1 time derude

Så gik en time derude. Først for at tømme køkkenaffald til kompostormene og fotografere strikkekurven... Dernæst med at fodre hestene og overtale en vandslange til at tø op, hvilket ikke lykkedes, så spande med vand istedet blev slæbt til deres store balje i folden. Så skulle der strå ud i 3 bunker, en til hver, for der er ikke noget at gnave af nu. Snart begyndte de at udsende utålmodige vink med en vognstang om, at foderet var spist og de gerne ville ud til de bunker, som de kunne snuse igennem porten, at jeg havde lagt.

Jeg har den største respekt og den fjerneste interesse for heste. Det ligger mig ligesom ikke i blodet at beherske sådan et væsen. Men vi er dog efterhånden nået til en vis forståelse - og de trods alt en respekt for lille mig. De er kloge dyr, som godt ved, at hånden der fodrer, bør man stå på nogenlunde god fod med. Også selvom de kan være frække og kontrære indimellem. Og så bliver den bestemte tone fundet frem, som de trods alt følger. Et par dage om ugen har jeg således ansvaret, når gemalen er bortrejst. Datteren, som er den aktive rytter, ligger idag i sengen med hovedpine, som angreb hende allerede i aftes. Derfor ordnede jeg også bokse, så de er klar, når hestene skal ind igen, da hun næppe overkommer det.

Og så var der altså gået 1 time derude, sådan bare lige. Inden jeg gik ind, kunne jeg jo selvfølgelig ikke nære mig for lige at kigge hist og pist i haven. Solen er delvist fremme idag - dog ikke, da jeg havde gang i cameraet, og det er lige før, man kan høre græsset gro for tiden! Ihvertfald forårsblomster og stauder - græsset vil godt have lidt mere varme. Og det må det så gøre uden min indblanding en uges tid eller så endnu. Jeg har nævnt, at der vendes op og ned indenfor. En større opgave, når man "lider" af uhelbredelig, konstant udfordret kreativitet ;) Alt, hvad der hedder hobbyting, som i 15 år er vokset i mængde i stue (og andre steder i huset), samles nu på loftet, som nok ender med at blive døbt; "Hobbystuen". Stuen skal til gengæld ende med at have så enkle og rengøringsvenlige flader som muligt og ønskeligt, når en brændeovn flytter ind. Dét optager mig meget for tiden! Og det er med den slags, som når man maler loftet; Så trænger tapetet og meget mere pludselig også ;)

Fra kroge, kasser, kurve, poser, hylder osv. er dukket ufuldstændige håndarbejder op. De færdiggøres efterhånden, som noget nyt er færdigt fremover - her er et par herresokker netop færdigsstrikket og hæftet. Og så blev der hæftet ende på en strikket karklud fra sommeren 2011 og et boldnet til min nevø Christian på 4 år, som jeg hæklede torsdag aftener for 1 års tid siden, hvor jeg var ledsager til ungdomsskoleundervisning.

Nu sidder jeg så og varmer fusserne, som ærlig talt blev lidt nedkølede i gummistøvlerne, den time derude, inden jeg skal videre med heksedansen herinde... kigger man lidt efter i bunden af billedet med strikkekurven, som Lurendrejeren har selskab af, så ser man mine "forårsåkander". I lørdags var jeg jo helt euforisk over forårsvejret og knipsede løs liggende på maven flere steder. Og når man gør det, kan man ikke undgå at blive henrykt over duften af Eranthis i flok. Jeg kan ihvertfald ikke! Og jeg blev såmænd så rørstrømsk, at jeg snuppede nogle stykker og lod dem drive på vandet i baljen, hvilket var meget yndigt. Nu har de, som de ses, fået lidt slagside og er lidt forfrosne. Men sådan så de ud i lørdags...

Nu er kaffepausen vist til ende og jeg må videre. Hav en god dag!

Jeg har tapetseret...

Ja jeg har sat et, synes jeg selv, smukt tapet op på mit skrivebord i week-enden.

Lørdag var det så forrygende vejr, at jeg, som jeg skrev, bare MÅTTE ud med camera. Det er ikke varme og en brændende sol, der skal til, for at lokke mig udenfor, når jeg egentlig ikke har tid. Det er gensynet med lys og skygge; Det som jeg savner allermest, når julens glød og nytårets brag er døet ud. Januar bliver så mørk og trykkende, selv i solskin, for skyggerne er endnu i hi - og blomsterne så få, selvom jeg er arbejde med at gøre noget ved det sidste.

