Det tager kun 5 minutter at redde sommeren på Bornholm ;)

Det er fredag. Og ikke en hvilken som helst fredag. Men lige præcis den fredag i april, hvor skoleelever landet over har deltaget i "Skolernes sangdag 2014 og hvor den yngstes skole blev nævnt i direkte tv. Ultra, hvis ikke jeg har hørt helt galt. Og så er det starten på årets påskeferie, hvilket nok kan løfte stemningen adskillige grader trods cykletur i småregn.

Spoler vi tiden tilbage til imorges, hvor jeg havde taget afsked med begge piger og gemalen, så sad jeg og funderede lidt på vejret. Det var stille og gråligt. I aftes var jeg startet på at klippe "rosenhækken" helt tilbage. Rosenhækken lige nord for gården. 4 stk. frodige, viltre "Langelandsroser". Det hedder de ikke, men mine har jeg fået fra en bekendt på Langeland, som ikke kendte navnet heller. Derfor. Og de vokser flere meter hvert år op over rækværk med rionet, lavet til det samme. Sammen med Clematis 'Montana Fredda' og 'Multi Blue - stiklingeplanter af afklip fra Evy's Have. De er pink, uden duft og blomstrer blot 1 gang pr. år, roserne. Men de er et fantastisk syn i de uger, det står på. Et væld af små knopper, der folder sig ud næsten med et og bliver til en hæk, mens højsommeren trækker ind over Lillebo. Og de kan klare mosten, som går ud på, at de må klare sig selv, stort set, uden vanding. De fik noget hestemøg for 1½ år siden og jorden omkring dem var også ganske fin at få fingrene i idag.

Rækværket skal "beklædes" med klar plast eller lignende mod vest og nord. Der skal laves nærmest et lille drivhus omkring og over betonen. Og hvorfor så det. Jo det er nok den mest solrige plet, som jeg nemmest kan omdanne til drivhus. Drivhus til blå græskar, som vist kræver noget mere varme for at lykkes, end almindelige. Derfor bliver der lavet et midlertidigt bed på betonen på ca. 2 m2, som altså bliver opvarmet godt og grundigt, om vejrguderne det ellers vil. Der var jo altså bare lige det med, at for at beklæde, skulle roser og Clematis helt i bund. De vil såmænd sikkert kun have godt af den foryngelseskur. Og det startede jeg på i aftes, hvor jeg nåede 1/3 inden mørket.

Imorges skulle jeg så have været igang med noget husligt. Eller jeg skulle fortsætte, hvor jeg slap igår, med sortering af en masse ophobet, hvilket formentlig indbefatter de frø, jeg købte til tomat, agurk m.m. i vinter, som jeg nu har ledt forgæves efter i en uges tid. De må simpelthen være havnet derimellem. For jeg har snart ledt alt andet igennem. Men nu var det jo altså så umanerligt dejligt havevejr imorges, kom jeg frem til (jeg har lidt på fornemmelsen, at haven i år bliver ordnet som overspringshandlinger pø om pø ;)). Bare lige en times tid eller, hvor længe det nu tog, før der gik hul på skyerne. Det tog 3½ time... Til sidst arbejdede jeg om kap med de første dråber.

Men inden da havde jeg også fået klippet alt ned, filtret ud, slæbt meterlange rosendskud i favnen om til kvasrodebunken og klippet smågrene i endnu mindre stykker og proppet i kompostbeholderen. Overanstrengt højre hånd omkring knoen til pegefingeren ved at insistere på at klippe en lidt for tyk hasselgren over med ørnenæbbet. En gren blandt flere, som et par gange greb fat i mine rosengrene på vej op i bunken og derved gav mig rifter på kinden, før jeg fik nok og besluttede, at der måtte gøres noget. Heldigvis havde jeg lagt saksen, inden jeg efterfølgende tumlede over en tue og landede på langs og med næsen lidt for tæt på Govenianum, som står med flotte knopper i år. Meget  lidt flatterende. Men i grunden også som et lille backflash til barndommens kildren i maven, når gyngen svingede frem og tilbage. Hvis jeg skal sige noget overraskende positivt om min klodsethed.

Nu begyndte skyerne at trække sig mere sammen og jeg at blive særdeles stædig. Hånden var faktisk ikke værd at klippe med længere. Men jeg manglede så lidt, så det ville være til grin at efterlade. Og så skulle der bare lige fejes på betonen, hvor tusindvis af myrdede rosenskud og andet grøntaffald lå og "blomstrede". Og hvis jeg nu bare lige kunne nå at fjerne den smule ukrudt, der havde sloges om retten til at gro der med roser, botaniske tulipaner, geranium og Kærmindesøster (og Hosta som ikke er oppe endnu), så kunne jeg faktisk også lige nå det, der bare tager 5 minutter, men redder den halve sommer. Jeg havde lagt dem i blød i forgårs. I starten af ugen opdagede jeg, at jeg havde glemt alt om min yndlingsærteblomst i år.

Mandag morgen gled kaffen ned, mens jeg "gik tur" i Idéhaven og derved blev ganske vågen, da 'Matucana' ramte mig lige imellem øjnene med en forhammer, hvorpå der var en seddel med "gamle, glemsomme FJOLS". Til alt held fik Helga næsten lige så meget medlidenhed med mig, som jeg havde selv - og onsdag kom den flinke mand i rødt tøj og fik brevkassen til at klapre og mig til at fare ud at tømme den:

Jeg har endda læst på lektien i vinter. Surfet lidt viden om 'Matucana'. Det er almindeligt kendt, at den og 'Cupani' minder rigtig meget om hinanden. Så meget, at det faktisk oftest betragtes som at være en og samme - og den mest oprindelige af alle Lathyrus odoratus i handlen. Men. Det jeg så blev klogere på var, at det nok langtfra forholdt sig sådan. At 'Cupani' havde mindre og færre blomster - og iø skulle dufte endnu mere, og være efterkommeren til den oprindelige fra omkring 1700. Mens 'Matucana' derimod skulle være så nymodens, at den ikke engang er fyldt 100 år og er i familie med de storblomstrede. Det er nu også lidt lige meget (selvom det er sjovt at vide), for jeg har ikke haft skønnere ærteblomst i min have, end 'Matucana', som med blot få blomsterstilke i en lille vase kan fylde badeværelset med en berusende duft af sommer og forlængst overstået barndom. Foruden at farverne på den er så lækre - næsten lige til at spise. Hvilket vist ikke er særligt klogt, medmindre man spiser med øjnene ;)

Men haven er jo altså ikke gjort alene af drømmerier, surfing eller frøposer. Der skal mere til at redde sommeren. Der skal arbejdes! Og mens den første finregn lagde sig i hårtoppen, havde venstre hånd særdeles travlt med at blive færdig med de to spandfulde ukrudt (og opfej). Og jeg nåede det! 29 små drømme blev proppet i jorden og fik klappet jorddyne på og vandet af "overgartneren", hvorefter jeg gik til frokost. Det sidste tog kun 5 min. for mig - overgartneren arbejder endnu lige så fint og plantevenligt derude ;) Den anden pose frø bliver forkultiveret  i drivhuset en af de kommende dage, så jeg kan supplere med planter, hvis min såning idag måske slår lidt fejl - eller jeg lige får lyst til en ærteblomst eller flere et helt andet sted. Og jeg, jeg glæder mig i den grad!