Sider

fredag den 9. november 2018

Netop nu

Man kan næsten mærke den. Den der modvilje mod jul - i november.

Som barn kunne julen slet ikke komme hurtigt nok. Og det gjaldt også for Ulandspapkalender og adventslys. Det betød hygge og nødder og tørrede figner på sofabordet og dagens afsnit af julekalenderen i fjernsynet. Den allerbedste tid på året. Bortset fra det år med Poul og Nulle i hullet i jorden. Dét var der ikke meget jul ved. Den ros skal de have.

Som voksen kan jeg godt undvære juleslik på hylderne i supermarkedet i oktober og november! Men den der ubestemmelige julehyggefornemmelse har jeg stadig i mig. Som om der pustes et glimmerlag på alt hverdagsagtigt, som så stråler, når lysene rammer det. Den plejer at dukke op, når den første halvdel af december er gået og det er lige før, det er...

Men i år er den landet her allerede nu. Den er her, når jeg strikker strømper til svigerfamiliens gaver. Den er her, når jeg planlægger festudvalgsmøde i beboerforeningen i næste uge. Jeg har iø tænkt mig, at de skal trakteres (der var den igen) med en gløgg-agtig drik, hvor der er min hjemmelavede lyserøde Hyldeblomstdrik fra før midsommer og den rosé, som vi blev helt vilde med og lidt af til sommerfesten. Ok nogle af os havde afprøvet den et par gange i sommerens løb...

Men den er her i den grad også, når jeg nu går i haven og gør klar til vinter. Jeg havde ellers lidt tabt havelysten for i år, da vi her på Solskinsøen har måttet vente længe med at få vand til at blødgøre skorpen. Men så skete det og jeg er begyndt at få de ventende planter i jorden, slået græsset og fjernet ukrudt. Generelt ryddet op. Og indimellem, som igår, suser en lille skygge forbi. Snart her, snart der. Og nej det er ikke små folk. Det er Rødhalsen eller som den blev kaldt i min barndom, Rødkælken. Det var morsomt. Og det barnlige sind grublede over, hvad den lille fugl havde at gøre med noget til sne. Og straks kommer fornemmelsen af at ønske sig hvid jul, hvor alt er magisk...

Men det hænger også sammen med alle de vidunderlige flammefarver, der smyger sig ind og ud i min have. Ganske vist falder flere og flere blade til jorden nu. Men det har holdt længe. Og dét er for mig det, der farver julen. Ikke, at jeg har noget imod glitter og flitterstads. Men naturens kulører i efteråret lægger bunden. Så forleden, da jeg havde hønsene ude at lufte sig udenfor deres hønsegård, på marken, så var det ikke strikkepindene, der knitrede i havestolen. Næh der var dækket op med hyben af vildroser, hjemmedyrkede Mariebær fra min hæk af multiflora roser langs marken mod vejen og så Paradisæbler og lidt blødt grønt, som ligner gran, men ikke er det. Og hvis man så ellers kender hønsene fra Peddersen og Findus med deres nysgerrighed og fjollerier, så har man billedet.

Det blev til en krans, den første julede i år, som skal foræres til værtinden, der byder på flæskesteg lørdag aften...


lørdag den 13. oktober 2018

Hyldest til efteråret 2018

Alle årstider har deres helt egne charmer. Hvis vi lige ser bort fra årstiderne januar og februar, hvor der virkelig skal sne til for at have noget at smile over ude. Ok måske en enkelt vintergæk eller erantis også har noget at skulle sige i den væmmeligt mørke del af året.

Derfor er foråret vel også så meget mere feteret, da lys, lyde, dufte og varmen vender tilbage. Efter min mening måske lidt i overkanten af for meget på engang. Men bevares. Hvis det er det, der skal til, så... Og maj især er fortryllende, når den lægger sit grønne tag i form af trætoppe over det hele og skaber rum.

Sommeren taler nok også for sig selv i form af easy living. Varme, begyndende høst - ikke mindst jordbær og lyse nætter.

Men når vi kommer til sensommeren, SÅ begynder jeg for alvor at begejstres. Elsker høsten og elsker at tempoet sættes ned og nydelse er langt mere i højsæde end jagten på at nå mere endnu. Og SÅ kommer efteråret. Lyset og skyggerne og farverne bliver ikke smukkere her på min solskinsø end, når det er efterår. I disse dage er cameraet på overarbejde, for ikke bare er det efterår - det er efterår med mange fotomuligheder i år. Rigtig mange. Så mange, at man næsten ikke har lyst til at lave andet. Idag var den rene svir i haven og du er velkommen til at kigge med. Fantastisk ikke?!



















søndag den 30. september 2018

Når lyset brænder ud...

... og alt bliver stille.



En rå og omsorgsfuld spejling af og lige ind i hjertekulen på lille, store Danmark igennem årtier. Her bliver aldrig stille og det er aldrig forbi. Stemmer og hjerter vil blive rørt igen og igen. Vi vil altid kunne samles om gavflabens store arv til os. Og vi VIL gøre det. Synge hans sange og holde fast i en anstændighed og samtidig løssluppenhed, som er dyrebar. Vi giver aldrig helt slip. Og det føles godt, selvom tankerne netop nu også går til hans nærmeste og deres sorg. Vi kondolerer. Det gør os ondt.


Kloden drejer stille rundt i nat...


Takker af efter endnu en dag...




onsdag den 26. september 2018

Præcis hvor mange gråtoner, der er på himlen her netop nu, er vanskeligt at sige. For skyer jager afsted, som om de er stået for sent op. Og det blæser mere og mere op - den ros skal det have, som min næstennaboinde ville sige. Der er så absolut ikke lagt op til blomsterfotografering eller ret meget andet udendørs idag, hvor man har byttet hurtigfærgen til Ystad ud med den gode. gamle Poul Anker færge, som trofast har bragt os igennem bølger så høje. Lidt som at køre i kø på motorvejen i 3 timer. Men den er en uundværlig livline.

Igår morges var en anden snak, hvor dagen stod op fuld af overskud. Det var tæt på, at jeg havde tabt tandbørsten OG tandpastaen ud ad munden. Mod vest var det sælsomste lys, mens solen langsomt steg på himlen i det modsatte verdenshjørne. Igennem træerne. Da det gik op for mig, at det var fuldmånen på vej i seng, fløj jeg ind efter cameraet og i fodtøjet og ud. Den slags magiske øjeblikke fuld af stilhed og forventningen om en skøn da ude er dyrebare og bør gemmes - og deles. Håber du får en god dag, selvom den måske ikke er helt så smuk som igår.







lørdag den 22. september 2018

Knud flipped' ud i Stenseby Downtown

Alt godt om Stenseby Downtown og Stenseby og Omegns Beboerforening, finder du p.t. til højre på siden - lige under de mest populære indlæg på bloggen. Vi havde just trukket ind i bålhytten, en lille munter flok, som havde kastet kugler på petanque-banen. Det var lunt, for ikke at sige lidt lummert med omkring 24 grader og nogen vind. Vi var trukket ind, da nogle flere naboer kom til og det var tid til en snak om.... ja vind og vejr. Og samtidig faldt et par dråber fra meget mørke skyer ude mod vest. Og så tog en vis mand ved det hele. Den meget tørre jord blev flået op og pisket rundt og afsted østpå. Et surrealistisk sceneri, som jeg ærgrede mig grøn over, at jeg ikke havde mit camera til at forevige. Jeg måtte nøjes med mobilen. Det var fascinerende voldsomt og der var jord i luften overalt, indtil regnen for alvor kom og med den endnu en af naboerne på cykel og i meget høj fart lige ind i bålhytten til os andre. Der blev delt mange ord som "hold da op", "hø hø" og "vild"t. Og temperaturen dykkede så voldsomt.

Det var også, hvad DMI havde lovet. Men vejret på den lille knold til Bornholm i Østersøen opfører sig ikke altid, som man skulle forvente - og det er nok også lidt meget at forvente med nøjagtighed.  DMI fik så fuldstændig ret denne gang! Jeg havde været delt på, om det nu også virkelig nåede hertil, så derfor inviterede jeg til fredagspetanque, dagen før. På den anden side tog jeg cameraet rundt i haven fredag formiddag, for hvis nu resterne af Knud skulle flå mine blomster itu. Mange kom også i vaser og ind. Sådan lidt et ritual inden uvejr.

