Findes der noget bedre end at knokle i haven?! Jep at se andre gøre det ;)

Klokken 5.30 dut besluttede en solstråle, at jeg havde fået rigelig skønhedssøvn. Jeg kunne have fortalt den noget andet efter at have passeret spejlet i gallop ;) Men sådan er det med mig og solstråler i sommerhalvåret - de gør mig så vågen. Glæder mig imidlertid til at grine af den imorgen, for så er klokken nok 6.30 på samme tid - MUAHAHA!

Klokken 7 havde jeg fået tøj på, spist, tændt op i brændeovn, bagt rugbollerne af dejen fra køleskabet, jeg lavede i aftes og kaffen var indtaget og nyhederne læst på nettet. Resten af Lillebo boblede lystigt. Der skulle vist nærmest en solstorm eller noget til at vække dem. Såååå, når nu der ikke var noget vasketøj at hænge op eller tage ned idag, kunne jeg jo lige så godt få lettet luksuslegemet og få pottet de sidste stiklingebuske i drivhuset om og måske lægge an til at så salat....

På vejen ud gennem gården, kom jeg forbi traktordækket, som fungerer som bed (var engang sandkasse). Eller rettere, jeg kom ikke forbi, for jeg standsede. Midt i det stod den potte med "Glasbær", jeg havde båret ud af drivhuset igår og sat der for at beslutte mig for, om den skulle graves ned der eller ej. Det blev med et til "skal" og det blev den så og vandet. Mens regnvandet rendte fra palletanken og i kanden faldt blikke på Perovskia i et andet "bed" i gården.

Det er lidt et legeprojekt med spalter, som nok bliver sløjfet igen på et tidspunkt, fordi det blot er et forsøg og iø mest i vejen for færdslen. Perovskia blev ikke klippet sidste år. Og på det seneste har jeg været noget irriteret over, at den STRITTEDE ud til alle sider, når jeg skulle hænge tøj op. Og saksen var jo i lommen. Den fik lige en ordentlig studsning (så må den klare det eller lade være). Da jeg nu var dernede på alle 4, hvilket iø er den position, man oftest finder mig i i haven med enden struttende nærmest højest, kunne jeg jo med al uønskelig tydelighed se ukrudtet på vej i spalterne og langs kanterne foruden visne blade og andet småskrammel. Det kunne jeg ligesom ikke bare vende ryggen til... Grenene fra Perovskia skulle ikke gå til spilde. De dufter dejligt, når man rører ved dem, så de blev klippet lidt til og kom ind i vase i gangen sammen med genbrug fra en vase, som allerede stod der.

Langt om længe nåede jeg HELT om til drivhuset, men ikke ind. Udenfor stod potten med Tibetansk Kirsebær. En skat af format, jeg fik af Sanne sidste år. Hun har selv podet den. Det er hun skrap til! Og de bedsteste venner havde den med til mig fra Jylland. Den har boet i drivhuset i vinter, men kom ud forleden. Jeg skulle have pottet den om i efteråret, men det blev aldrig til noget. Fortalte mig selv, at det virkelig var pinligt efterhånden! Jeg elsker jo det træ med den skønne, varme bark og det er på nippet til løvspring. Men en stor potte... Jow der stod den meget store, jeg havde Ærteblomster klatrende i hjemmesammensurium af pilegrene for et par år siden. Den ville være sagen.

Klatrestativet blev flået op og fulgt til kvasrodebunken. Potten blev tømt. Jeg havde ikke lagt drænhalløj i bunden - blot noget sand, som pilen var sat i. Inde i havestuen, vidste jeg, jeg havde samlet potteskår sammen. De skulle stå der et eller andet sted... Stødte på poser med mos o.a. der blev samlet i skoven af undertegnede og afkom i efteråret. Der blev kun brugt lidt til jul. Jeg fik ikke lavet pottepynt ude. Skulle lige til at tømme dem på kvasrodebunken, da jeg opdagede, at mosset faktisk så meget pænt ud. Ergo gik turen til potterne ved køkkendøren og surbundsbøren, hvor det blev lagt imellem planterne. Tænkte ved mig selv, at det nok var meget godt, hvis vi skulle få et par kolde nætter endnu (riiiiigtig god samvittighed)

Tilbage i havestuen fandt jeg potteskårene efter lidt mere søgen og heldigvis uden at støde ind i flere svinkeærinder. De blev smidt i bunden af potten, som blev båret ind i gården og sat på et læsted. Og så afsted efter krukkemulden, fylde i, for derefter at trave tilbage til drivhuset efter træet og retur til gården og plante. Stod og funderede, mens endnu en kande vand rislede fra tanken. Der var da noget med, at jeg for 2-3 år siden samlede blade i sorte sække til formuldning. Mon ikke det ville være godt at dække med ovenpå?! Fundet! Og fyldt på og vandet. Og så var der jo stadig mere bladsnalder...

