Sider

onsdag den 19. september 2018

Genudsendelse...

Nu, hvor der er udsigt til måske endnu flere genudsendelser på DR for at få enderne til at nå sammen (står for egen regning), så genudsender jeg lige solnedgang og aftenstemningerne fra igår. Dét bliver de næppe ringere af.

Trist at skulle vinke farvel til DR K, som en af de kanaler, som kun ses af et mindretal, hvis jeg har forstået det korrekt. Troede fejlagtigt, at det var noget af det, DR handlede om - at levere også mere smalle kanaler, som måske ikke appellerer til flertallet. Men måske bliver jeg glædeligt overrasket, når disse programmer uventet dukker op på DR 1 ;) Godnat og sov godt.





tirsdag den 18. september 2018

Badedag

Det tegnede til at blive en helt særlig dag fra morgenstunden, hvor små, lette banker af dis lå omkring i landskabet, hvor solen sløret gled højere og højere op på himlen i takt med, at jeg kørte snart den ene snart den anden på vej til deres daglige gøremål. Første tur var den mest eventyrlige, hvor det pinte mig, at jeg ikke havde tænkt så langt som til cameraet.

På anden tur kom det med. Lå på bagsædet og ventede tålmodigt på, at gemalen var sat af på arbejde og der var købt pølsebrød, ketchup og kaffefiltre. Den slags livsnødvendigheder kunne ellers nemt forsvinde i fortabelsen over sceneriet.

Jeg lever og ånder på en af verdens skønneste pletter. Bornholm er så fascinerende, vidunderlig og frygtindgydende i sine mange udtryk, at man kan tabe pusten og glemme tid og sted. Hvis man er til det der lidt rå og naturlige...

Jeg havde en fornemmelse af, at DMI ville få ret i, at vi ville få en varm sensommerdag herovre. Og de seneste dage har jeg derfor gået med forventningens glæde i maven! Denne sommers lune aftener har givet mig mulighed for at genopdage forunderligheden ved at bade i havvand. Duftene og fornemmelsen! Jeg har aldrig lært at svømme. Men denne sommer har jeg lært at blive så meget ét med havet, at jeg kunne flyde på ryggen. Og næsten noget der lignede at svømme. Derfor var jeg SÅ spændt på, om det mon ville blive varmt nok til endnu en badetur - denne gang om eftermiddagen.

Cameraet og jeg satte derfor kursen mod Balka - en skøn strand 4 km. fra os, som vi har fornøjet os på i sommeraftenerne. Desuden den strand, jeg kom på i barndommens ferier hos mine morforældre. Og der var så smukt dernede først på formiddagen (også selvom jeg havde helt andre planer end at rende der og indfange øjeblikket). Og vi kom ud at bade - den ældste og jeg - senere. Men det blev alligevel ikke til det helt store baderi, for der var rigtig mange gobler. Jeg var lidt i tvivl, om det nu var vandmænd eller brandmænd. De have nemlig noget rødt på sig. Og det er jo ikke helt ligegyldigt, da vandmænd er uskadelige, mens brandmænd er rigtig modbydelige at blive ramt af. Jeg mente det var vandmænd, men datteren blev utryg ved risikoen for, at det kunne være brandmænd, så vi nøjedes med ½ times undvigemanøvrer tilsat lette hvin, når kølige Østersøbølger slikkede op ad solvarm hud eller som da en lille labradorhvalp kom i fuld firspring ud til os og ville kæle og lege og ryste sig. Men det smagte da lidt af fugl eller rettere fisk ;)

Kender du heller ikke helt forskellen på goblerne, så kig her Det var iø vandmænd i massevis, vi så og mødte. Og det er nok den seneste badedag på året, jeg kan mindes med lufttemp. på 23-24 grader.








mandag den 17. september 2018

Grønt er for øjnene og det bag

I skoletiden skulle der skrives dagbog på lejrturene. Mine af slagsen var ulastelige beviser på, at man havde fået noget for pengene. Side op og side ned blev alle hovedtræk nøje beskrevet, tilsat lidt morskab i flokken. Alle tal og særegenheder ved udflugterne klæbede til hårtoppen og blev omsat til skriverier, som kunne læses op i klassen og nærmest bruges som oplæg for den næste klasses lejrtur.

Idag skal jeg have fat i disse skriverier for at genkalde mig dem - de nåede kun overfladen. Idag lagrer jeg oplevelser ganske anderledes. Sådan er det nok, ikke at være barn, men nu blot barnlig. Højdepunkter får en helt anden og større dybde i hukommelsen, mens en masse irrelevant slet ikke når frem.

Tidligt på dagen igår blev jeg mindet om dagene i Dublin denne sommer. Det kan helt klart anbefales at se Dublin fra toppen af en af de mange dobbeltdækkere, som med eller uden enten live eller båndet guide kører ad gader og stræder i Irlands hovedstad. De er nemlig beskidte og slidte - og det er ikke busserne, jeg mener. Jeg oplevede mange steder, hvordan affald fik lov at hobe sig op - også i sække på, hvad der skulle ligne fortove - inden der kom en skraldemand i en skraldebil med en skovl en af dagene. Fortovene var slet ikke så nydelige, som man finder dem i eks. København med fliser og kantsten. Og generelt bar Dublin præg af fortidens ufred og mangel på midler til en makeover.

Alligevel var det den grønne farve igår, som fik mig til at mindes. Den grønne gren, som solen sidelæns i gården fik til næsten at stråle og i særdeleshed den solfanger, jeg faldt pladask for i en souvenirbutik i Dublin og absolut måtte hjembringe. Alt efter, hvor solen bevæger sig hen på østsiden af Lillebo, fanger perlen strålerne og forvandler dem til regnbuefarvede plamager rundt omkring i mit køkken. Perlen som ser grøn ud i sig selv. Og alt godt er grønt i Dublin. Det samme gælder iø for DoDublin, som er det overordnede trafikselskabs "rejsekort" til de grønne busser, diverse indgange,bussen til lufthavnen og andre ting, som ikke lige kommer op til overfladen.

Reelt set burde mindet være brunt eller gråt og dystert. Men det er grønt. Og let mystisk/mytisk - eller måske meget.

Jeg holder umådeligt meget af morskaben omkring Halloween. Og jeg er barnlig nok til ikke at tage det for andet end skæg og ballade. Min yngste datter har mere end én gang spurgt mig, hvad det er med mig og Halloween. Det er såre simpelt en umættelig trang til at dekorere tilsat en skefuld eller to af det mere dystre. Det er på en gang fascinerende og føles som ganske i tråd med årstiden for mig. Og efter 3 år, hvor nylon'erne har ventet i en pose, er der endelig blevet lavet græskar af beton, som skal dekoreres imorgen sammen med min ældste datter, efter planen. Og jeg holder stadig lidt fast i Irland, hvor Halloween har sin oprindelse. Det har jeg iø også efter overlevering i min fars familie...

Bemærkede du, hvilket ord jeg udelod i overskriften?




lørdag den 15. september 2018

Kvækkevæk.

Hvis man lytter meget godt efter, så er der helt stille udenfor nu. Især fordi jeg sidder inde og det er mørkt nu ude. Gætter dog på, at der endnu kan være en græshoppe, som ikke er gået helt til ro eller sværmere eller måske sågar et pindsvin eller flere, som trisser rundt. Lige om lidt er der visne blade, så man hører bevægelser, hvis man lytter...

Tidligere idag kom sjældne regndråber forbi. De trommede på havestuen og tagvinduerne og fik fuglene til at kvidre. Og lur mig, om ikke der også var andre skabninger, som brød ud i jubel. Jeg véd, at der var andre lyde. Lyde, som da højsommeren gik på hæld, begyndte nærmest at drive mig til vanvid. Lyde, som ikke plejede at være derude. Måske en ny fugl, som var kommet med sommerens usædvanlige varme?! Jeg gættede et kort øjeblik på frø, men var langt fra sikker.

Det var den der lyd, som er kraftig, nogle gange flerstemmig, som man altid hører på afstand. Jeg styrtede ud rigtig mange gange i august, efter at have hørt den indefra. Blot for at konstatere, at min tilstedeværelse tilsyneladende var signal til total tavshed. Mange, mange gange! Jeg ændrede taktik og luskede mig ud. Blot for at konstatere, at det ikke gjorde en hak forskel. Alarmsystemet havde øjensynligt meldt min ankomst.

Lige til en dag, hvor jeg var lige i nærheden, da "koncerten" brød løs. 3 steder fra og jeg fik øje på den ene af "sangerne". Det var små grønne løvfrøer. Utroligt, at de kan lave så høje lyde! Jeg har forhørt mig hos Bjørli Lehrmann, Vestre Hus, om det virkelig kunne passe, at de kvækker nu. I mit hoved skulle de jo have stoppet kurmageriet for længst for i år. Hun fortalte så, at hannerne her sidst på sommeren markerer deres teritorium. Og at hun dælme godt gad at have dem i sin have. Det gider jeg også. De er meget forunderlige, smukke og velkomne.



Sensommerglæde

Midt i æblerne, en spandfuld foræring, en gave, som blev bragt i tirsdags inspireret af udsigten til min lune æblekage. Æblerne, som nu blev forvandlet til både og lagde sig til rette sammen med en lille portion surbær, jeg plukkede fra mit lille, opstammede træ forleden og puttede i en pose og i fryseren.