Her synes jeg, det er på sin plads at vise nogle roser. De har overrasket voldsomt i år under den tørreste sommer i mands minde at strutte af sundhed og blomstre rigt. Vi fik en enkelt god regnvejrsdag midt i juli, hvilket fik dem til at skyde gevaldigt i vejret og derpå blomstrer de nu. Barcarole har aldrig blomstret så flot som nu til trods for, at jeg hverken har vandet eller fjernet ukrudt omkring i flere måneder.

Den mest hårdføre og sunde blandt disse fotograferede er, Claus Dalby. Den blev købt som "Stop plantespild" til en 50'er sidste år. sat i en hel del skygge, groet til, flyttet i foråret til en af havens tørreste og mest solrige pladser. Og den blomstrer og har flot løv det hele til trods.

Vil du vide mere om disse roser, så sig spørg endelig - og du er velkommen med madpakken og thermoen i Stenseby Downtown, hvis din vej skulle falde forbi.

Idag vil jeg nyde efteråret indefra.











onsdag den 19. september 2018

Genudsendelse...

Nu, hvor der er udsigt til måske endnu flere genudsendelser på DR for at få enderne til at nå sammen (står for egen regning), så genudsender jeg lige solnedgang og aftenstemningerne fra igår. Dét bliver de næppe ringere af.

Trist at skulle vinke farvel til DR K, som en af de kanaler, som kun ses af et mindretal, hvis jeg har forstået det korrekt. Troede fejlagtigt, at det var noget af det, DR handlede om - at levere også mere smalle kanaler, som måske ikke appellerer til flertallet. Men måske bliver jeg glædeligt overrasket, når disse programmer uventet dukker op på DR 1 ;) Godnat og sov godt.





tirsdag den 18. september 2018

Badedag

Det tegnede til at blive en helt særlig dag fra morgenstunden, hvor små, lette banker af dis lå omkring i landskabet, hvor solen sløret gled højere og højere op på himlen i takt med, at jeg kørte snart den ene snart den anden på vej til deres daglige gøremål. Første tur var den mest eventyrlige, hvor det pinte mig, at jeg ikke havde tænkt så langt som til cameraet.

På anden tur kom det med. Lå på bagsædet og ventede tålmodigt på, at gemalen var sat af på arbejde og der var købt pølsebrød, ketchup og kaffefiltre. Den slags livsnødvendigheder kunne ellers nemt forsvinde i fortabelsen over sceneriet.

Jeg lever og ånder på en af verdens skønneste pletter. Bornholm er så fascinerende, vidunderlig og frygtindgydende i sine mange udtryk, at man kan tabe pusten og glemme tid og sted. Hvis man er til det der lidt rå og naturlige...

Jeg havde en fornemmelse af, at DMI ville få ret i, at vi ville få en varm sensommerdag herovre. Og de seneste dage har jeg derfor gået med forventningens glæde i maven! Denne sommers lune aftener har givet mig mulighed for at genopdage forunderligheden ved at bade i havvand. Duftene og fornemmelsen! Jeg har aldrig lært at svømme. Men denne sommer har jeg lært at blive så meget ét med havet, at jeg kunne flyde på ryggen. Og næsten noget der lignede at svømme. Derfor var jeg SÅ spændt på, om det mon ville blive varmt nok til endnu en badetur - denne gang om eftermiddagen.