Hvert år, vil jeg tilføre lidt flere af de smukke, hvide Juleroser, som, om vejret det vil, lyser op derude i mørket. Sne byder jeg også velkommen i årets første måneder. Netop fordi det lyser op. Men NU må mørket vige og sneen helst blive mest væk. NU er blomsterne og skyggerne i fremmarch! Og som jeg startede med at skrive, så har jeg altså "dekoreret" her på mit kommunikationsdyr. Ikke, at jeg har noget samlerforhold til Vintergækker. Hvis jeg har mere end to slags, vil jeg blive overrasket. Men jeg har en svaghed for deres uskyldshvide sammen med den vissengrønne.

Llørdag mavede jeg mig, som Tante Tulle, rundt i noget nær regnormehøjde og prøvede at fange bl.a. nogle Vintergækker i græsset. Og jeg blev selv meget tilfreds med resultatet. Så tilfreds, at jeg altså brugte et udsnit af det bedste foto, som nu lyser op, når maskinen er bootet op.

Forårscollage anno 2012 den første...

Når først, der er Crocus på mine billeder, så begynder det at dufte af forår. Frost er jo ikke ligefrem ukendt i foråret, selvom det først og fremmest hører vinteren til. Så de næste dage med dykkende temperaturer er jo ganske normalt. Til gengæld, synes jeg ikke, jeg så tidligt har haft Crocus i blomst som i år. Det er sikkert noget med hukommeren ;)

Imorges stod jeg op, før en vis mand fik sko på, nærmere bestemt kl. 5 og fik bagt boller, så ridefolket kunne nå at få lidt lækkert indenbords, inden de skulle til stævne. Det gav mig jo så lidt tid, hvor jeg bare sad og hang her for at komme til live, mens bollerne bagte. "Da jeg var barn" blev udgivet - og dernæst sad jeg og lavede årets første forårscollage af billeder fra igår.

Nogle af dem er taget med "Miniature", som indstillingen hedder. Tror ikke helt, jeg forstår meningen endnu. Sikkert noget med at læse manualen, hvis ikke jeg tager meget fejl. Men det bliver så en anden dag, for nu er slutspurten indledt på at blive klar til en ny og frisk uge - og så gør det jo ikke noget, der er lidt kønt at kigge på, vel?!

Da jeg var barn

Skulle der ikke meget til at begestre. Ikke at det skal forstås på en overbærende eller hånende måde. Tværtimod var en enkelt blomst alt rigeligt til at fange øjet og gøre lykke...

Jeg tror ikke, jeg tænkte nærmere over, at Crocus bebudede forår, dengang. Jeg er næsten sikker på, at den slags ikke strejfrede mig overhovedet. Skal jeg spole tilbage til noget, der fik mig til at tænke forår, så var det solen. Og særligt et år, hvor den må have skinnet mindst lige så meget som igår. Ihvertfald iførte jeg mig bare ben, nederdel og cykel og kørte op og ned ad Vesterled, grusvejen vi boede på i Faarevejle. Det gav i den grad skældud, da jeg kom ind igen tænderklaprende og med knæ i en kulør ikke ulig den, som Crocus'en ovenfor...

Vinteren, hvor jeg byggede langt flere snemænd end idag, havde forvandlet jorden til en tør blegbrun skorpe, som var så intetsigende, at den slet ikke interesserede. Ikke at jeg sådan gik og ledte efter blomster dengang. Det mindes jeg ihvertfald ikke. Men der var noget magisk over, at der i de bunker af blade og grene, som vinden havde fejet sammen vinteren igennem, pludselig dukkede helt fantastisk klare og smukke farver frem!

Den dag idag kan jeg nemt skrue tiden tilbage, når jeg stjæler mig et øjeblik derude til en haverundfart - eller som nu sidder en søndag morgen, hvor jeg måtte ukristeligt tidligt op, så bollerne kunne nå at blive bagt, inden "ridefolket" kommer og skal forsyne sig, før de drager til stævne. Som barn blev de ikke studeret med linse på camera, de forårets vidundere. Som barn så jeg med fingrene. Lægger jeg idag nænsomt hænder om hovederne på de æggeblommegule Crocus, så er jeg næsten tilbage på Vesterled, med fingrene under en hæk, ivrigt plukkende en "buket" af den fantastiske skat, de var. Idag ved jeg til gengæld, at der ikke er nogen, der har trampet dem i stykker, når man et par dage efter oplever, at de ligger smadrede. Næh det er såmænd Solsorten, der kigger med næbbet ;)

God søndag.

Tidsrøveri...!

Jeg tilstår. Tilstår, at jeg idag stjal mig til ½ time ude i solskinnet, hvor jeg mødte en flue. Årets første, som jeg døbte den. Har man først mødt den, ved man, at der ikke har været en flue længe. Indtil det øjeblik, skænkede jeg det næppe en tanke, at de i længere tid ikke havde svirret omkring skærmen - deres yndlingsbeskæftigelse og min irritation nummer 1 om sommeren!

Fluen summede videre ud i verden til, hvad den nu havde for. Hvem ved, måske pjækkede den også fra den STORE, gennemgribende forårsrengøring i hver en krog. Eller måske var den på vej til en dejlig lun hestepære omme bagved. I gården dansede myggene sammen med vasketøjet, som nu er taget ind og dufter så dejligt af vind og solskin.

Jeg ved, at jeg bør holde mig på behørig afstand af haven i denne tid, for den trækker og hiver i mig på en dag som idag. Kun med opbydelsen af den sidste rest af standhaftighed lykkedes det mig til sidst at modstå fristelsen til at gribe en spand og handsker og indlede årets første ukrudtsrensning. Og det holdt hårdt! Det er dog meget vigtigt for mig at blive færdig indendøre inden. Ikke at jeg nogensinde har lidt af rengøringsvanvid. Snarere omvendt. Og det betyder så altså en masse arbejde nu, hvor der er store ændringer på vej i huset.

Men husændringerne er mildest talt uinteressante for jer. Blot skal I vide, at det er dem, der holder mig fra bloggeriet - igen det med standhaftigheden... Alligevel vil jeg forsøge at "spilde" lidt tid de kommende dage med al den inspiration, der sprang mig i hovedet derude. Stemningerne.

Først af alt blev jeg draget mod julen. Ja det er vel nok de færreste, der overhovedet orker at høre ordet jul nu. Men  i drivhuset står bl.a. to Juleroser, som venter på at blive plantet ud i foråret. Det var nu ikke dem, der fortryllede mig, men derimod den bag havenissen, "Lurendrejeren". Han er min eneste havenisse og sover altid, så han gør næppe nogen fortræd. Og lige bag ham stod den gamle Julerose i de yndigste forårsklæder.

DIY: Slagt en persienne...

Meget snart står slaget om overblikket. I tusindvis af små og store frøbørn vil kæmpe om min opmærksomhed med havens mange ventende opgaver. Jeg fornemmer det helt ude i fingerspidserne og næsetippen, som her til aften blev ramt af ynkelige snefnug. Jow jeg ved som øbo godt, at vi snildt kan nå en snestorm eller to endnu. Men det ændrer intet ved, at forkultiveringen står for døren.

Jeg har prøvet adskillige systemer og skilte for at adskille de små væsener fra hinanden på en overskuelig måde. Særligt de nye og ukendte kan nemt gå hen og blive en uløselig gåde, hvis ikke de er adskilt med navne! Så i fredags gik jeg ombord i at slagte en hvid plastpersienne, som fulgte med hjem fra containerpladsen engang (vi må godt klunse), og har nu skilte i mange størrelser. Husker ikke, hvorfra idéen kom engang på nettet - men den er ikke min egen. Så tak til "opfinderen" igen i år og velkommen til Skilteskoven ;)

P.s. jeg vender tilbage til kommentarer, når jeg ikke længere har så meget om ørerne som nu. Tak for dem, de er læst med glæde!!

Lærken - uden tvivl

Tænk, at man lige pludselig kan stå og føle tilløbet til et lændehold, når man retter sig op efter blot at have kigget under et bord i drivhuset?! Hvad ligner det, om jeg må spørge? Jeg er jo ikke engang gået igang med havearbejdet endnu....

Nuvel efter hestefodring styrede jeg målrettet mod drivhuset igen idag. Igår var jeg blot på visit der og senere på haverundfart, hvor jeg bøjede mig mangen engang. Det er såmænd nok det sidste, der har fået de vinterrustne hængsler til at give sig lidt - der over ballerne. Men idag skulle der gøres lidt i drivhuset, havde jeg besluttet. Roser og Chrysanthemum derinde var begyndt at skyde pænt meget og det var så på tide at give dem lidt gødning, foruden at det meste trængte til vand. Så en halv time gik der med kanden og saksen, for noget vissent var ladt tilbage.

I skrivende stund lysner det en anelse. Men ellers har overgartneren idag disket op med tiltagende blæst og dis - noget anderledes end igår, hvor Sanne O. med garanti med sin fødselsdag har været årsag til årets hidtil skønneste dag. Alligevel sparkede jeg mig selv ind efter cameraet til en lille haverundfart idag. Og som om jeg ikke havde haft nok nærkontakt med jorden igår, så var jeg ligefrem på knæ og sågar mave for at fange vinteren på retur. Og da med et hørte jeg noget, som jeg først slog hen. Da cameraets linse fokuserede på en af de små Påskeklokkefrøplanter, som har sat blomsterknopper for første gang i år, var jeg dog ikke længere i tvivl. Det var bestemt en Lærke, der hang et sted i disen over marken på den anden side af vejen og øvede sig på vårtonerne...!