I stalden står nu Tulle, Zephyr og gamle Dina. Jeg er ikke så fortrolig med de ridedyr, men træder dog til i nødens stund - og ihvertfald, når tøjet skal være klar til stævne og optog.

Rideklubben skulle lave nisseoptog. Det var hundehamrende, bidende koldt og tanken om at sende hende afsted i en rød trøje var "out of the question" for mig. I frost, sne og is skal der var jakke! Så jeg flåede et stykke rødt nervøst velour frem. Mønster havde jeg intet af - blot fantasi i hovedet. Men det lykkedes!

Fortsætter hendes interesse i årene, der kommer, så vil jeg nok begive mig ud i noget uldfilt og give den hele armen med at lave en flot nissekjole. Men imorgen skal sidste års "kreation" til nissespringstævne, så idag skal der vaskes og findes nissehue frem til ridehjelmen. Og her er så, hvad jeg frembragte i en snæver vending...


fredag den 2. december 2011

Kære Claus...

Det kunne være indledningen på et brev til julemanden - Santa Claus. Men det er det ikke. Og så alligevel...



Det ville have været starten på min kommentar på en blog, hvor jeg kommer ofte. Hvis jeg altså havde skrevet den der. Det gør jeg så ikke. Og når jeg ikke gør det, så handler det om, at jeg vil dele med mine læsere her.

Se, jeg lod min vej falde ind på omtalte blog i aften. Og da fik jeg en overraskelse! Jeg så En forunderlig æske

At noget kommer i en æske - noget, som ellers sælges i relativt uinteressante "breve", rammer mig inde under huden. Og ikke nok med det, så giver denne æske et sug i maven og sus i tiden tilbage til, da jeg læste - nej SLUGTE "Den levende have" og "Min krukkehave" allerførste gang. Dengang, hvor jeg blev som slået af Claus Dalby's flair for lækre, harmoniske sammensætninger. De malende fotos og legende lette ord, som var så fantastiske at begive sig ind i på grænsen til drømmeland. Åh hvor jeg glæder mig til januar, hvor jeg nu ved, at jeg vil hive disse to bøger frem igen!

Så Kære Claus. Med denne lille, forunderlige, fine æske fyldt med drømme om en dejlig sommer og smuk harmoni, har du vakt magien til live igen. Pas på den. Værn om den. Den er skrøbelig.

Hjerteligst

Årets hyggeligste julekalender


Jeg elsker overraskelser. Så er det sagt. Elsker at hygge, elsker at fantasere og ja elsker at jule! Og derfor kan det nok ikke overraske, at jeg elsker julekalendere. De bedste af dem er dem, jeg ikke har vidst ville dukke op. Sådan en stødte jeg på idag og den får svært ved at blive slået af andre, når det gælder hygge! Tag selv et kig her: http://bornholmsnatur.naturstyrelsen.dk/egenhaand/AaretRundt/Juekalender_2011/

Har du en yndlingsjulekalender på nettet?


Og ja jeg elsker også julemanden ;0)

Mailadvisering...

En ny mulighed i blogland er at blive adviseret om nye indlæg pr. mail. Det har jeg skyndt mig at tilføje på alazep. Så oppe til venstra kan man indtaste sin mailadresse og blive holdt orienteret om, hvad her sker. Håber det virker efter hensigten.

Og ellers har jeg "rygende travlt", som altid lige nu. Haven er "lagt i seng" så meget, som jeg nu nåede - og desværre kjæreste TANTE GRØN, så blev jeg ikke "færdig" til jul. Gjorde du? Nu er det kun en virkelig fantastisk dag, der kan lokke mig udenfor og i dragten resten af året. Meeen jeg nåede da alligevel meget og resten må komme i det nye år, hvor der ude selvfølgelig også skal gøres klar til spindetræf for "rokkere" fra Rokken

Lige netop på ovennævnte forum er jeg at finde så meget som muligt i december, hvor mine egne kreative ting bliver hevet frem, som tiden tillader... Jeg er Julemor derinde. Og når jeg bærer den titel med stolthed, selvom min tid er for knap, så handler det om, at jeg holder usigeligt meget af julens stemning! Jeg skal nok vende tilbage til nærmere udpensling af, hvordan jeg fanger stemning her i Lillebo, efterhånden, som jeg lever mig ind i det.

Igår var her juletamtam for Østbornholms Modelflyveklub, hvor gemalen er næstformand. Og til skal der naturligvis være lidt julepyntning, selvom vi kun lige har taget hul på december. Der blev ikke lagt rød dug på bordet, da måneden endnu er så ung og julen først rigtig, i mit hoved, bliver varm og rød, når alle forberedelserne er til ende. Men lysene, som ikke måtte mangle, gav forsmagen på den hvide dug. Idag er de sat til side på det lille høje bord og er klar til der igen kommer gæster.


Og i gangen, som man skal igennem for at komme på det lille hus, der var pyntet! Gangen er mørk, decemberdunkel og kulørte farver bliver "væk" derude. Så der blev pyntet op med "lys" som tema. Det er lysets engel, Amalie, som står ved overflødighedshornet og stirrer op på den lysende stjerne. Ovenover er en lang vinranke, jeg har skåret af i drivhuset, klippet i flere stykker og bærer forskelligt hængende pynt. Bl.a. et filtet hjerte, som en af mine piger har begået sidste år. Dét er det varme indslag mig i alt det lyse. Kræmmerhuset har jeg selv "begået"; sejlgarnsbeklædt. Små fine engle, som en anden kreativ sjæl begavede mig med for et par år siden. Store kugler, jeg fik forærende af min fra. En fyrfadsstage, jeg fik af min hemmelige nisseven, da jeg arbejdede hos Dansk Flygtningehjælp. En dug, som min fars kone forærede mig forleden. Et meget smukt Georg Jensen ophæng, som vi fik af svigermekanikken for nogle år siden osv. osv. Ikke at der ikke kan tilføjes eller fjernes noget inden jul. Men stemningen, som et dårligt camera ikke lige helt kan fange, dén virker rigtig derude. God 2. december til alle jer fra mig!