Alt det gode i det nye år er begyndt.

Igår blev årets første bakke med karse sået. Det kom af, at jeg pludselig stod med en bakke, der havde huset et par selleri fra supermarkedet. Rektanglisk og lavkantet i en god størrelse klokkerne til at ringe. Frem med vat og gennemgvædning og så ellers på jagt efter karsefrøene, som bestemt måtte være et eller andet sted. Idag er det første frø allerede spiret.

Januar har sine gode øjeblikke. Foruden karsen, oprandt et sådan i forgårs, hvor det slog mig, at 2019 er året, hvor der dyrkes solskin i drivhuset - hvor ellers?!

God nytår til dig og dig og dig 🌱🌱🌱

Netop nu

Man kan næsten mærke den. Den der modvilje mod jul - i november.

Som barn kunne julen slet ikke komme hurtigt nok. Og det gjaldt også for Ulandspapkalender og adventslys. Det betød hygge og nødder og tørrede figner på sofabordet og dagens afsnit af julekalenderen i fjernsynet. Den allerbedste tid på året. Bortset fra det år med Poul og Nulle i hullet i jorden. Dét var der ikke meget jul ved. Den ros skal de have.

Som voksen kan jeg godt undvære juleslik på hylderne i supermarkedet i oktober og november! Men den der ubestemmelige julehyggefornemmelse har jeg stadig i mig. Som om der pustes et glimmerlag på alt hverdagsagtigt, som så stråler, når lysene rammer det. Den plejer at dukke op, når den første halvdel af december er gået og det er lige før, det er...

Men i år er den landet her allerede nu. Den er her, når jeg strikker strømper til svigerfamiliens gaver. Den er her, når jeg planlægger festudvalgsmøde i beboerforeningen i næste uge. Jeg har iø tænkt mig, at de skal trakteres (der var den igen) med en gløgg-agtig drik, hvor der er min hjemmelavede lyserøde Hyldeblomstdrik fra før midsommer og den rosé, som vi blev helt vilde med og lidt af til sommerfesten. Ok nogle af os havde afprøvet den et par gange i sommerens løb...

Men den er her i den grad også, når jeg nu går i haven og gør klar til vinter. Jeg havde ellers lidt tabt havelysten for i år, da vi her på Solskinsøen har måttet vente længe med at få vand til at blødgøre skorpen. Men så skete det og jeg er begyndt at få de ventende planter i jorden, slået græsset og fjernet ukrudt. Generelt ryddet op. Og indimellem, som igår, suser en lille skygge forbi. Snart her, snart der. Og nej det er ikke små folk. Det er Rødhalsen eller som den blev kaldt i min barndom, Rødkælken. Det var morsomt. Og det barnlige sind grublede over, hvad den lille fugl havde at gøre med noget til sne. Og straks kommer fornemmelsen af at ønske sig hvid jul, hvor alt er magisk...

Men det hænger også sammen med alle de vidunderlige flammefarver, der smyger sig ind og ud i min have. Ganske vist falder flere og flere blade til jorden nu. Men det har holdt længe. Og dét er for mig det, der farver julen. Ikke, at jeg har noget imod glitter og flitterstads. Men naturens kulører i efteråret lægger bunden. Så forleden, da jeg havde hønsene ude at lufte sig udenfor deres hønsegård, på marken, så var det ikke strikkepindene, der knitrede i havestolen. Næh der var dækket op med hyben af vildroser, hjemmedyrkede Mariebær fra min hæk af multiflora roser langs marken mod vejen og så Paradisæbler og lidt blødt grønt, som ligner gran, men ikke er det. Og hvis man så ellers kender hønsene fra Peddersen og Findus med deres nysgerrighed og fjollerier, så har man billedet.

Det blev til en krans, den første julede i år, som skal foræres til værtinden, der byder på flæskesteg lørdag aften...

Hyldest til efteråret 2018

Alle årstider har deres helt egne charmer. Hvis vi lige ser bort fra årstiderne januar og februar, hvor der virkelig skal sne til for at have noget at smile over ude. Ok måske en enkelt vintergæk eller erantis også har noget at skulle sige i den væmmeligt mørke del af året.

Derfor er foråret vel også så meget mere feteret, da lys, lyde, dufte og varmen vender tilbage. Efter min mening måske lidt i overkanten af for meget på engang. Men bevares. Hvis det er det, der skal til, så... Og maj især er fortryllende, når den lægger sit grønne tag i form af trætoppe over det hele og skaber rum.

Sommeren taler nok også for sig selv i form af easy living. Varme, begyndende høst - ikke mindst jordbær og lyse nætter.

Men når vi kommer til sensommeren, SÅ begynder jeg for alvor at begejstres. Elsker høsten og elsker at tempoet sættes ned og nydelse er langt mere i højsæde end jagten på at nå mere endnu. Og SÅ kommer efteråret. Lyset og skyggerne og farverne bliver ikke smukkere her på min solskinsø end, når det er efterår. I disse dage er cameraet på overarbejde, for ikke bare er det efterår - det er efterår med mange fotomuligheder i år. Rigtig mange. Så mange, at man næsten ikke har lyst til at lave andet. Idag var den rene svir i haven og du er velkommen til at kigge med. Fantastisk ikke?!

Langs min vej imorges...

Når lyset brænder ud...

... og alt bliver stille.

En rå og omsorgsfuld spejling af og lige ind i hjertekulen på lille, store Danmark igennem årtier. Her bliver aldrig stille og det er aldrig forbi. Stemmer og hjerter vil blive rørt igen og igen. Vi vil altid kunne samles om gavflabens store arv til os. Og vi VIL gøre det. Synge hans sange og holde fast i en anstændighed og samtidig løssluppenhed, som er dyrebar. Vi giver aldrig helt slip. Og det føles godt, selvom tankerne netop nu også går til hans nærmeste og deres sorg. Vi kondolerer. Det gør os ondt.

Kloden drejer stille rundt i nat...

Takker af efter endnu en dag...

Pianomand

Præcis hvor mange gråtoner, der er på himlen her netop nu, er vanskeligt at sige. For skyer jager afsted, som om de er stået for sent op. Og det blæser mere og mere op - den ros skal det have, som min næstennaboinde ville sige. Der er så absolut ikke lagt op til blomsterfotografering eller ret meget andet udendørs idag, hvor man har byttet hurtigfærgen til Ystad ud med den gode. gamle Poul Anker færge, som trofast har bragt os igennem bølger så høje. Lidt som at køre i kø på motorvejen i 3 timer. Men den er en uundværlig livline.

Igår morges var en anden snak, hvor dagen stod op fuld af overskud. Det var tæt på, at jeg havde tabt tandbørsten OG tandpastaen ud ad munden. Mod vest var det sælsomste lys, mens solen langsomt steg på himlen i det modsatte verdenshjørne. Igennem træerne. Da det gik op for mig, at det var fuldmånen på vej i seng, fløj jeg ind efter cameraet og i fodtøjet og ud. Den slags magiske øjeblikke fuld af stilhed og forventningen om en skøn da ude er dyrebare og bør gemmes - og deles. Håber du får en god dag, selvom den måske ikke er helt så smuk som igår.

Knud flipped' ud i Stenseby Downtown

Alt godt om Stenseby Downtown og Stenseby og Omegns Beboerforening, finder du p.t. til højre på siden - lige under de mest populære indlæg på bloggen. Vi havde just trukket ind i bålhytten, en lille munter flok, som havde kastet kugler på petanque-banen. Det var lunt, for ikke at sige lidt lummert med omkring 24 grader og nogen vind. Vi var trukket ind, da nogle flere naboer kom til og det var tid til en snak om.... ja vind og vejr. Og samtidig faldt et par dråber fra meget mørke skyer ude mod vest. Og så tog en vis mand ved det hele. Den meget tørre jord blev flået op og pisket rundt og afsted østpå. Et surrealistisk sceneri, som jeg ærgrede mig grøn over, at jeg ikke havde mit camera til at forevige. Jeg måtte nøjes med mobilen. Det var fascinerende voldsomt og der var jord i luften overalt, indtil regnen for alvor kom og med den endnu en af naboerne på cykel og i meget høj fart lige ind i bålhytten til os andre. Der blev delt mange ord som "hold da op", "hø hø" og "vild"t. Og temperaturen dykkede så voldsomt.

Det var også, hvad DMI havde lovet. Men vejret på den lille knold til Bornholm i Østersøen opfører sig ikke altid, som man skulle forvente - og det er nok også lidt meget at forvente med nøjagtighed.  DMI fik så fuldstændig ret denne gang! Jeg havde været delt på, om det nu også virkelig nåede hertil, så derfor inviterede jeg til fredagspetanque, dagen før. På den anden side tog jeg cameraet rundt i haven fredag formiddag, for hvis nu resterne af Knud skulle flå mine blomster itu. Mange kom også i vaser og ind. Sådan lidt et ritual inden uvejr.

Her synes jeg, det er på sin plads at vise nogle roser. De har overrasket voldsomt i år under den tørreste sommer i mands minde at strutte af sundhed og blomstre rigt. Vi fik en enkelt god regnvejrsdag midt i juli, hvilket fik dem til at skyde gevaldigt i vejret og derpå blomstrer de nu. Barcarole har aldrig blomstret så flot som nu til trods for, at jeg hverken har vandet eller fjernet ukrudt omkring i flere måneder.

Den mest hårdføre og sunde blandt disse fotograferede er, Claus Dalby. Den blev købt som "Stop plantespild" til en 50'er sidste år. sat i en hel del skygge, groet til, flyttet i foråret til en af havens tørreste og mest solrige pladser. Og den blomstrer og har flot løv det hele til trods.

Vil du vide mere om disse roser, så sig spørg endelig - og du er velkommen med madpakken og thermoen i Stenseby Downtown, hvis din vej skulle falde forbi.

Idag vil jeg nyde efteråret indefra.