Sider

lørdag den 24. maj 2014

Ukrudt og ukrudt...

Har du endnu ikke fået første hold ukrudt fjernet, er det sidste udkald inden det smider frø. Nye frø giver endnu mere ukrudt og dermed endnu mere arbejde.
Den velmente besked stammer fra en nyhedsmail, jeg modtog idag. Det fik mig til at stoppe op og tænke mig om. Overveje, om jeg skal framelde mig nyhedsbrevet, fordi det nævnte råd ganske enkelt ikke passer ind i mit haveliv. Jeg ser anderledes på "ukrudt", ligesom, jeg heller ikke er tilhænger af bar jord...

Såkaldt ukrudt bliver her fjernet i et sindigt tempo. Det er kun en halv sandhed, at det skyldes, at min fysik ikke er på omgangshøjde endnu. Den anden er ren beregning. De steder, hvor løgplanter, stauder, buske, træer og 2-årige giver plads til ukrudt i foråret, får det som regel lov at blomstre (medmindre det overskygger noget væsentligt). Jeg elsker Mælkebøtterne glade, gule hoveder! Der skal være masser af mad til insekterne, navnlig bierne, når de kommer på banen. Og mens det her ukrudt så vokser sig stort, så spirer der altså ikke nyt ukrudt!

Nu er tiden så kommet, hvor det nævnte første ukrudt er rigtig stort - det såkaldt sidste udkald. Og nu er jeg igang med at fjerne. Og når det er fjernet, dækkes jorden af enten komposteret hestemøg eller kompost. Hvad jeg har taget fra jorden giver jeg igen på den led og hæmmer samtidig fordampningen. Imens vokser sommerblomsterne sig nu store i drivhuset og er snart klart til at komme ud og overtage pladsen.

En helt anden side af sagen er, at hvis jeg havde kastet mig over ukrudtet i det spæde forår, så var der et og andet gået tabt. Selvsåede frøplanter, som jeg kan have gavn af andre steder, eller andre kan have gavn af eller som denne Geranium 'Zep' ;), jeg fandt for 2 år siden i forsommeren, nær 'Splish Splash'. Ingen tvivl om slægtsskabet, men den har så kanten af løvet linet op med mørk rød og altså varierende blå blomster. Den er noget ganske særligt for mig - og findes måske ikke mage til..



6 kommentarer:

  1. Ja, ukrudt kan godt være nyttigt, udover smukt. Jeg håndluger kun, så jeg kan grundlæggende godt tilslutte mig rådet i mailen, for jeg lader rigeligt med frøsået blive tilbage. Men jeg bruger også din metode lidt, for en del ukrudt er jo kun "farligt" hvis det får lov at frøså sig.
    Hvor er din geranie dog smuk! Det klæder dens fine blomsterfarve, at den har de røde bladkanter, den kan jeg godt forstå er noget specielt for dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have :D Jeg håndluger også.

      Hjerteligst

      Slet
  2. Det er en rigtig god strategi, du her anbefaler, Dorte! Den vil alle trives med, ikke mindst os selv!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marianne!

      Hjerteligst

      Slet
  3. Ja jeg er også en håndluger og når det jeg når! Det er min stategi. Dog har jeg snart fået elimineret skvalderkålen ind mod naboen - ved netop at plante geranium. Det virker og uden at røre en finger. Smart!
    En yndighed den genarium smuk blomsterfarve.

    SvarSlet
  4. Nemlig Bente :D Og i de her dage når jeg faktisk en del helt fra morgenstunden af. Idag har jeg pålagt mig en indendørs dag, men det er svært at lade være med at gå ud og fortsætte, hvor jeg slap igår.

    Hjerteligst

    SvarSlet

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep