Sider

fredag den 28. december 2012

Tillykke Tante Grøn

Kjæreste Tante Grøn!

Tillykke med fødselsdagen og tak for det skønne solskinsvejr.

Hjerteligst


mandag den 24. december 2012

Glædens fest

I aften er glæden blevet fejret. Hjerteligheden, gavmildheden, lyset og barnligheden. Bag hver en rynke eller forsøg på at skjule samme, ligger to øjne, hvor barnet endnu kan kendes. Om det så blot er et glimt et kort sekund.

Mit ønske er hvert år, og stærkere for hvert år, at disse glimt bliver længere. At de overskygger alverdens forsøg på at pådutte "rigtig jul", når handlende tager affære og ruller sig ud fra efteråret. Og for hvert år bliver jeg klogere og rigere på at genkende de to øjne. Jeg har også i år set dem. Ganske meget endda. Folk, som "ikke er til jul" har opdaget hidtil ukendte glæder ved mange lejligheder.

Og jeg har følt en juleglæde så stor i de seneste uger igennem hilsener - ikke mindst her på min blog. Hilsener, som fik rynker ved øjne og mund til at træde frem og barnets øjne til at tindre, indimellem med en bevæget tåre i krogen. Mit barnlige sind har gennem året sneget sig til julefrembringelser, som er kommet til ære og værdighed ved denne fest. Traditioner og gemte sager har båret igennem, selvom kræfterne ikke rakte til det store engagement. Og min familie, min mand, døtre, bror og nevø har gjort denne dag og aften både mulig og fantastisk.

Snart ringer midnatsklokken og jeg vil ønske jer alle en rigtig Glædelig Juletid.

Hjerteligst og med taknemlighed.


tirsdag den 18. december 2012

Lidt har også ret...

Det er nu en uge, siden jeg blev opereret. Juletravlhed er et fremmeord for mig i år - min hverdag går stille og  roligt med god opbakning fra mine kære og en masse andre, som rækker hånden ud. Og det trives jeg med, selvom jeg vanligvis plejer at nå en masse, som lige nu er uden betydning. Min havefysik kan jeg sikkert også takke for, at det går rigtig fint fremad. Men lidt julehygge skal der nu til, selvom de store armbevægelser udelukket. Og lidt har så også ret, ihvertfald i mine øjne.

Jeg havde forestillet mig en masse motiver, som skulle testes på kryds og tværs her i december med camera, jeg fik af "julemanden" sidste år. Nu er her så et af lidt julestemning, som jeg vil ønske jer fortsat god december og endnu engang tak for jeres måde at være på, med.

Hjerteligst


lørdag den 8. december 2012

Det modsatte er nu bevist

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, så har en af mine leveregler været, at jeg er rask, til det modsatte er bevist. Det modsatte er så nu igår bevist og der venter mig og min familie en sej kamp. Jeg håber, at jeg til foråret vil kunne vende tilbage med masser af lyse indlæg på min blog. I tiden inden da, vil jeg håbe, at jeg kan glæde mig over en masse andre blogs - uden selv at kunne give.

Jeg vil derfor nu ønske jer alle en rigtig Glædelig Jul og ALT godt i det nye år!

Hjerteligst
Zep