Cameraet og jeg satte derfor kursen mod Balka - en skøn strand 4 km. fra os, som vi har fornøjet os på i sommeraftenerne. Desuden den strand, jeg kom på i barndommens ferier hos mine morforældre. Og der var så smukt dernede først på formiddagen (også selvom jeg havde helt andre planer end at rende der og indfange øjeblikket). Og vi kom ud at bade - den ældste og jeg - senere. Men det blev alligevel ikke til det helt store baderi, for der var rigtig mange gobler. Jeg var lidt i tvivl, om det nu var vandmænd eller brandmænd. De have nemlig noget rødt på sig. Og det er jo ikke helt ligegyldigt, da vandmænd er uskadelige, mens brandmænd er rigtig modbydelige at blive ramt af. Jeg mente det var vandmænd, men datteren blev utryg ved risikoen for, at det kunne være brandmænd, så vi nøjedes med ½ times undvigemanøvrer tilsat lette hvin, når kølige Østersøbølger slikkede op ad solvarm hud eller som da en lille labradorhvalp kom i fuld firspring ud til os og ville kæle og lege og ryste sig. Men det smagte da lidt af fugl eller rettere fisk ;)

Kender du heller ikke helt forskellen på goblerne, så kig her Det var iø vandmænd i massevis, vi så og mødte. Og det er nok den seneste badedag på året, jeg kan mindes med lufttemp. på 23-24 grader.








mandag den 17. september 2018

Grønt er for øjnene og det bag

I skoletiden skulle der skrives dagbog på lejrturene. Mine af slagsen var ulastelige beviser på, at man havde fået noget for pengene. Side op og side ned blev alle hovedtræk nøje beskrevet, tilsat lidt morskab i flokken. Alle tal og særegenheder ved udflugterne klæbede til hårtoppen og blev omsat til skriverier, som kunne læses op i klassen og nærmest bruges som oplæg for den næste klasses lejrtur.

Idag skal jeg have fat i disse skriverier for at genkalde mig dem - de nåede kun overfladen. Idag lagrer jeg oplevelser ganske anderledes. Sådan er det nok, ikke at være barn, men nu blot barnlig. Højdepunkter får en helt anden og større dybde i hukommelsen, mens en masse irrelevant slet ikke når frem.

Tidligt på dagen igår blev jeg mindet om dagene i Dublin denne sommer. Det kan helt klart anbefales at se Dublin fra toppen af en af de mange dobbeltdækkere, som med eller uden enten live eller båndet guide kører ad gader og stræder i Irlands hovedstad. De er nemlig beskidte og slidte - og det er ikke busserne, jeg mener. Jeg oplevede mange steder, hvordan affald fik lov at hobe sig op - også i sække på, hvad der skulle ligne fortove - inden der kom en skraldemand i en skraldebil med en skovl en af dagene. Fortovene var slet ikke så nydelige, som man finder dem i eks. København med fliser og kantsten. Og generelt bar Dublin præg af fortidens ufred og mangel på midler til en makeover.

Alligevel var det den grønne farve igår, som fik mig til at mindes. Den grønne gren, som solen sidelæns i gården fik til næsten at stråle og i særdeleshed den solfanger, jeg faldt pladask for i en souvenirbutik i Dublin og absolut måtte hjembringe. Alt efter, hvor solen bevæger sig hen på østsiden af Lillebo, fanger perlen strålerne og forvandler dem til regnbuefarvede plamager rundt omkring i mit køkken. Perlen som ser grøn ud i sig selv. Og alt godt er grønt i Dublin. Det samme gælder iø for DoDublin, som er det overordnede trafikselskabs "rejsekort" til de grønne busser, diverse indgange,bussen til lufthavnen og andre ting, som ikke lige kommer op til overfladen.

Reelt set burde mindet være brunt eller gråt og dystert. Men det er grønt. Og let mystisk/mytisk - eller måske meget.

Jeg holder umådeligt meget af morskaben omkring Halloween. Og jeg er barnlig nok til ikke at tage det for andet end skæg og ballade. Min yngste datter har mere end én gang spurgt mig, hvad det er med mig og Halloween. Det er såre simpelt en umættelig trang til at dekorere tilsat en skefuld eller to af det mere dystre. Det er på en gang fascinerende og føles som ganske i tråd med årstiden for mig. Og efter 3 år, hvor nylon'erne har ventet i en pose, er der endelig blevet lavet græskar af beton, som skal dekoreres imorgen sammen med min ældste datter, efter planen. Og jeg holder stadig lidt fast i Irland, hvor Halloween har sin oprindelse. Det har jeg iø også efter overlevering i min fars familie...

Bemærkede du, hvilket ord jeg udelod i overskriften?