Fornemt besøg til frokost

Jeg var ved at runde hushjørnet med vandkanden, da hun kom skridende ind ad den gamle indkørsel. Først forsigtigt klukkende. Men da jeg begyndte at kalde putte-putte-putte blev tempoet sat i vejret. Vandkanden blev efterladt ved havestolene og jeg gik ind og hentede posen med rester af vildtfuglefrø. Tilbage ved køkkendøren begyndte jeg at strø om mig med frøene og genoptog min kalden. Så kom der ellers liv i kludene og damen glemte alt om forsigtighed og styrede hen imod mig og vel særligt frøene...

Det var også meget tæt på frokosttid. Og iø gevaldigt luftigt i skørterne, mens Hønepøne indtog retterne med stor fornøjelse.

Jeg styrede naturligvis ind efter cameraet. Lagde mig i porten til gården, på maven. Fortsatte min kalden, mens hun skrabede og slugte. Og så foreviget damen lidt til (forhåbentlig) fornøjelse for dig - og resten af beboerne i Lillebo, som ikke var hjemme.

Hønepøne har levet det frie fugleliv i mere end et år nu. Hun stak af fra den nye genbos hønsefræseting. Og det blev hun ved med. Indimellem hører jeg madammen brokke sig gevaldigt i baghaven. Gætter på, at det er vore frække røde, store killinger, som kommer lidt vel tæt på og skal have læst lektien.

Inden vinteren prøvede jeg at lokke hende mere til, så evt. kunne finde på at søge ly ved hestene. Men det passede hende skam ikke. Hun kom og gik, som det passede hende og var ikke til salg for en håndfuld frø o.a..

Tilsyneladende er kattene heller ikke et problem for hende. Eller ihvertfald ikke et større et af slagsen. Hun ser fin og uskadt ud, hver gang jeg møder hende. Så det kunne nu være så hyggeligt, om hun fik for vane at følges med mig i haven. Det var der, jeg havde været hele formiddagen - og hun måske havde spottet mig. Der blev gravet op til plantepakke til Sonja. Første rigtige arbejde med spade og greb i år. Der blev også flyttet og plantet en smule. Og fjernet kæmpeukrudt inden. Og pakket ikke at forglemme.

Så holdt jeg for idag. Musklerne skal trænes langsomt op, er jeg ikke i tvivl om - alene fødderne føles som om de har bank. Men hvor der er en vilje, der er en vej. Og lykken er at kunne "skrabe" frit i jorden igen. Ganske som Hønepøne ;)  Og hun fik spist færdig og gik sin vej igen.