Sider

fredag den 22. november 2013

Sååååå 'det mig....

Andrea og jeg er i fuld gang med at lave guf til pakkekalendere og julegaver. Opskrifterne har jeg købt i http://www.kigkassen.dk/ og de er lige til at gå til. Så hæklenålen gløder! Den startede med at frembringe Andrea som skal rejse helt op til Norge og holde jul sammen med min lille nye niece, Johanna og hendes familie. Om Kaj også når at komme med, må tiden vise. Så vidt jeg husker, eeeeeelsker Kaj gaver ;)


God week-end!

søndag den 10. november 2013

Min første krans... 2006

Hvad er det da med den tid?! Hvor søren bliver den af?! Bedst som man sidder en dunkel morgen afslappet påklædt med kaffe og rundstykke, så bliver det pludselig midt på formiddagen og samvittigheden siger, at om senest ½ time, så skal der altså ske noget med det huslige! Igår blev mest af alt til fødselsdag hos min brorfamilie. Så idag er der lige lidt mere, der skal nåes, inden en ny uge begynder...

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad tiden er gået med. Først af alt sad jeg og sugede stemninger fra de to skønne links, der er blevet tilføjet mit indlæg om juleglædens opbygning Jeg håber, der kommer flere til. Der er en helt særlig stemning over at genopleve julen fra tidligere år. Og altså ikke "bare" min egen. Altimens brændeovnens indre nu er blevet oplyst og knitrer og luner i den endnu lidt kølige stue. I de kommende uger handler det om at få det huslige fra hånden - ihvertfald det meste - på hverdage, så week-enderne kan begynde at blive helliget forberedelserne. De hyggelige.

Jeg lagde også selv et link ind. Et indlæg, hvor jeg på denne tid for et par år siden lavede en julekrans til døren efter det forhåndenværende søms princip. Det kan god anbefales. Og så kom jeg til at tænke på min første krans, ligeledes bundet på en halmkrans, tilbage i.... Jeg fandt ud af, at det var 2006. Bærrene blev desværre hurtigt lidt kedelige at se på dengang, men ellers var jeg noget så glad for den krans.


Jeg skulle egentlig have nået at kommentere på mit forrige indlæg. Men tiden løb altså af med mig... Jeg skulle også have haft sendt en mail til dig, kjæreste Tante Grøn. Men min mailkonto har drillet siden igår morges. Så det må også vente (selvom jeg har svært ved det). Jeg tror bestemt, du har ret i, at Anton er igang med at forvandle sig til en jullekrammer. Cernitvæsner, når de har fået liv, rummer mange overraskelser for den, der forstår at se.





God søndag og på gensyn til alle!

fredag den 8. november 2013

Kære Iris,

og andre, som så venligt lægger kommentarer til mine indlæg, som anonym. Jeg ser mig nødsaget til at undvære hilsener fra jer - ihvertfald for en tid.

Den seneste måneds tid har et tiltagende antal spammere udset sig Ala Zep til at lægge anonyme kommentarer. De seneste dage har jeg slettet rigtig mange spamkommentarer, flere gange dagligt - og det er jeg blevet temmelig træt af at bruge tid på. Derfor har jeg nu ændret indstillingerne for bloggen, så man ikke kan kommentere uden at have en google konto. Jeg håber, at det kan få spammerne til at vende blikket helt væk herfra, så jeg igen på et tidspunkt kan åbne for muligheden for at kommentere anonymt.

De hjerteligste ønsker om en god fredag!


onsdag den 6. november 2013

Æret være Hannes minde

Savnet og beundret.

Jeg tror på, at du nu havde kæmpet og
fuldført din opgave på jord
Jeg tror på, der var brug for dig andetsteds
og du blev kaldt dertil.
Det glæder mig usigeligt, at dine sidste dage
blandt os blev lysere, lettere og 
med glæde.


lørdag den 2. november 2013

Allehelgensaften og Troldsmør

I aften er det, efter vor kirke, Allehelgensaften, aftenen før Allehelgensdag, som altid falder på den første søndag i november. Læs evt. mere HER.

Og så er der ikke lang vej til at bringe et finurligt "svampedyr" på banen. En "klat", som sprang vildt gul i øjnene på min pyntestub i gården i september, da her var blomsterpiger på besøg. Det er også en af disse, Evy Lindenborg, der har taget og udlånt fotoet herunder. Jeg har aldrig nogensinde bemærket sådan et væsen før. Den er ikke "bare" en svamp, men et væsen, der kravler sig frem til, hvor den har lyst til at slå sig ned. Prøv at tjekke den ud HER.


God lørdag til alle!

fredag den 1. november 2013

Ordene som brat forstummede - farvel kære Hanne.

Åh hvor er det skønne billeder af endnu en dejlig sensommer dag, Hvor er vi bare heldige i år :-)Og ja, vi må kende vores begrænsninger, men hvor er det bare svært. Jeg må også over og hvile om lidt selvom solen lokker derude, for Jeg skal i Bilka i aften og købe Lykkedepoter på tilbud :-)Knus
Dette var en af de kommentarer, Hanne skrev til et af mine seneste indlæg. En af flere, som gjorde smilet langt bredere. Hannes kommentarer betød altid lige lidt ekstra. Dyrebare. Hanne skrev på trods af, at den ene hånd ikke fungerede. På trods af dystre udsigter for sit liv. Et liv, jeg har fulgt på hendes blog i et par år.

Vi havde glæden i haven tilfælles og solskinsfarver. Vi havde desværre også en sygdom til fælles; nemlig kræft. Og det gjorde godt at veksle ord med Hanne både her og på hendes blog, som bekræftede, at man når langt med vilje og udholdenhed og tro. Og ikke mindst med øje for skønhed på mange planer.

Hanne var en vaskeægte fighter! Og hun havde omkring sig kærlige mennesker, som bakkede hende op i tykt og tyndt. Igår var disse kære så omsorgsfulde at indvie os andre i "blogland" om, at Hanne nu ikke er mere. Jeg kunne kun fatte mig i få ord til disse betænksomme mennesker.

Ordene, Hanne og mig imellem var brat forstummede og jeg sad tilbage med den slappe ende af den kappede tråd. Efter en sælsom dag med mangt og meget, som mod sædvane ikke makkede ret, uheld og et par uforklarlige oplevelser hinsides logik.



Kære Hanne, hvil nu blot i fred. Jeg vil vende tilbage til din blog fra tid til anden og mindes dig med stor glæde og beundring!

Kærlig hilsen
Zep