Træet var iø det rene røverkøb. Det stod for et par år siden i et bur sammen med andre træer, som måske var for skæve, uharmoniske eller som mit træ havde mistet ganske sin identitet. Ihvertfald var navnesedlen faldet af. Ikke engang en tilbudspris var at se på det. Men det fangede mit blik med de skønneste høstfarver. De andre træer kostede fra 5 tiere og opefter. Gemalen min greb det, da jeg havde stået henført i nogen tid, og travede resolut ind i butikken og forhørte sig, om ikke han måtte købe det for en halvtredser, når nu det var sådan ganske uden værdi for dem åbenbart. Det sagde han naturligvis ikke på den måde. Men jeg fik mit træ af ham efterfølgende og af plantevenner fik det navnet Aronia eller Surbær.

Og i år er det altså mig, der er kommet fuglene i forkøbet og har høstet bærene. De skulle blive mindre bitre af frost (bærene ikke fuglene) - derfor kom de i kummefryseren og så skulle de være skønne i æblesaft. Derfor var den spandfuld æbler som skæbnebestemt. Tak for gaverne!

Urtekniven halverede og fjernede æbleskrog i et væk, mens spændingen voksede i takt. For hvordan mon det hele ville smage til sidst?! Æbler fra haver, marker eller hegn smager bare så ganske meget mere af høj blå himmel, varme sommerdage og liv og glade dage. Det ville såmænd være nok at konstatere, at de bare smager af mere og efter mere. Jeg får en umådelig lyst til at spise æbler på denne tid, når tænderne begraves og frembringer en knasende, saftig, sprød og lækker lyd.

Men midt i dette blev øjet fanget udenfor køkkenvinduet. Indtil da havde jeg nok set ud, men ikke SET, mens tankerne valsede derudad sammen med smagsløgene. Men det gjorde jeg nu. Kniven arbejdede langsommere for til sidst at stoppe. Blev lagt på bordet og hænderne tørret og fødderne trippede ind i stuen for at finde cameraet frem. For dér midt i sensommersolen var den flotteste Admiral landet lige på et Figenblad efter at have flakset rundt i gården. Og dét måtte jeg lige dele. Sammen med lidt andet, jeg lige kom til at fange ind.

Spørg, hvis du vil vide, hvorfor jeg er helt vild med Nøgne Jomfruer eller hvorfor jeg har de Italienske Ingefær selvom de er giftige eller hvad roserne hedder eller hvad de hvide blomster sidder på eller hvad ved jeg. Eller måske vil du bare nyde billederne og dét skal du have lov til. Velkommen tilbage eller til :D










søndag den 6. marts 2016

Læggekartoffeltester for Fuglebjerggaard

"...Camilla har udvalgt en stribe frø-og plantenyheder samt gamle, glemte kendinge, som hun selv har succes med, og som hun gerne vil have udbredt kendskabet til...."

Ovenstående er den væsentligste grund til, at jeg takkede ja til at deltage i et testpanel for Fuglebjerggaard. Min begejstring for noget er sjældent til salg, hvilket også er grunden til, at jeg aldrig vil kunne være pyramideforhandler af noget produkt. Men her er vi i en helt anden boldgade. I min respekt står Camilla Plum/Fuglebjerggaard for at ville mangfoldigheden. En mangfoldighed, som igennem en hel del år generelt har været udsat for en ensrettethed, som næppe kommer os til gode på den lange bane. Vi har i haverne brug for diversiteten, så ikke alle haver er lige sårbare på en gang overfor nye udfordringer i klima og skadedyr m.m. Og vi har brug for at variere vores kost, med forskellige udseender, smag og dufte, samt ikke mindst forskellig anvendelighed.

Sidste år genoptog vi forsøget på køkkenhave. I starten af nullerne tog vi tilløb til lidt køkkenhave, men blev udkonkurreret af dræbersneglens indtog og overgreb. Og det behøver næppe nogen nærmere præsentation. I årenes løb har vi forsøgt lidt med et salatbed i en flamingokasse o.lign. foruden agurker og tomater i drivhuset. Men sidste år kastede vi os altså lidt mere ud i det. Trak på erfaringerne med en halv snes års haveliv, hvor variation i planter m.m.m. har givet en så stor balance, at vi med kæmpe fornøjelse høstede, salat, ærter, kartofler, gulerødder, jordbær, savoykål, majs og løg i mindre men absolut overbevisende omfang og meget lidt angreb af snegle. 

Så i år skal der udvides! Og da lå det lige til højrebenet at prøve nogle læggekartofler, som måske ikke lige ligger på hylden i et supermarked. De ankom forleden til postbutikken - og igår aftes fik jeg lagt dem til forspiring. Spændende :D