Sider

tirsdag den 18. september 2018

Badedag

Det tegnede til at blive en helt særlig dag fra morgenstunden, hvor små, lette banker af dis lå omkring i landskabet, hvor solen sløret gled højere og højere op på himlen i takt med, at jeg kørte snart den ene snart den anden på vej til deres daglige gøremål. Første tur var den mest eventyrlige, hvor det pinte mig, at jeg ikke havde tænkt så langt som til cameraet.

På anden tur kom det med. Lå på bagsædet og ventede tålmodigt på, at gemalen var sat af på arbejde og der var købt pølsebrød, ketchup og kaffefiltre. Den slags livsnødvendigheder kunne ellers nemt forsvinde i fortabelsen over sceneriet.

Jeg lever og ånder på en af verdens skønneste pletter. Bornholm er så fascinerende, vidunderlig og frygtindgydende i sine mange udtryk, at man kan tabe pusten og glemme tid og sted. Hvis man er til det der lidt rå og naturlige...

Jeg havde en fornemmelse af, at DMI ville få ret i, at vi ville få en varm sensommerdag herovre. Og de seneste dage har jeg derfor gået med forventningens glæde i maven! Denne sommers lune aftener har givet mig mulighed for at genopdage forunderligheden ved at bade i havvand. Duftene og fornemmelsen! Jeg har aldrig lært at svømme. Men denne sommer har jeg lært at blive så meget ét med havet, at jeg kunne flyde på ryggen. Og næsten noget der lignede at svømme. Derfor var jeg SÅ spændt på, om det mon ville blive varmt nok til endnu en badetur - denne gang om eftermiddagen.

Cameraet og jeg satte derfor kursen mod Balka - en skøn strand 4 km. fra os, som vi har fornøjet os på i sommeraftenerne. Desuden den strand, jeg kom på i barndommens ferier hos mine morforældre. Og der var så smukt dernede først på formiddagen (også selvom jeg havde helt andre planer end at rende der og indfange øjeblikket). Og vi kom ud at bade - den ældste og jeg - senere. Men det blev alligevel ikke til det helt store baderi, for der var rigtig mange gobler. Jeg var lidt i tvivl, om det nu var vandmænd eller brandmænd. De have nemlig noget rødt på sig. Og det er jo ikke helt ligegyldigt, da vandmænd er uskadelige, mens brandmænd er rigtig modbydelige at blive ramt af. Jeg mente det var vandmænd, men datteren blev utryg ved risikoen for, at det kunne være brandmænd, så vi nøjedes med ½ times undvigemanøvrer tilsat lette hvin, når kølige Østersøbølger slikkede op ad solvarm hud eller som da en lille labradorhvalp kom i fuld firspring ud til os og ville kæle og lege og ryste sig. Men det smagte da lidt af fugl eller rettere fisk ;)

Kender du heller ikke helt forskellen på goblerne, så kig her Det var iø vandmænd i massevis, vi så og mødte. Og det er nok den seneste badedag på året, jeg kan mindes med lufttemp. på 23-24 grader.








4 kommentarer:

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep