Palmesøndagshilsen

Udenfor drivhuset, langs soklen mod syd, gror en flok Tarzetter. De regner sig selv for nogle af de fornemmeste, idet de hører til den oprindelige have, som der ellers ikke er mange planter tilbage af. Vi flyttede ind for snart 18 år siden i Lillebo. Haven var der ikke meget pjank i, bortset fra en del forårsløg og deriblandt Tarzetterne (tror jeg det er). Der var heller ikke drivhus, Men det har der nu været i ganske mange år efterhånden. Og Tarzetterne, er begyndt invitere sig selv ind til selskab med rosen 'Aloha' i hjørnet af glashuset. Og dér er de begyndt at springe ud.

Og som om det ikke er fest nok, så er der liv, jeg har ventet med neglebidende længsel på! Jeg byttede mig til lidt knold af Dahliaen 'Mambo', som jeg har ønsket mig et godt stykke tid. Byttet kom i januar og blev lagt i sin avis i fyrrummet med tanke på snarest at blive "plantet" i en potte let fugtigt pottemuld, indtil vinteren var omme. Da det skete, at vinteren var omme, kom jeg i tanke om, at det havde jeg slet ikke fået gjort. Mit bytte så temmelig indskrumpent ud og hjertet sank i livet, helt ned til knæene. 

Blev enig med mig selv om, at der ikke var ret meget at tabe ved at prøve at plante den, der midt i marts, i en stor potte, som først blev stående inde et par uger, inden den røg i drivhuset, da vejrudsigten ikke længere bød på så mange isblomster. Den blev vandet sparsomt, så den ikke gik i den anden grøft og rådnede, og blev stillet i et sollunt hjørne. Og lige siden, har jeg næsten dagligt haft næsen nede i potten for at prøve at finde bare det mindste tegn på liv. De fleste af de tegn var falsk alarm og ukrudt og jeg var SÅ tæt på at begynde at kigge nærmere - med fingrene. 

Men igår skete miraklet! Der var ikke den mindste tvivl; 'Mambo' er på vej frem og op i lyset!

Og nu er det "ganske vist", at det er forår. Igår, da solen strålede om kap med mine øjne, mens jeg betragtede de foregående dages landvindinger omkring gården, kaldte gemalen fra indkørslen. "Kom og se. Du skal komme nu!". Jaja vinger har jeg jo ikke ligefrem, så det længste ben blev sat forrest igennem gården og ud af porten til indkørslen og helt ud til vejen. Nogle af markerne var begyndt at dampe. Rigtig forunderligt mosekonebryg i solskinnet. Og det var let at se, at det altså ikke var havgus eller andet, der krøb ind over landskabet, for de grønne marker omkring var ikke med i opløbet - de kom halsende bagefter. Og så er det rigtignok forår i min bog :D