Rønnen i potten i forhaven fik en portion og det samme gjorde den Japanske Hængekirsebær i den gamle gruekedel i den gamle indkørsel. Dén var jeg bekymret for. Den anden dag, da vi fik så dejlig meget væde fra oven, som jeg ellers jublede over ville gennemvande krukkerier, sank hjertet en anelse i livet på mig. Drænet i gruekedlen fungerede ikke særlig godt og træet soppede. Hmmm nå men et par dage, så var vandet vel væk?! Nope! Idag stod det stadig "under vand". Gode dyr var rådne. Jeg lagde kræfter i lår og overarme, som jeg egentlig ikke har genvundet endnu, stemte godt imod med fødder og overkrop og fik så tippet kedlen, så vandet kunne løbe ovenud. Gruekedlen havde trykket sig god ned i jorden med tiden, så den tippede ikke for mig. Men musklerne sitrede og værkede godt og grundigt. Så da jeg stillede mig tilfreds, besluttede jeg, at 3 timer ude, måtte være godt for denne gang - også selvom jeg aldrig nåede det, jeg havde sat mig for i drivhuset ;)

Og så skulle jeg jo ikke mere ude idag vel ;) Efter middagsluren, som i den grad var tiltrængt, skete der bare noget. Jeg stak næsen udenfor og konstaterede, at naboen slog græs for første gang i år. Den skønneste duft overhovedet på denne årstid! Næsten ihvertfald. Og det fristede aben, der så krængede vinterdragten på igen og sjoskede om i det gamle, frønnede, faldefærdige skur og gravede plæneklipperen frem fra sit skjul. Selvfølgelig ville den ikke køre. ½ time blev spenderet med utallige opstarter blot for, at den døde efter kort tid. Vejret blev trukket hivende igennem lunger og hals og pulsen røg op på småhysterisk til sidst, da gemalen kom tilbage fra flyvepladsen. Desværre havde han ikke mere held end jeg. Så græsset blev ikke slået, nej. Jeg måtte slå mig til tåls med at samle grene op, mens jeg faldt ned ovenpå anstrengelserne.

Bagefter satte jeg mig i en af havestolene på hjørnet af Lillebo, som står der året rundt. Blikket faldt på den Japanske... Jeg var alligevel betænkelig ved den velbefindende. Tænk nu, om de sidste dages undervandsliv havde sat forrådnelse igang derinde i gruekedlen. Gemalen havde opgivet klipperen og var trukket ind bag skærmen. Jeg besluttede at forstyrre ham, for træet skulle altså op og så ned i jorden istedet for, var jeg blevet enig med mig selv om. Jeg havde bare overhovedet ikke kræfter til den slags.... Vi fandt placeringen sammen og han og den ældste datter gik igang med gravearbejdet, mens jeg sad og filosoferede i stolen igen. Efterhånden med en ispind og kaffe i hånden. Hjemisbilen kom på besøg og så var der nemlig dømt midtvejsis. Årets første is i solskin.

Der sad jeg stadig og nød foråret, mens de andre gravede og min bror og svigerinde kom kørende og standsede. Vi hyggede en times tid og de kom på visit i det varme, duftende drivhus. Og lige derved står hindbærrene jo. Dem jeg klippede igår. Og udløberne fra dem, som jeg endnu ikke havde fået op og pottet. Godt det samme for jeg kunne nøjes med at putte dem i en spand, der drog herfra sammen med min svigerinde ;) De havde været i Netto idag og købe lidt forskelligt. Jeg prøver at opdrage dem til at lade være med at købe alt for meget (de har stort set intet i haven endnu - ihvertfald kan der være rigtig meget mere og de har fået blod på tanden). Nu hvor jeg igen skal genvinde mine havekræfter, er der jo et og andet, der skal deles og der er også frø - og man kan spare rigtig mange penge, når man ikke ligefrem har specielle ønsker! Især når de bor blot 7 km. herfra.

Træet nåede så ikke helt i jorden idag. Men det gør det imorgen og det har været en særlig, herlig sidste vintertidsdag i år :D