Sider

tirsdag den 21. februar 2012

God pandekagedag.

Ja her sidder jeg så på en mørk, stormfuld morgen, hvor sneen slasker våd ned. Noget er dog blevet liggende, så landskabet og Lillebo's omgivelser igen ser vinterlige ud. Og så er det da slet ikke så ringe, at det idag er pandekagedag: http://www.pandekagedagen.dk/

Her i huset er det pigernes vinterferie i denne uge. På Bornholm holder skolerne ikke vinterferie på et fast ugetal, men derimod altid i den uge, som starter med fastelavnsmandag, som jo var igår. Torsdag skal den yngste til fastelavnsridehyggestævne i klubben, Og der arbejdes og arbejdes! Ganske fascinerende at opleve som forældre ;) Søndag aften begyndte hun at klippe blomsterfigurer ud af kraftig filt, jeg havde liggende på lager - købt på et godt mængdetilbud. Jeg har i tiden løb samlet mangt et godt hobbymateriale tilbud op og det lønner sig nu, hvor der ikke sjældent pludselig er brug for et og andet.

Men tilbage til blomsterengen, for det er, hvad det nærmest ligner - hendes ridedækken, hvor blomsterne, som i mellemtiden har fået filtet uld ned i midten, i aftes blev syet på. Hun fortsatte arbejdet igår over middag og nærmest hele tiden, til klokken sent, hvor jeg begyndte at slukke lyset i huset ;)


Udover ridedækken, så er der også sat blomster på stigbøjler og hun monterede flere med elastik i aftes, som skal sættes på de "rosenknopper", som manen formes til forud for dressurprogrammet. Og idag skal vi en tur i genbrug og finde noget at forvandle hende selv med. Måske en blå mariehøne eller en honningbi - mulighederne er åbne og jeg er spændt på resultatet.

Vinter er lig håndarbejdstid for både hende og jeg. Vore udendørssysler får en pause - og det samme gør vi. Var det havesæson året rundt, er jeg svært bange for, at jeg mistede lysten. Omvendt begynder jeg så småt at fornemme, at jeg fysisk trænger til at starte på havearbejdet igen. Selvom det vækker undren i 2012, så er jeg ikke bleg for at indrømme, at mit selvvalgte erhverv igennem en årrække er og har været 24-7-365 Husmor og at haven er mit motionscenter...

På en dag som igår, hvor jeg med undren kl. 6.15 bemærkede et skær udenfor, inden det elektriske lys blev tændt, begyndte det også så ganske, ganske småt at krible i de 10 grønne tommelfingre. Solen leverede fra tidligt og nærmest det meste af dagen, kun afbrudt af en smule skyer, en forrygende forestilling akkompagneret af stille vejr og varmegrader lidt op ad morgenen. Lyset er ved at vende tilbage!! Så da vinterferie-shop-amok-i-outlettøjbutik var til ende, blev jeg nærmest draget over i nærheden, hvor Liljendal Plantecenter ligger i øens "storby", Rønne. Selv datteren bemærkede duften af blomster og fugtig jord, da vi gik mellem bordene og beundrede alt fra kaktusser til Primula og Citrustræer. Havde det stået til hende, havde vi haft en Hawaiblomst med hjem - og hun næsten "plagede" for, at vi skulle have "blå" roser i haven. Nuvel jeg følte mig ikke tiltrukket af at tilføje nye stueplanter, men sigtede imod hylderne med blomster jord og så- og kaktusjord, hvorefter hun måtte agere pakæsel for den ene pose. Så nu er det ganske vist, at jeg drages af forårets sysler ;) Og roserne kunne jeg berolige hende med, allerede var plantet. I fødselsdagsgave fik jeg nemlig af gemalen nogle helt særlige til haven (som jeg selv havde bestilt) og heriblandt 'Twice in a Blue Moon'.

Jeg begynder at glæde mig til, hvad min gamle ven, haven og jeg skal opleve i år. Jeg er nået den tid, hvor jeg kommer i tanke om, hvad der er derude og venter - og hvad der venter af såning. Tænk at have en hobby, hvor man nærmest overraskes fra tidligt forår og til langt hen i efteråret over, hvad man for en stund har glemt eller puttet i baghovedet. Sådan ville det næppe være uden en solid vinterpause...

Ikke at jeg driver den af. Lillebo kræver sin kvinde - særligt denne vinter, hvor jeg en stor del af tiden er græsenke, mens gemalen er ovre på den anden side af vandet og uddanne sig færdig som underviser. Få papir på, hvad han kan... Januar var luksus, hvor han var i praktik ikke langt herfra og derfor ikke var i Roskilde. Men med februars komme har nogle måske bemærket, at min eksistens i blogverden har været noget udvisket. Hvem ved, måske er i ligefrem faldet fra alazep de seneste uger i skuffelse over mit manglende engagement. Fotos har der været meget få af og collager vist slet ingen. Igår aftes lod jeg dog det huslige være det huslige (udsatte til idag) og legede igen lidt med Wondershare Photo Collage Studio. Jeg brugte billeder af  den seneste tids håndarbejde.

Nu har begge piger så en rød Hoody. Det første eksemplar sad ikke løst nok på den ældste datter - i mine øjne. Så i week-enden, hvor jeg havde fået nyt stof med posten fredag, fik jeg syet hende en nummeret større. Og da den yngste datter tidligere ikke mente, at en hoody var noget for hende, så havde jeg sat næsen op efter at overtage den første model. Men sådan gik det ikke - og nu har begge piger en rød hoody og jeg har ingen hihi Også i week-enden blev jeg færdig med det sidste af 3 par lune sokker, som forhåbentlig drager med en ung dame, som i denne uge flytter fra øen og til Norge, hvor min søster bor. Jeg sendte dem med posten igår, fordi planerne her i huset ikke lige passer med at aflevere dem personligt i denne uge. Så jeg håber blot, at øens trofaste postbude sørger for, at de når frem i tide.


Hvis du er er nået helt herned til enden på mit vinterhusmorindlæg, så tager jeg hatten af for dig og ønsker dig en rigtig god pandekagedag - før du ved af det, er jeg igen i "planteland" (spændende om tiden så er til billeder og skriverier her...)!

Hjerteligst

5 kommentarer:

  1. Uhm, pandekager. God ide og god vinterferie.

    Hilsen Helga

    SvarSlet
  2. Også en rigtig god pandekage dag til dig. Hvor har du været flittig med sytøjet :-)

    Kh. Anne-Mette

    SvarSlet
  3. Aih ! Vidste da slet ikke at det var pandekagedag i dag - og mig som elsker pandekager.
    Nå, men nu er det vist for sent ;-)

    Maser af havehilsener Sanne O.

    SvarSlet
  4. Den pandekagedag gik vist også lige min næse forbi - men pyt, vi kan da kalde hver dag for en pandekagedag, hvis vi vil :)

    SvarSlet
  5. Tak skal I have :D

    Hjerteligst

    SvarSlet

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep