Sider

lørdag den 3. august 2013

Sommerfugle sover længe...

Jeg var tidligt oppe. For dog at opleve en smule kølighed. Og fordi den fugtige varme allerede syntes at være i sovegemakkerne. Og da først dagens morgenkruskaffe var indtaget og vejrudsigt og nyheder inspiceret, så tog jeg cameraet om halsen og gik ud i morgenen og fik dug på tæerne i græsset.


Igår aftes besluttede jeg, at NU skulle de være. Jeg ville dele det glimt af poetisk herlighed, vi oplever på marken for tiden. Allerede midt i juli var det ganske imponerende.


Og vist er de vilde planter da en ren fornøjelse at kigge på. Men det var ikke just dem, jeg havde forestillet mig at bringe med ind. Ikke alene ihvertfald. For over marken, som er et tæppe af "ukrudt", hvor hestene ikke har været endnu, der er vi i løbet af dagen nærmest velsignet med utrolige mængder af sommerfugle. Et syn, der efterhånden er sjældent at skue. Et syn man står stille og nyder. Men sommerfuglene sover altså længe. I må lige nu nøjes med deres spisekammer, som efterhånden er ved at gå i frø. Der var kun ganske få Kålsommerfugle at ane endnu.


På vej ind opdagede jeg, at de små sorte, meget smagfulde kirsebær hang fuldmodne på østsiden af de gamle træer. Jeg troede egentlig, at de var færdige for længst og var blevet til et festmåltid for stærene. Et par af dem var en dejlig måde at starte dagen på.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep