Sider

tirsdag den 20. maj 2014

På aftenarbejde

Mørket har nu stille sænket sig derude. Inden da, nærmere betegnet kl. 21, traskede jeg derud iført arbejdstøjet. Ikke fordi, jeg ikke allerede havde været igang derude. Størstedelen af dagen forgik i det grønne med klør 5, greb og rosensaks udover linnedkurv, spand, skovl og spade. Og ikke at forglemme plæneklipperen, som engang var selvkørende. Det holdt den op med efter 1. sæson - på det ene hjul. Det andet fulgte efter et par år senere. Og det er efterhånden længe siden. Så jeg pustede og stønnede igennem det saftige græs, der havde ventet liiiiiige 2-3 dage længere en godt var.

Men hvorfor så gå derud igen, når hver en knogle knagede og hver en muskel klagede efter en god, lang og halvsommerlig dag?! Såmænd "bare", fordi Europcar og deres charmetrold af en chauffør idag kom med morsdagsgaven - lettere forsinket... Men bedre sent end aldrig!! Det var et ønske, der har simret længe, som blev opfyldt.

Har du læst "Tasha Tudor's Have", så husker du måske, at en Fersken blev feteret i den grad af alle implicerede. 'Reliance' hedder den og er/var hårdfør nok til Tasha's have. Har du ikke læst bogen, så kom igang ;) Dén Fersken har jeg ledt efter herhjemme nogen tid. Men uden held. Måske har jeg bare ikke ledt godt nok. Men ihvertfald - gemalen fandt den i Tyskland og idag ankom hele to af slagsen, som siden har stået og soppet i muddergryden i gårdens skygge hele den lange, lune dag. Den ene blev plantet i jorden i forhaven, som jeg ikke havde gjort klar på forhånd (fjols). Den anden kunne jeg kun akkurat lige se at plante i en stor potte, inden jeg gik ind og mørket faldt på. Altså næsten-mørket (de lyse nætter).

På vej ud til arbejdet kom jeg forbi staudevalmuerne. Nogle af dem. Det har jeg sådan set gjort mange gange idag. Forskellen var, at nu var der ved at ske noget. Vil næsten vædde med, den er sprunget ud imorgen tidlig. Godnat og sov godt ;)


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep