Sider

mandag den 30. maj 2011

Havenørdens mandagskvaler

Jeg har været rastløs og ude af stand til at multi taske det meste af dagen. Heldigvis fik jeg stegt fiskefilét'erne på pandejernet og lagt det rene tøj sammen - forestil dig blot, hvis det havde været omvendt. Selv ordene har faldet mig svære idag...

Efter week-end i familiens skød (de insisterer på at tjekke min eksistens engang imellem i denne tid), var det mandag og formidabelt vejr til at komme videre i de store haveplaner om, at forhaven i år skal være det liiiige en tand ekstra smuk og mere sammenhængende og spændende for ikke at tale om udfordrende. Sagt med andre ord; Der skal arbejdes hårdt og grundigt i den lerede jord, når den endelig er fugtig nok til at forbedre...!

Nuvel perfekt mandag, frem med spade, greb, spand og trillebør. Hjørnet ved vejen var dagens mål - i forvejen var langt det største arbejde gjort. Der manglede lige noget genstridigt staudeukrudt, hvilket kræver, at greben jokkes solidt ned i jorden, løftes op og vendes i luften, inden hugstilling indtages og klør 5 sorterer og kaster i spanden, som tømmes i trillebøren, når den er fuld.

Da trillebøren var ved at være fuld for 3. gang, hvilket resulterer i en køretur langs vejen, ned på marken og ind fra bagsiden af det sted, jeg ynder at kalde kvasrodebunken, satte jeg mig igen ned, greb fat i en rod, som viste sig at sidde liiidt for godt fast endnu. Well, den kunne vel trækkes op, besluttede jeg mig for. Jeg trak og trak og bed tænderne sammen, fast besluttet på at vinde kampen. Og så skete det; Noget i en af trækmusklerne strejkede... Tro nu ikke, at jeg slap roden - og jeg vandt også. Men det var så også en gravemuskel, der var blevet overanstrengt.

Nuvel en kop kaffe, lidt hokuspokussalve og så for en sikkerheds skyld lidt is (den skulle lige igennem maven for at virke på benet altså) og så måtte den ged være barberet. På den igen! Men nej. Trillebøren blev tømt, jeg sad på rumpen og trak græstotter op langs stenene og det var så den havedag, der så blev for varm til at foretage sig mere fornuftigt i den stilling.

Nu er benet i bedring og vækkeuret bliver sat til kl. 4.30, for imorgen bliver det en varm dag på solskinsøen - iflg. vejrprofeterne! Så kan man jo sove, når det sidste indtræffer. Og så kan man jo spørge sig selv, hvad der får en forholdsvis fornuftig kvinde (titel, jeg har pådraget mig i Floralen) til at agere således nærmest sindssygt. Nuvel siden du endnu læser med, så må jeg gå ud fra, at du har en eller anden form for haveinteresse?! Trangen til at se og hjælpe naturens vidundere på vej er enorm, når man har oplevet, hvad grønne fingre (= 50% hårdt arbejde + 50% erfaring og inspiration) kan frembringe af forunderlige skabninger i forskellige farver, størrelser og former. Ud af det (næsten) rene ingenting kan skabes en udsigt så fantastisk, at man ikke engang behøver at være maler - og tilmed tilsat duft og lyde, i helt perfekte former (eller næsten ihvertfald, hvis vi et øjeblik glemmer alt det, der kan gå galt og mislykkes). Eller også er det bare det "lykkepiller", som jorden siges at indeholde, som driver værket ;)

Jeg vender tilbage!


Aldrig havde jeg troet, at jeg ville føle mig tilpas - ja ligefrem hjemme i en storby! Jeg er ellers til lærkesang (for ikke at tale om vand, der ikke smager af klor) og åbne vidder. Men Victoria i Westminster, London slog benene væk under mig med sin atmosfære. De høje hvide huse, med de sorte gitre. De frodige ampler og altankasser.The Thames med broer og imponerende tidevand. Morgenerne, når byen vågnede for øjenene af mig, mens jeg stod og nød det hele.


,,,,,,,,


Og så gør det ikke det fjerneste, at enhver (når vi lige ser bort fra paskontrolløren i lufthavnen, som brølede "NEXT PLEAZZZZ!!") var hjælpsomme og smilende, når man henvendte sig, komplet som faldet ned fra himlen og verdens dummeste turist. Jeg glemmer næppe en ældre dame i bussen, som også gjorde sit bedste for at finde ud af, hvor vi skulle stå af for at komme til Hamleys. Åh hvor var hun kær og snakkesalig. Og det virkede nærmest som om, vi gjorde hende en tjeneste ved at have brug for hjælp...

Forøvrigt er der "handicapsæder" i busserne - sæder forbeholdt ældre og andre, som ikke lige magter at stå så meget op. Sådanne fik jeg desværre brug for, da jeg pådrog mig en fibersprængning i leggen på vej ud af en dobbeltdækker i iltempo på vores 2. feriedag. Men ikke tale om, at jeg ville bruge rejseforsikringen og vende tilbage en anden gang. Nu var jeg endelig kommet til London og der havde jeg tænkt mig at blive ;)

Nuvel når minderne fra efteråret 2009 sådan vælder op i mig, skyldes det, at en lille flok fra Floralen netop er vendt hjem derfra med skønne billeder! Der er bestemt stof til næste gang, vi skal til London, som jeg bekendtgjorde for gemalen; "Vi skal i Regent's Park"! Og så skal vi også finde et Humingbird Bakery og have cupcakes... Kew Gardens må bestemt også besøges igen - det blev en noget halvhjertet affære, da vores besøg dertil var dagen efter mit uheld. Men det gav så til gengæld en guidet tur i vogn rundt i parken med en veloplagt herre med humor!


Jo jeg vender bestemt tilbage, når lejligheden byder sig igen. But for now; Velkommen hjem til de 5, hvis billeder jeg nyder i fulde drag!

lørdag den 28. maj 2011

Havenørdens spejl/regn og måneskin

Haven er havenørdens spejl... Den viser en overflade, som dog nok har lidt flere dimensioner, hvis man ser lidt ind bag - og giver sig tid til at sanse. Sansehave er nok efterhånden et lidt slidt udtryk. Jeg kan ihvertfald godt indimellem føle, at det er blevet lidt vel forfladiget, når man blot kan sætte 2-3 dufte, lidt skygge og lys osv. ind og kalde det en sansehave - uden en sjæl...

Haver, der taler til sanserne, vidner ofte om et meget dybt engagement og varierer i den grad efter, hvem der står bag. Og næsten væsentligst af alt, så er de sjældent konstante - så længe manden eller kvinden bag stadig magter at udvikle dem. For mennesket er ikke uforanderligt et helt liv igennem. Henad vejen vil jeg gøre et ærligt forsøg på at løfte sløret for, hvad der betager mig og præger min have. Den er min legeplads, mit træningscenter og mit lille eventyr.

Netop nu sidder jeg og venter på regn. Det er der jo ikke noget hokuspokus i. Men det gør, at aftenen er mørkere end vanligt - præcis som skyer dæmper lyset om dagen, for regnen er på vej. Og hvor vil jeg så hen med det. Jo det er ganske vigtigt, at min have også kan glæde mig sådan en dag eller aften. Det er helt eventyrligt også uden skyer at kunne "se" noget i haven, selvom solen er gået ned. Det er af flere blevet "døbt" måneskinsbed.

Dét skal der hvide blomster til! Netop nu er den del kun i sin vorden her, så der var ikke meget at se udover lanternehusene, som er hvide. Omvendt virker rent hvide bede lidt uhyggelige eller sterile på mig i dagslys. Så det handler om at finde balancen, hvor jeg bringer grå og gul, afbrudt af rosa ind i spillet (på denne årstid skal det lige bemærkes, at Akelajerne styrer uanset kulør ;)). Det skulle gerne ende med, at man selv i mørke kan styre udenom bed og havestue uden brug af lys, mens vi har de lyse nætter, og ikke mindst samtidig have en lidt højtidlig fornemmelse. Lidt ala elverfolketanken. Jeg skal nok give lyd, når/hvis det lykkes. Jeg ved allerede, at rosen Mme Plantier, en klatrerose, som nu i nogle år har gjort sit bedste for at begro det gamle legetårn, har den evne. Jeg drages simpelthen derud, når madammen blomstrer og står og måber i mørket (meget belejligt) over, hvor fantastisk "hun" prikker til min fantasi.

Beskrive det kan jeg det ikke helt lige nu, for jeg skal have oplevelsen helt under huden. Og billeder kan jeg så heller ikke levere af fænomenet, hverken nu eller siden. Men begejstringen vil jeg forsøge at give videre til den tid. At nogle af planterne (sikkert mange) bringer en historie med sig i sig selv, er endnu en dimension i min have - sådan en, man ikke kan se med det blotte øje. En lille hemmelighed, som også betyder, at det gør langt mere ondt i havesjælen at miste en plante, for det er som at miste en bid af en ven eller oplevelse, som jeg ellers bliver mindet om dagligt, når jeg går omkring derude.

fredag den 27. maj 2011

Vinterens blomster i min forsommerlige have, fortsat..

Lillejuleaften blev der pyntet op i Lillebo.

Nuvel siden første søndag i Advent havde der naturligvis sneget sig stjerner med lys i op i vinduerne ud mod vejen, som vi nu engang plejer. I køkkenet var gardinerne skiftet ud med kapper i rødt med guldstjerner. Også div. dekorationer og figurer, nyt og gammelt var fremme. Foruden den forgyldte adventsstage, som er så smuk i sin enkelhed og stråler julemåneden igennem. Jeg skal skåne jer for billeder. Men vil dog alligevel prale med, at sneen på ruderne ikke kom fra en dåse...

Men at pynte op til jul handler først og fremmest om træet. Til jul hos min morforældre, husker jeg, at det altid var sådan. Træet er højtidligt. Og så slipper jeg desuden for problemer med vejrtrækning og løbende næse og øjne. Altså lige bortset fra de få juledage, hvor træet bare må og skal være der - og jeg iø ikke ønsker at indtage medicin...

Vi var ganske godt varslede af div. vejrprofeter og nyhedsmedier om, at Bornholm ville få en endog meget hvid jul. Så forberedelser var gjort i god tid. Vi nåede tilmed at få olietanken fyldt op den 22. december efter at have ventet nær 14 dage, fordi december allerede havde budt på mere end én snestorm, hvor tankbilerne blev forsinkede. Midt på formiddagen til Lillejuleaften begyndte øen allerede at lukke ned. På bakken op mod skolen sad hele to lastbiler fast i hver sin retning - den ene, en flyttebil havde sikkert været på vej ned for at gå på juleferie...

Et rødt silkebånd og en bradepande blev den udendørs juleudsmykning. Dørdekorationen på den øverste halvddør ind til køkkenet var blevet halet ind, da den rev og sled i sit bånd og truede med at flyve ganske bort. Istedet blev bradepanden tøjret til håndtaget indvendig på den nederste halvdør, så den kunne hales ind, omend den dog ikke troede med at flyve. Næh den blev fyldt med sne og det var ikke meningen, selvom det var uundgåeligt. I nærved 3 døgn blev den således tømt og fyldt i et væk rigtig mange gange, for vinterens blomster skulle dog have bare en smule chance for at overleve. Og de stred sig gennem snefoget hen til trappen og spiste for deres liv!

Vinteren byder på mange smukke ting. Men kun få farver. Mon ikke de fleste vil kunne nikke genkendende til, at grå, brun og sort er de herskende i forskellige nuancer?! Hvid er undtagelsen, når sneen kommer eller Julerosen får lov at blomstre. Men "blomster" er der dog, som er anderledes; Nemlig havens småfugle, som lyser op med deres fine kulører og kan få en til at falde i staver ved at kigge ud ad vinduet - eller måske ligefrem tælle dem fra engang i januar til "Den store vinterfugletælling". Men "døm" nu selv, om ikke de er vinterens blomster (men se bort fra fotokvaliteten ;))



Og sandelig om ikke de er her "endnu". Det er som om der er mange flere i år i haven, end der plejer. Ikke, hvad man kunne forvente sådan umiddelbart efter så barsk en vinter, hvor der var langt imellem føde. I denne tid høres de noget mere, end de ses. Et forsommerligt kor, som også har selskab af så fantastisk en sanger som Nattergalen. Allerede tidligt på foråret begyndte Lærkerne at hænge over markerne og trille. Og Svalerne flyver netop nu i voldsomme jagter, som indimellem afbrydes af hvil på tagryggen eller eltrådene. Når det, som idag trækker på til regn, flyver de tilmed så lavt, at man uvilkårligt dukker sig. Larver biller, orme og en mængde andre insekter, spindlere osv. er der i rigt mål netop nu, hvor havens fugle sidder i træer og buske, som gror bedre og bedre til og dermed inviterer til at blive. Jeg kan ikke synge, at jeg ved en lærkerede - men måske kan en solsorte én af slagsen være næsten lige så godt ;)


God week-end!

tirsdag den 24. maj 2011

Vinterens blomster i min forsommerlige have

Ude i vaskerummet ligger en kugle. En julekugle, som havde forputtet sig det forkerte sted og ingen endnu har ulejliget sig med at bære op og gemme væk til den store aften om 7 måneder. Ikke ret meget minder ellers om jul eller vinter lige nu. Det skulle lige være vinden, der hyler og tuder i eltrådene udenfor - og så vinterens blomster, som til min store glæde er her endnu sammen med mange flere.

Måske sidder du og tænker, om min Julerose dog stadig blomstrer eller er i frø endnu. Det kunne selvfølgelig godt være den, der inspirerede til mine tanker. Allerede i november stod den med de flotteste, hvide knopper efter at så meget andet var takket af. Det er ganske særligt, når den ligesom begynder livet ude, hvor der virker goldt og øde. Den har rigtig regnet det ud, har den. Og jeg kan også godt afsløre her, at jeg havde planer om at dekorere juleaften med lave beholdere med Julerosehoveder og kugler i vand. Og hvad der så ellers var fulgt med, når jeg kom igang med at lave dem. Lillebo skulle danne rammen om en rigtig hyggelig familiejul!



Men så sidst i november begyndte Kong Vinter at pille ved mine planer; Sendte sne og kulde til Solskinsøen. Dog kunne det da ikke blive ved, tænkte jeg lidt overrumplet. Men det gjorde det! Alle fire søndage i Advent var beklædt med sne. Modet sank en anelse i livet, for nu var udsigterne til friske blomster fra haven ligesom så som så. Sneen under det gamle legetårn, som nu alene huser planter, balje og havenisse, voksede næsten for hver dag.



Men så er det jo rigtig glædeligt, at det slet ikke er Julerosen, jeg sad og tænkte på for lidt siden. Så du får lige endnu et gæt; Hvilke blomster tænker jeg mon på, som ikke blev begravet i sneen?

mandag den 23. maj 2011

Der findes ikke grimme Akelajer.

Hvorfor er jeg ikke faldefærdig af træthed eller ligefrem på vej til drømmeland?! Jeg burde være det. Dagen er brugt op og det meste af den ude i sol og blæst med spade, greb, trillebør, spande, graveske og vandkande! Igår kom intet mindre end 15 mm regn fra overgartneren i aftentimerne ledsaget af Thors fantastiske færd på himlen, som holdt mig oppe længere, end jeg egentlig orkede. Og idag kunne kanden altså atter fyldes med vand, som der endnu ikke er afgift på og slæbes til nyplantede, hvor der før var græs. Og hvad jeg ikke nåede igår med klipperen - eller rettere undlod, da genboen havde familiebesøg i haven, det blev indhentet idag. Svedende som en hest! Og nærmere behøver vi vel egentlig ikke at komme ind på det, selvom det i sig selv kunne blive en helt lille godnathistorie om, hvordan man kan ende med at have flere opgaver foran sig end bagved, når en havedag er til ende.

