Sider

lørdag den 22. september 2012

Flyttedag udsat

Helt efter planen (planen holder?!) bliver der taget fat ud i haven så meget som muligt her i september. Igår fik jeg således endelig hanket op i nakkeskindet og tømt komposbeholderen. Det er sådan en grøn plasttingest i en krog af haven, som samler al husholdningsaffaldet af den "grønne" slags, som ormene så fortærrer deri. Det skulle have været gjort for et år siden, hvor planerne langt, langt fra holdt. Det var tungt igår! Men det lykkedes og beholderen blev trukket endnu længere ind i krogen, grenene omkring klippet osv.

Et bed, som jeg heller ikke har været i bund med i 1½ år er også ved at være "færdig". Geranierne deri har stort set fået lov at boltre sig frit i år. 'Rose Claire' er dog blevet klippet en enkelt gang. Men 'Southcomb Star' lagde sig romantisk i en del af bedet og klædte stauder og roser godt, så den slap i sommer. Men nu gik den ikke længere! Der er også frøplanter indimellem, som ikke har udmærket sig på anden måde end at fylde .- og nu fylde for meget. Jo de har holdt ukrudt væk og det er jo dejligt. Men nu skal jeg ned og have fat i jorden og lægge Tulipanløg, så nu skal der tyndes ud.

Jeg går frem efter, hvor vind og vejr kommer derude. Indimellem er det så gråt og køligt, at jeg har kunnet få noget gjort ved drivhuset. Og det er jo den vej, det går. Så jeg har endda fået gjort plads og vasket halvdelen af ruderne, så jeg nu kan sidde ved det lille bord med flagermuslygten tændt på meget kølige tidspunkter og kigge ud... Ja jeg kan selvfølgelig også holde pause derinde, mens arbejdet skrider frem. Og det gør jeg.

Når den grønne Vin, 'Himrod' har fået tøjlet sine ekstra skud en sidste gang i det nordvestlige hjørne af drivhuset, så skal der igen blomster på hylderne i reolen, som lige nu er delvist skjult af druen. Det kan ikke vare længe...De tanker faldt mig ind torsdag. Der manglede ligesom frodigheden fra potteplanterne, som startede derude i foråret. De har stået i "havestuen" hele sommeren. Havestue er så meget sagt; Gammel faldefærdig og halvdelen af vinduerne er der ikke glas i. Taget er med tiden blevet mindre lysgivende, så netop nu har drivhuset faktisk mere at byde på.

Summasummarum sluttede jeg dagen med at nærkigge potteplanterne, som ellers er blevet temmelig forbigået de seneste par uger. Det resulterede i, at jeg igår, babubabu fløj afsted efter medicin... Streptocarpus, 'Karen', som ellers endelig blomstrer her og alle de andre havde fået bladlus eller hvide fluer :( De bliver nu bekæmpet på den dyre måde, for jeg har ikke hul i planerne til hjemmelavede sprøjtesager - og jeg vil så nødig afskrive dem! Ikke, at de repræsenterer nogen større udskrivning (derfor tillader jeg mig ekstravagancen med bekæmpelsen), men det er højt skattede foræringer! Karen har jeg således fået af.... Karen. En enkelt pakke medicin rakte desværre ikke, så jeg har benet halvvejs ude i det skønne regnvejr for at hente til resten. Flyttedagen til drivhuset er blevet udsat med ihvertfald en uge. Planterne derude skal bestemt ikke udsættes for samme angreb.





7 kommentarer:

  1. Åh så dejligt. Åget på ens skuldre bliver unægteligt lettere når man kommer i bund.
    Jeg vil så sige at mit åg er ret tungt endnu!!

    SvarSlet
  2. Kære Zep.
    Du skriver så dejligt og så levende, det er næsten som at være der selv og få lov at dele din haveglæde. At du også nyder drivhuset på en anden spændende måde i disse dage, synes jeg er skønt. Det bliver hurtigt køligt nu, og tidligt mørkt, så det er med at udnytte tiden fuldt ud. Husk nu at holde pause i travlheden så du også kan nyde resultatet af dit arbejde, og nyde dine skønne planter.
    Streptocarpus har jeg ikke set længe. Det var en af min mors yndlinge. Og Begonie har du, ´gode gammeldags´ planter, lige mig :o) Ønsker dig en dejlig weekend.
    Kh, Iris ;o)

    SvarSlet
  3. Hygger mig lige med at læse lidt her og der i din blog. Ha´ en god uge.

    SvarSlet
  4. Så flittig du er har du helt sikkert fortjent mange gode pauser i drivhuset.

    /Birgitte

    SvarSlet
  5. Tak for jeres hyggelige kommentarer - og ønsket om en god uge retur!

    Og god arbejdslyst med komposten, Helga... (eller var det bedene?).

    Streptocarpus er en af min bedste venindes meget store passioner, som har smittet lidt. Jeg er dog ikke tilnærmelsesvis så god til dem som hun... Begoniaen fik jeg nytårsaftensdag af min tante. Den endte med at se miserabel ud i foråret. Men en omplantning og udeliv, senere drivhusliv og til sidst havestueliv har gjort underværker!

    Ugen her er startet så skøn i haven, som den sidste sluttede. Planerne holder stik og jeg råhygger i drivhuset, flere gange om dagen :D

    Hjerteligst

    SvarSlet
  6. Hvor har du dog været flittig.
    Jeg mangler endnu ret så meget, men her er alt for vådt.
    Gode billeder.
    Ha` en dejlig aften.

    SvarSlet
  7. Tak skal du have :D Jeg mangler også stadig meget - og er ude hver dag og nyder og knokler! Næste uge med, så må jeg holde en pause pga så meget andet, der kræver min obs i oktober. Synd, at I har det så vådt. Vi har det så nærmest omvendt her på Bornholm, hvor hver en dråbe hilses med glæde: http://www.dmi.dk/dmi/jorden_torster_endnu_i_ostdanmark

    Hjerteligst

    SvarSlet

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep