Tanken om svundne tiders eftermiddagsradio i week-enden dukker ud af det bare ingenting. En stemme genlyder fra dengang i hovedet. Navnet er forlængst visket ud, smuttet igennem hukommelsens maskeværk. Men den melodiøse stemme, som ledsagede døsende dejlige musiknumre er blevet derinde. Hvad hed nu det program - eller der var i grunden flere forskellige, som virkede så enormt uinteressante på en teenager, at det næppe kan kaldes "de gode gamle dage". Var der ikke noget, der hed "Hot og sweet" eller sådan noget? Jow jow jeg kunne gå til min ven Google og finde svaret efter lidt eller nogen søgen. Man kan så meget - næsten alt idag i løbet af et øjeblik, i modsætning til dengang, hvor alt gik så langsomt.
Idag er trangen til, at der ikke skal ske noget, næsten så stor, at man kan tage og føle på den. Og SÅ er det altså, at nostalgien og den romantiserede fortid savnes inderligt. Man sidder (over)mæt og ser tilbage på en uge fyldt med, at der skete rigtig meget og man tog del i temmeligt mere end vanligt - også langt hjemmefra, mens stemmerne af sommerglade tøzer på besøg hviner rundt i haven, leger gemmeleg (dér var nok årsagen til tanken om tidligere tider - barndommens sommeraftener hjemme på vejen, når vi legede med naboens nabos børn, indtil vi blev gennet ind) og er noget så energiske!
Nu sidder jeg jo altså herinde, ligesom du gør. Ude er der gang i den - også fugle, insekter og naboer vimser rundt. Og pigerne. Men forleden nat, da jeg kom hjem fra hovedlandet, hvor det var så mørkt, som det vel kan blive i de lyse nætters tid, da var det en anden snak! Jeg blev modtaget af en berusende duftende have, da jeg åbnede bildøren. Jeg elsker høsten og efteråret højest, foråret knapt så meget. Men tiden her omkring Sankt Hans er magisk og forunderlig! Næsten alt var tyst (inkl. naboer, insekter, fugle og børn) og alle duftene kaldte på en sjælden poesi i hovedet, som sikkert var kommet på skrift, hvis ikke jeg havde været så fuldkommen gennemtræt, at jeg nøjedes med at nyde det helt alene, indtil jeg orkede at rejse mig igen og gå ind og finde ro.
Haven har flere siddepladser. Og jeg kan da godt have lyst til at reklamere for de mest oversete af dem alle; Dem i græsset. Jeg har græs imellem bedene. OK jeg har også græs I bedene for tiden, men det er en anden snak. Græsset mellem bedene bliver i år ikke slå over det hele, selvom det i grunden ikke er det, der er mest tilbage af. Jeg kan godt få den fornemmelse, at græsset forurettet indtager mine bede, når jeg er allermest travl, simpelthen fordi jeg fortrænger det mere og mere. Men altså! Imellem bedene bliver det i år slået i baner, så der opstår små "øer", hvor græsset, Bellis, Kløver og andet gror højt og tiltrækker både insekter og sandelig også mennesker, som måske næsten har glemt, hvordan sådan noget ser ud, når det ikke bliver slået i bund, sprøjtet eller på anden måde fjernet. Man kan sidde på det lave, eller ligefrem måske ligge på maven (ikke i dette overmætte øjeblik naturligvis) og stirre ind i små vidundere.
Dernæst er der en bænk, to stole på hushjørnet, fliser ved havestuen, to stole i gården, trappestenen og to stole i baghaven, samt hvad der forvilder sig rundt med børn og barnlige sjæle. Der er altid plads til ihvertfald to og et par krus kaffe at slå mave på. Det er godt. Jeg prøvede det selv igen inden aftensmaden, blot med kaffen og mig selv på hushjørnet i solen uden vind. Skulle jeg driste mig væk fra skærmen nu, ville jeg gå ud i gården og invitere dig til at sætte dig ned og kigge på en smuk Lærkespore sammen med mig i den sidste aftensol. Den er rigtig smuk. Både solen men sandelig også 'Blue Panda', som Lærkesporen så fint hedder. Den kunne vi nok bruge en del tid på at fordybe os i i stilhed, mens ugens mangt og meget begynder at bundfælle - og samle energi til morgendagens komme.
Det lyder bekendt og kunne være mig der havde skrevet indlægget, men jeg ville nok også have hørt stueurets langsomme tikken.
SvarSletJa, selvom jeg hører til dem, der kommer ind tre timer efter jeg skulle ud efter en dusk persille og ikke aner hvad jeg har gået og havenuslet med i den forgangne tid, så hører jeg OGSÅ til dem, der nogle gange bare sætter mig alene og -ja, bare sidder.
SvarSletZep, jeg kunne rigtigt godt Tænke mig ved lejlighed at se dine siddepladser.
Og så gælder det om at huske at få persillen med ind til sidst ikke?! ;)
SvarSletHjerteligst