Søndagsekstra

Jeg har lavet om på mine planer idag. Af ren og skær dovenskab. Så er det sagt. Og jeg fik hverken en ærgelig eller skamfuld smag i munden. Selv den flittigste og mest skabende proces kan have godt af et uplanlagt afbræk og genopstå med fornyet kraft. Og det skal den så sandelig fra imorgen igen!

Jeg har en halvsøster - ræverødhåret, som bor heeeelt oppe i Norge. Det har hun vist gjort lige så længe ca., som vi har boet i Lillebo. Sammen med sin mand og det sidste halve år også min skønne, lille niece, Johanna. Da jeg stod i lære som kontorassistent for ca. et par år over tyve siden, arbejdede jeg sammen med svoger's farmor. Fru Bøje. En finurlig karakter, som hed Anni til fornavn, men altid blev kaldt Fru Bøje og var kasserer. Ganske elskelig, med cerut og med tørre kommentarer. Hun er her ikke længere. Hendes timeglas løb ud for et par måneder siden. Men søs, svoger og Johanna kommer til forloren påskehare på lørdag. Og dagen efter, da fylder gemalen år. Og selvom pigerne nu er teenagere, så skal man ikke undervurdere fornøjelserne ved, at der gemmes små chokoladeæg i anledningen af påsken.

Week-enden efter skal her fejres 13½ års dag for den yngste. Istedet for konfirmation. Det skal ganske vist ikke holdes i Lillebo, men i fars festgarage lidt længere nede ad vejen. Men lur mig, om ikke jeg får sat mig selv godt og grundigt på arbejde forud for disse to week-ender, så jeg klapper internetdyret sammen det meste af tiden...

Man kan så med god grund, hvis man kommer til at tænke på det, spørge sig selv eller mig, hvorfor i alvideste verden, jeg samtidig har sat gang i det helt store såcirkus og visse dele af haveforberedelserne samtidig med, at jeg helt åbenlyst har nok andet at rive i. Når jeg har allermest travlt i de kommende uger, er der en fare for, at jeg svarer, at det ved jeg virkelig heller ikke. Men, at jeg endnu ikke har lagt hånd overhovedet på forhavens genopretning, for det har jeg slet ikke tid til. Endnu.

Men på en doven, blæsende søndag med skiftevis sol og byger og en del vind fra sydvest, så er det i grunden rimeligt lige at tænke nærmere over. Klø mig selv bag øret, tage en slurk kaffe og rømme mig, inden fingrene rammer stavepladen. Se... det handler ihvertfald om at være i rette tid. Mens tid er. Jeg har jo lært - på den hårde måde - at jeg ikke er udødelig og at min verden med et kan forvandles til en tilskuers, mens der kæmpes for overlevelse. Derfor skal tiden ikke spildes. Og nej en doven dag er ikke tidsspilde, hvis den efterfølges af flittige ;) I rette tid med småplanter "på lager" til, når det for alvor går løs derude. Når bedene igen med et bliver helt livsnødvendige at rode i og de bagefter ser lidt tomme ud, fordi uønskede planter fyldte så meget. De vandt jo en del kampe sidste år, selvom mine stauder, løgplanter, buske osv. gjorde et godt stykke arbejde.

Så skal der være noget at putte i, som jeg ikke skal vente en evighed på. Og det er godt at have gjort og tænke på i de kommende 2 travle (og festlige) uger. Godt at kigge til og stikke næsen i. Aflede tanker og travlhed med. Og glæde sig over udviklingen af, helt uden min mellemkomst - næsten. Lidt vand skal der jo til og udluftning i drivhuset og flytten rundt på potter og bakker alt efter, hvad der nu behager bedst. Noget andet er, at især jeg gerne vil have gang i køkkenhave igen. Det er mange år siden, sådan rigtigt altså. Omtrent 12 år, hvis jeg ikke husker helt galt, at "dræbersneglene" startede deres invasion. Og ovenikøbet inden, jeg fik rigtig forstand på køkkenhave - eller tid til. Til gengæld var de ikke spor kræsne, men tog også gerne alle mine blomster (overdrivelse fremmer forståelsen) og slimede sig rundt i hele haven tidligt og sent. I adskillige år, efter jeg havde tørret tårerne af og pudset næsen, sloges jeg med eller rettere mod dem. Prøvede alverdens gode og navnlig mindre gode råd. Og ærligt og redeligt, så ved jeg ikke, nøjagtig, hvad der slog dem ud for 3-4 år siden. Men jeg følte mig som sejrende på havens vegne. Og i år skulle det gerne betyde køkkenhave. Og den kommer man jo ikke sovende til. Gemalen er (endnu) ikke til det med at passe og snakke med planter. At planlægge og få indfald. Faktisk er haven mest noget, han går igennem. Men jeg lavede igår den arbejdsfordeling, at han i år må tage en masse tunge opgaver for mig, såsom de højbede, jeg satte ham igang med at grave ud til. Det slår mine kræfter ikke til til i år. Og heldigvis protesterede han ikke. Udsigten til hjemmedyrkede løg gjorde nok også sit. For det kan han huske. Det bekvemme i og delikate ved løgene fra haven, som smager en tand bedre. Eller ærterne og bønnerne.

Og står jeg så med håret, det nu korte, krusede, i postkassen og vildt meget priklen, der er tvingende nødvendigt om 14 dage, så kommer de "bedsteste" venner hele vejen fra Jylland om mandagen og ferierer her, i campingvognen i baghaven, som er deres faste feriebolig på solskinsøen. Og min bedsteste veninde er mindst lige så tosset med planter som jeg, så det skal vi nok klare, sammen. Og keder Peter sig, så har jeg altid en Hyld eller andet, der trænger til at blive gravet op el.lign. Bedre venner fåes simpelthen ikke.

Og set med andre øjne, så hænger vi mennesker ualmindelig meget sammen med planter, vejr og afgrøder - gerne kombineret med smukke blomster og de gladbaktusser, der kravler op under neglene, når vi roder derude. Og det er godt at holde forbindelsen med det, selvom man har travlt med andet. Og iø også godt at glæde andre, om ikke andet, så med et foto i anledning af fødselsdag... Her er det min yndlingstulipan - og dem er der ikke mange af ellers - 'Princess Irene', som spiller så smukt i orange og violette kulører. En Tulipan, der kan stå alene og strutte og være smuk i sig selv med knasendesprøde, blågrønne blade.

Og vi når det nok altsammen - fortsat god søndag :D