Kort før mørket faldt på, fandt jeg endnu en "undskyldning", et ærinde, som bragte mig ud i haven. Jeg tror nok, jeg glemte, hvad jeg gik efter. Sådan er det netop nu, hvor Akelajerne springer ud. Midt på dagen lider de lidt under de barske lysforhold, hvis solen skinner. Ikke at de selv har den fjerneste anelse, går jeg ud fra. Men Akelajer tager sig bare allerbedst ud i "lavt" lys. Da er de mest romantiske. Jeg kan ikke blive træt af at se på dem - alle de fine detaljer og farver, de kan fremvise. De er noget af det første, der skyder i foråret med det yndigste løv og pludselig farer de i vejret som raketter og står i knop. Indimellem kan jeg godt følge de tanker, at de bemægtiger sig lovlig meget af bedene, så andre ikke kommer til deres ret. De har jo en tendens til at finde enhver plet egnet til besiddelse. Men jeg tilgiver dem og luger ofte udenom nye, selvsåede. Skulle jeg blive træt af det, så er det jo ikke noget større problem at trække dem op, mens de er små. Men netop deres evne til at komme på de mest uventede steder, gør dem også så charmerende - og hvem ved, hvordan en lille ny kommer til at tage sig ud til næste år..

Jeg satte mig så altså for at finde ud af, OM de nu også er smukke, mens jeg brugte det sidste dagslys. Dét er de! Måske er mit foto ikke, men de yndefulde forførere ledte igen mine skridt fra den ene til den anden og videre og videre. Jeg har én, som dufter! Den såede jeg for år tilbage og den kommer troligt igen. Hvert år venter jeg, at nu er det forbi, for egentlig er de vel 2-årige. Men denne bliver ved med at glæde mig. Det er nu ikke den, der har fået lov at posere. Det er en anden (selvsået), som også er en genganger og i mine øjne den smukkeste lige nu. Og jeg ved det, for jeg har kigget på hver og en. Og det sidste kig gav altså lige lidt ekstra energi, så jeg først NU bliver tavs og takker for idag!

søndag den 22. maj 2011

I fortjener roser kære Klokkerankemedkumpaner og andet godfolk...

Men jeg har ingen. Rosenbuske har jeg en "smule" af, men ikke én har belønnet endog knæfald med en farvet skønhed på min haverundfart for lidt siden. Den smukke, hvide Winchester Cathedral har en "farvet" knop. Den, altså busken, blev sidste år købt på auktion i Geografisk Have i Kolding på plantemarkedet, Grundlovsdag. Den var en af to, hvoraf min bedste (have)veninde har den anden. Jeg har siden da budt min lidt af hvert (siger jeg og rødmer skyldbevidst). Først her i foråret blev den plantet imellem fliser ved havestuen og mere end én gang har jeg forsømt at vande staklen. Det har den ikke ladet sig gå ret meget på af og lægger altså an til at blive årets første blomstrende rose i Lillebo!

Hvis da ikke rosen i drivhuset overhaler den indenom. Det er Aloha, som står med et væld af endnu ufarvede knopper. Flottere end nogensinde før! Udover, at den er dejlig og køn, så har dens blade den skønneste duft. En detalje, jeg er blevet opmærksom på de seneste år - hvorfor nøjes med duft, når de blomstrer?! Ikke alle har dog helt denne egenskab, så derfor indgår bladnusning i indkøbsproceduren, hvis jeg har mulighed for. Eller sagt på en anden måde, så ser jeg med fingrene...

Men nu havde jeg jo ingen roser at belønne jeres gavmilde velkomst i blogland og skønne kommentarer - og det til trods for, at vi alle befinder os i den travleste del af haveåret overhovedet! Tak skal I have! Også til jer, som har meldt jer som faste læsere - jeg er beæret, skal I vide og sender jer alle gode ønsker om at få fornøjelse af min blog, når tiden er til det. Imorges "delte" jeg på "kaffebordet" i Floralen de skønne blomster, jeg havde plukket ind til at pryde søndagen med. En "buket" efter samme princip, som også Claus Dalby bruger flittigt. Har I endnu ikke set hans, så læg vejen forbi hans blog og kig tilbage til i fredags! Min er "bundet" af frøstande fra Påskeklokke, Snebolle (en uden duft, jeg ikke kender navnet på) og Bjerknopurt, som er begyndt at springe ud.


Nu dønner det i det fjerne, så jeg vil haste med at ønske jer alle en rigtig god start på næste uge. Jeg lover at vende frygteligt tilbage..

lørdag den 21. maj 2011

Klokkeranke


Klokkeranke udplantet for ca. 1 uge siden.

Du må puste tre gange...

Knapt 20 grader i skygggen - vi er tæt på forsommeren. Rigtig sommer er det ikke. Den kendes på, at man for 3. gang på en dag tænder bruseren, skruer ned for varmen og bagefter tager tøj på uden at tørre sig for at blive kølet en anelse af.

Lige nu er det dog de vilde væksters højtid. De har tilpasset deres levevis på de barskeste forhold - det være sig varme, kulde eller havekultivatorer. Når de rette betingelser er der såsom lunt vejr og vand (og man vender ryggen til et øjeblik), så brager de frem både som frøplanter men så sandelig også i staudeform. Det giver en smule stof til eftertanke, synes jeg. De har ikke fået hjælp af sprøjtemidler eller kemiske gødninger. De har benyttet sig af de forhold, der var til stede.

De har haft særdeles gode forhold her igennem årene, siger jeg med et smil i øjet. Og visse steder får de også lov at udfolde sig i al deres pragt en overgang. Til gengæld sørger de for motion til en anden en på steder, hvor de er knapt så velkomne. Dagens ret for tiden er Nælder, Mælkebøtter og Tidsler. Jo før de skaffes af vejen i bedene, desto bedre.

For lidt siden blev jeg præsenteret for et meget sjældent eksemplar af Mælkebøtten i frø. Den var sandelig af den slags man måtte puste på hele 3 gange og så ønske. "Udenfor", formanede jeg - men fortrød næsen i samme sekund. Gæt selv hvorfor. Men de ér smukke i flok! Ligesom den vilde Kørvel, som er på nippet til at afløse de gule hoveder. Prøv engang at se, hvordan de tog sig ud for et par år siden...

fredag den 20. maj 2011

Det blanke papir...

Ala Zep er endnu et ubeskrevet blad. Eller var, for det har jeg så lige lavet om på. Ved ikke, om jeg egner mig som blogger. Jeg trives med dialogen i et forum. Men jeg støder også på mennesker rundt omkring, som synes, at fora er for intime og krævende og meget hellere bare vil lægge vejen forbi en blog. Nuvel, jeg prøver, omend jeg ikke har ambitioner om at blogge dagligt.

Lad os bare starte med, hvor "Zep" kommer fra; Nemlig rosen, 'Zephirine Drouhin', som var den første rose, jeg købte til Lillebo. Den blev plantet langs sydmuren, mens regnen væltede ned i nakken fra taget - i november! Den er stort set tornefri, har det smukkeste løv i udspring og så dufter den dejligt! Den tog jeg livet af efter nogle få sæsoner. Den var plantet for tørt simpelthen - og er næppe en af de nemmeste roser. Men nu er den her igen, for jeg kan ikke undvære den! Sådan så den ud dengang, den første sommer, hvor billedkvaliteten lod meget tilbage at ønske.



Hjertelig velkommen.
Zep